Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 26
Daginstitutioner hænges ud på nettet
Forældre bedømmer i stigende grad daginstitutioner på nettet. Nogle forældre bruger internetsiderne til at få afløb for frustrationer.
Af: Kurt Balle Jensen
Det bliver mere at søge efter andre forældes holdninger til daginstitutioner på nettet. På hjemmesiden www.bedoemmelse.dk er antallet af besøgende på et par år vokset til 100.000 om måneden. Børnehaver og vuggestuer er blandt sidens mest besøgte, og der ligger omkring 1000 bedømmelser af daginstitutioner.
Et enkelt surt indlæg kan stemple en institution som dårlig. Især, hvis de tilfredse forældre ikke også laver bedømmelser. Det er nemlig antallet af 'stjerner', som afgør, om en institution karakteriseres som god eller dårlig, og derfor hjælper det ikke meget, hvis en bedømmer bruger mange pæne ord, men ikke giver stjerner.
Vuggestuen Skydebanevej i Aalborg har oplevet, at en enkelt negativ bedømmelse har fået stor indflydelse på den samlede bedømmelse. Institutionen dukker op, hvis man søger efter 'dårlige' institutioner i Nordjylland. Men undersøger man så sagen nærmere, findes der tre bedømmelser: To er positive, mens den tredje er negativ. Den ene positive bedømmelse har ikke fået stjerner, og den enkelte negative bedømmelse placerer derfor vuggestuen i kategorien 'dårlig', selvom en anden forælder karakteriserer institutionen som 'rigtig dejlig vuggestue'.
Metoden undrer vuggestuens leder, Else Holm.
"Jeg er først for nylig blevet gjort opmærksom på denne side på nettet, og jeg har svært ved at se formålet med den slags. Det går ud over mine grænser for, hvad der er etisk korrekt, og jeg foretrækker den direkte kommunikation ansigt til ansigt, hvor man kalder en spade for en spade," siger hun.

Læs mere på nettet:
Internetkritik er utilstedelig
Henning Pedersen, formand for BUPL, har svært ved at se formålet med internetsider, hvor brugere lægger deres subjektive vurderinger af institutionerne ud til offentligt skue.
www.boernogunge.dk