Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 20
Tema danskhed: Pædagogikken bygger på skjult nationalisme
Pædagogikken er fyldt med vaner og forestillinger, der op­drager børn i nationens tjeneste. Forsker Vibe Larsen fra RUC har sporet hverdagens nationalisme i børnehaven.
Af: Marie Bille

Børnene på rød stue og gul stue i børnehaven har hver deres lille fællesskab og territorie med hver deres vaner, rutiner og ritualer. Nogle hører til på den ene stue og andre på den anden, og det er noget af det naturligste i verden for både børn og pædagoger.
Inddelingen i stuer i danske institutioner er en fast del af pædagogikken, og de fleste tænker ikke nærmere over, at den måde at organisere børnenes hverdag på skulle have noget at gøre med selveste nationens overlevelse.
Men den tradition er bare en ud af en lang række praksisser i den danske børnehavepædagogik, hvilke er med til at give børnene erfaringer med at skabe en gruppe, der adskiller sig fra andre grupper.
Akkurat som det nationale fællesskab.
Det mener Vibe Larsen fra Institutut for Pædagogik på Roskilde Universitet (RUC). Hun har netop sendt sin ph.d.-afhandling 'Nationale praktikker i børnehaven' til publicering. I tre år har hun forsket i, hvordan rutiner i to danske børnehaver kan forstås i sammenhæng med opretholdelsen af den statsform, der har eksisteret i Danmark i flere hundrede år.
"Selvom stuen ikke er et nationalt fællesskab, lægger den op til den tankegang, der er i et nationalt fællesskab. Børnene får de erfaringer, at man kan være i et afgrænset fællesskab, hvor man hører sammen. Og at der nogle, som ikke hører til," siger Vibe Larsen.
Hun har rettet forskerblikket væk fra de typiske nationale symboler som dannebrogsflag i fødselsdagsbollen eller turen til Amalien­borg på dronningens fødselsdag. I stedet har hun fokuseret på rutiner og vaner i den pædagogiske hverdag. Hun mener, de har større betydning for den nationale kultur.

Den falske enighed. Det er især normer for, hvordan børnene skal opføre sig, som ifølge Vibe Larsen er tæt relaterede til Danmarks overlevelse som nationalstat.
"Hvis man ser på det historisk, har staten gjort sig nogle erfaringer, hvor den har overlevet ved at prøve at nå til enighed og fremstille sig selv, som om man var mere ens, end man egentlig var. Danmark har fået rigtigt gode erfaringer med den tankegang, og de erfaringer giver man videre i hele opdragelsessystemet," siger hun.
Hun giver et eksempel fra danmarks­historien for at illustrere sin pointe.
"Lige inden 2. verdenskrig gjorde det politiske system sig erfaringer, der handler om, at når politikerne var uenige, kunne de nå kompromiser ved at tale sig til rette og indgå aftaler, der passede begge parter. Den måde at styre politikken på viste sig at være god under krigen, da vi blev besat. Når der ikke var en masse stridigheder, kunne man forholdsvist enigt handle i forhold til besættelsesmagten," siger Vibe Larsen.
De nationale erfaringer og den danske konsensuskultur viser sig også som dominerende forestillinger i pædagogikken. Her er fokus på at oprage børnene til at være sociale og indgå i fællesskaber, som er harmoniske og mere eller mindre homogene, mener hun.

"Der er ekstrem opmærksomhed på, at børnene skal kunne verbalisere deres konflikter. At de kan tale sig til rette om tingene i stedet for at begynde at slå eller gøre noget andet ved de andre børn," siger Vibe Larsen.
Fokus på at opretholde en social ro i børnegruppen og løse konflikter gennem dialog hænger nøje sammen med, hvordan Danmark historisk har overlevet, mener Vibe Larsen. Nationalstatens beståen har været afhængig af, at det danske folk blev opfattet som en harmonisk enhed, hvor folk var mere eller mindre ens og kunne nå til enighed på trods af forskelligheder.

Forestillet fællesskab. Sammenhængen mellem nationalstat og småbørnspædagogik er ikke noget, hverken pædagoger eller forskere har været særligt opmærksomme på. Vibe Larsen er den første, der har undersøgt børnehavens rolle i det danske nationale projekt. Hun mødte skeptiske miner, da hun startede sin forskning.
"I starten sagde mange, at det kunne jeg slet ikke lave. For man har altid talt om skolen og fag som nationalt bærende. Det blev jeg lidt tricket af. For daginstitutionerne har efterhånden været her rigtigt længe," siger hun.
Inden for nationsforskningen har fokus især været på skolens rolle. En af den moderne nationsforsknings hovednavne er samfundsfilosoffen Ernest Gellner. Hans bog 'Nations and Nationalism' udkom i 1983. Hans teori går ud på, at nationalstaterne opstod med industraliseringen, fordi de moderne samfund havde behov dem. Skolen lærte befolkningen de færdigheder, det nye samfund efterspurgte, nemlig at skrive og regne. Samtidig kunne skolen udbrede fortællingen om nationen og dens historie og kultur, hvilket skulle binde nationens folk sammen i et fællesskab.
I 1983 udkom også Benedict Andersons bog 'Imagined Communities'. Han argumenter for, at nationer er forestillede fællesskaber, der mere eksisterer som en forestilling i vores hoveder end som reelle fællesskaber.
Selvom Danmark er blevet et multietnisk samfund, lever forestillingen om det nationale fællesskab i bedste velgående, og børnehaven er med til at opretholde den gennem en opdragelse til den nationale kultur, mener Vibe Larsen.
"Vi har en forestilling om, at der lever et folk på det her territorie, og at de har en masse til fælles. Vel vidende, at vi simpelthen ikke aner, hvem der bor i Ålborg, og om vi har noget til fælles med dem."

Pædagogik skal redde nationen. Vibe Larsen har set på de socialpolitiske og pædagogiske diskussioner, der var i 1930'erne. I den periode var man bange for en opløsning, fordi mange flyttede fra landet til byerne. Samtidig faldt befolkningstallet, og det førte til en frygt for, at befolkningen og nationen skulle uddø.
Det svenske ægtepar Alva og Gunnar
Myrdal leverede nye idéer til, hvordan staten skulle sikre nationens overlevelse, og de prægede også debatten i Danmark. Idéen var, at pædagogikken skulle afværge den samfundsopløsning, man frygtede. En tankegang, der hænger ved i dag, mener Vibe Larsen.
"Man tænkte, at børnehaven og pædagogikken kunne løse det samfundsmæssige problem, som man troede var ved at opstå: At samfundet faldt fra hinanden, fordi det fællesskab og sammenhold, man havde på landet, blev opløst i byen.
Det er vi ikke optagede af i dag, men vi tror alligevel på, at institutionerne kan skabe en sammenhængskraft. Nu er det bare andre ting, der truer," siger Vibe Larsen.
Idéen om, at pædagogikken kan skabe fællesskaber og samhørighed, bliver et problem, fordi det fælles mere er en forestilling end virkelighed, mener hun.
"Det er et stort problem, at man er så fokuseret på denne her sammenhængskraft og det, der er fælles, og at vi skal sørge for, at børnene kan forstå hinanden, og at de alle sammen opfører sig efter de samme normer. For man kan ikke håndtere, at samfundet er mere modsætningsfyldt og flertydigt på alle mulige måder.
Så længe man tænker på denne her måde, bliver nogle børn hele tiden problemet eller dem, man vil gøre noget særligt ved," siger hun.

De anderledes. Det er ofte etniske minoritetsbørn, der skiller sig ud og ikke lever op til de normer for acceptabel opførsel, som hersker i børnehaverne. De bliver opfattet som anderledes, fordi de ikke opfører sig, som omverdenen og pædagogerne forventer.
"De kommer til kort på det sproglige og bliver opfattet som anderledes, fordi de ikke kan opfylde normen om, at man snakker sig til rette om tingene. Ikke alle selvfølgelig, men nogle, og dem bliver pædagogerne særligt opmærksomme på," siger Vibe Larsen.
Hun understreger, at hun ikke kristiserer pædagogernes arbejde med børn med forskellige etniske baggrunde. De gør et stort stykke arbejde for at give plads til forskelligheden, for eksempel ved at inddrage ting i hverdagen fra de forskellige lande, som børnene kommer fra. Men de ubevidste normer bliver ofte mere afgørende for, hvem og hvad der bliver anerkendt.
"Pædagogerne var rigtigt opmærksomme på nogle af de her ting. Derfor prøver jeg at vise, at der også er andet, som er med til at skabe det nationale. Det bliver mere dominerende, fordi det slet ikke er noget, man tænker over," siger hun.

Hvornår er man dansker?
• Officielt er man dansker, når man har dansk indfødsret. Et barn får dansk indfødsret, hvis enten faderen eller moderen har dansk indfødsret. Det spiller ingen rolle, om barnet er født i Danmark eller i udlandet. Børn født af udlændinge på besøg i Danmark får ikke statsborgerskab.
• Filosofisk skelner man klassisk mellem to traditioner for forståelsen af nationalitet. Den tyske model 'law of blood' og den franske model 'law of soil'. Den tyske model forbinder nationen med 'blodets bånd', 'kulturen' og 'folket'. Den tradition betød, at det indtil 1999 var stort set umuligt at få tysk statsborgerskab, hvis ikke man have tysk blod i årerne. Den franske tradition fokuserer på principperne om frihed, lighed og broderskab. Den giver mulighed for at opnå officiel status som borger og blive en del af fællesskabet, hvis man tilslutter sig franske værdier.
• Den danske grundlov siger, at udlændinge kan få dansk indfødsret ved lov. Hvert år vedtager Folketinget en 'Lov om indfødsrets meddelelse', hvor dansk indfødsret bliver tildelt til de ansøgere, der opfylder en række betingelser. De skal for eksempel tale dansk, kende til danske samfundsforhold, historie og levevis og opgive deres tidligere statsborgerskab.