Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2001 Nr.: 28
Det er egentlig ret flot, ikke?
Kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregaard-Nielsen rister en rune over 1800-talsmaleren Johan Thomas Lundbyes hovedværk "En dansk Kyst".
Af: Ivan Enoksen
Bogen Danske Kyster, som i øvrigt er én, han selv har skrevet, ligger slået op. Vi er på side 49. Han peger og siger: »Det der, det er et væsentligt billede.«
Har han fuldstændig misforstået det, tænker jeg. Opgaven, han har sagt ja til, er at udpege et kunstværk, som kan sige noget afgørende vigtigt om "børn i kunsten". Og så stiller han op med et skilderi fra 1800 og hvidkål. Det er ikke malet af et barn, og der figurerer ingen børn på det; det er i det hele taget ikke, hvad jeg havde ventet. Langt fra. Man udbeder sig en forklaring.
Men først et par betragtninger over Hans Edvard Nørregaard- Nielsen, inden han kommer i gang med at forklare, hvorfor det netop blev Johan Thomas Lundbyes maleri "En dansk Kyst" fra 1842, han slog ned på.
Først og fremmest må man sige, at han har gjort det godt. Kunsthistoriker med guldmedalje fra Københavns Universitet, et stort, kunstformidlende forfatterskab og en karriere som kunstkritiker har ført ham den stol, han nu sidder i. Den er placeret på øverste etage i bagbygningen Brolæggerstræde 5 i København - i selvsamme smukke ejendom, hvor brygger Jacobsen grundlagde Carlsberg. Her har Ny Carlsbergfondet nu til huse, og herfra styrer den 56-årige Hans Edvard Nørregaard-Nielsen den største kunst-understøttende, private pengetank i landet.
I barndomsmiljøet var der meget lidt, som talte for, at det skulle ende sådan med Hans Edvard. Der stak en hjemstavnsforfatter i faderen, men skriveriet blev, som det meste, han gav sig i kast med, aldrig rigtigt til noget. Familien, hvis mandlige overhoved var medlem af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti og tyskvenlig på et tidspunkt, da det ikke var smart at være det, klarede sig kun med hiv, sving og gode menneskers hjælp.

Og det er Danmark. Nu tilbage til det brændende spørgsmål: Hvorfor netop dette billede?
»Fordi jeg synes, det er utroligt vigtigt med rødder. Selv blev jeg som barn bevidst om rødder på grund af en upåfaldende indlæring omkring en række værdier. Mest holder jeg af det sammenlignelige. Når et billede af en mand siger mig mere end et stykke abstrakt kunst, er det, fordi jeg ved, hvordan en mand ser ud. Og hvis kunstneren har gjort noget specielt, så ved jeg, hvor kunsten ligger. Man kan ligesom trække manden fra. Hvis det derimod er et abstrakt kunstværk, så har man ikke noget udgangspunkt. Her er landskabet et udgangspunkt. Det er Danmark, det er dit, og det er mit, det er ikke den eller den kyst, det er en dansk kyst. Da billedet blev malet, syntes alle folk, at Danmark var et grimt land. Et fladt land og ikke noget at være vigtig af. Vi har ingen bjerge, men se klinten der, så høje har vi dem slet ikke. Lundbye har godt villet forstørre Danmark lidt op, men på Danmarks præmisser. Det er Danmark, det er kysten, det er den gule skrænt, der ser ud som om, den lige har rejst sig fra havet og nu står og ryster vandet af sig. Hvis jeg skulle fortælle et barn om billedet, ville jeg sige: "Det er egentlig ret flot, ikke?".«

Portræt af traurig mand. Hans Edvard Nørregaard-Nielsen læner sig ind over skrivebordet og peger på en detalje i Lundbyes billede.
»Ved første øjekast kan man tro, at Lundbye bare har villet lave et billede af et landskab, men det har ikke været nok for ham. Og det er det, der gør et stykke kunst anderledes end en almindelig beskrivelse. Han har ikke kunnet lade være med putte noget ind i billedet, der gør, at man også kan se, hvordan han selv har haft det. Som du kan se, står der en flok folk nede på stranden, og der er en vogn, som det ene hjul er brækket af. Om den sag skriver Lundbye til en ven og lægger en tegning af vognen ved: "Der kan du se, som den vogn er jeg, tilsyneladende hel, men der er gået et hjul af, vognen kommer ikke af stedet".«
»Et lille selvportræt, hvormed han siger, at "jeg er sådan set ikke noget, jeg er en mand, der går rundt og gennemgående er lidt traurig og ked af det, men heldigvis er det sådan, at jeg kan male, jeg kan udtrykke mig, prøve at give noget videre som jeg har i mig". Danmark er den store scene, mens vi er her på træk. Alligevel er der en masse livskraft i billedet, som ikke kan lade være med at gro. Det her billede er væsentligt ved både at have en lys sommerdag i sig og indeholde en fortælling om, at når - som Nordbrandt ville sige - mennesker dør, bliver omgivelserne tilbage. Vi er, vi er vigtige, og vi er ikke vigtige. Og så kunne du jo spørge på hvilket niveau sådan et billede henvender sig til børn.«
Det var just, hvad jeg godt ville ind på.
»Jeg viste det til mine egne børn, da de var små, og de blev meget optagede af det. Jeg tror, det handlede om at få nogle vage følelser inde i sig selv bekræftet af, at der er andre mennesker, der har tænkt på det samme eller har været i nærheden af at gøre det. Det er en meget vigtig dimension at understrege: Så det store, så det små, stammen og bladet, der falder af, altid vil de to være beslægtede størrelser.«
Hvordan har dine børns optagethed af billedet vist sig?
»"Se vandet, det er ligesom dér, hvor vi fandt blåmuslinger", kunne en af dem sige. Pludselig er man inde i en sammenligning. De lader dig ikke pådutte noget, de ikke ved noget om. Hvis det nu havde været en strand i Afrika, så kunne de have sagt: "Jo, det kan godt være, men det kender vi ikke noget til". Man skal huske på, at den bedste dialog - og dermed den dialog, der fremmer den mere svære dialog - fordrer, at man har sin fortrolighedsbasis med sig.«

Liv og død. Børn&Unges til lejligheden udnævnte kunstekspert() er ikke helt med og antager derfor også, at det kan være svært for et barn at mestre en så avanceret billedtolkning. Hans Edvard Nørregaard-Nielsen vender sagen på hovedet.
»Ligesom fjernsynet undervurderer publikum ved at lade som om, vi er halvtumpede, så tror jeg tit, vi undervurderer børn ved ikke relativt hurtigt, hvis barnet ellers er med, og man ikke krænker dets blufærdighed, at lade det lede sig ind mod noget, som er alvorligt. Alt, hvad der er væsentligt, og det ved børn måske bedre end voksne, kan koges ned til et spørgsmål om liv og død. Det er de to dimensioner, som farver det hele,« fastslår Hans Edvard Nørregaard-Nielsen og opsummerer sin holdning i denne, man kunne måske kalde det en programerklæring.
»Alt godt, som for eksempel Lundbyes billede "En dansk Kyst", starter i det flade og når ud i det dybe, eller det går fra det dybe ind i det flade. Det handler ikke om kunst for kunstens skyld, men om kunst som et isoleret stykke liv, som et andet menneske spejler sin tid, sine instinkter og sin opfattelsesvirkelighed i. Hvis man nærmer sig ting med alvor, bliver man også altid svaret med alvor.«

Kunstneren er en afviger. Lundbyes liv fik en brat ende i 1848, da han som 29-årig og grøn landsoldat faldt for en vildfaren kugle - eller var det for egen hånd? Sagen er omstridt, men Hans Edvard Nørregaard-Nielsen hører til dem, der anser selvmords-teorien for den mest holdbare.
Man taler om, at børns personlighed et meget langt stykke formes i de første leveår. Enig?
»Ja, det tror jeg på. "Give me the first three years of a childs life and you can have the rest".«
Når nogen falder ud som udøvende kunstnere, er det så grundlagt der et sted?
»Ikke nødvendigvis. Kunst er jo også en disposition. Kunst er en afvigelse på en eller anden måde, en ekstraordinær sårbarhed. Hamsun kaldte det indtryks-ømhed, mens Lundbye talte om gemyts-inderlighed. Send 30 mennesker over Kongens Nytorv i regnvejr, og de 29 vil rende, alt hvad remmer og tøjr kan holde for at komme i læ, men den 30. går pludselig i stå ved synet af en gul busbillet, der ligger på den sorte afsalt. Eller vedkommende vil se en gren, der står i et mærkeligt forhold til stammen. Hvis du har øje for den slags, så registrerer du også ironi, og du tager små ondskabsfulde bemærkninger til dig, fordi hele dit sind er mere ømskindet. Jeg tror ikke, det er noget tillært. De kunstnere, som kommer af kunstnerfamilie, kan skyde en vældig genvej, fordi de får et talent og måske et instinkt, det bliver befordret og trænet. Man kan sige, at det måske også bliver korrigeret gennemsnitligt, men korrigeret bliver det.«
Lundbye var ud af militærfamilie og altså en afviger. Er du i din egen vestjyske familie den der nummer 30 i flokken, som faldt ud på en anden måde.
»Ja, det kan du jo sige, men der er også den store forskel, at i vore forældres generation havde folk gennemgående travlt med at overleve fysisk. Vi har fået lov til at betragte alle de fysiske omstændigheder som noget naturgivent og kan koncentrere os om at overleve psykisk, om du vil. Det er vores held. Tyrkertroen på, at vi alle sammen har noget at realisere, deler jeg dog ikke. Vi møder med forskelligt udstyr. Nogen med meget, andre med lidt. Georg Brandes tillod sig at sige: "Hvis den mand havde været en bog, så ville jeg ikke læse ham".«

Lokumsspand. Er det ikke sandt, at megen malerkunst, i hvert fald den abstrakte, går ud på at finde tilbage til barndommen, tilbage til det naive og umiddelbare udtryk?
»Sådan har jeg ikke tænkt på det, for hvad skulle man egentlig tilbage til barndommen for. Meget i den slags tilværelse, jeg sætter mere pris på end at sidde og rode i sig selv, handler trods alt om, at det er nødvendigt at lave nogle overbygninger, lægge en skorpe hen over. Der kan ligge så meget fra ens barndom, som du kan sætte dig ned og røre rundt i, som var det en lokumsspand. Men du ved, at hvis du rører i en lokumsspand, så lugter det. Hvad der ellers kommer ud af det, kan være et spørgsmål. Faktisk tror jeg ikke, at det er så mange folk, som har lyst til at gå rundt i barndomsrummet, mens de er midt i livet. Du søger tilbage, når du bliver ældre, fordi det da bliver den væsentligste del af din identitet. Jeg har været på et hospital, hvor der lå en gammel, tyk departementschef på 90 år, splitternøgen og brølede på sin mor. Hvor er det mærkeligt, tænkte jeg, at den mand har haft rigets sikkerhed i sin hånd, har ligget i med utallige damer, har spist kaviar og nu ligger han som en stor fed puppe og påkalder sig det der gamle skrøbelige liv, der i sin tid havde bragt ham til verden. Det viser meget om, hvordan alt andet end ens fødsel og ens død bliver skrællet af.«
Hans Edvard Nørregaard-Nielsen er endnu engang nået frem til sin pointe: Det hele handler dybest set om starten og slutningen. Sådan er det i livet, og sådan er det i malerkunsten.

Børn i kunsten
Dette og de kommende tre numre af Børn&Unge rummer traditionen tro årets sommerserie. I år har vi valgt emnet "Børn i kunsten", og har bedt seks personer med tilknytning til dansk kunstliv om hver at vælge et kunstværk, der efter deres mening belyser barnets indflydelse og rolle i kunsten.
I dette nummer har Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, formand for Ny Carlsbergsfondets direktion og for Glyptotekets bestyrelse, valgt et kunstværk af T. J. Lundbye

Kunsthistorikeren
Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, født 1945, mag. art. 1976. Kunstkritiker ved Information 1971-78, inspektør ved Ny Carlsberg Glyptotek 1978-88 og derefter formand for Ny Carlsbergsfondets direktion og for Glyptotekets bestyrelse.
Kerneområdet i Nørregaard-Nielsens forskning er barokarkitektur og guldalderkunst, men også nutidskunst har hans bevågenhed. Har skrevet flere bøger om Arne Haugen Sørensen, men hovedværket er dog om Christen Købke.
Kilde: Den Store Danske Encyklopædi.

Kunstneren
Johan Thomas Lundbye, 1818-1848, maler, tegner og grafiker. Som maler specialiserede Lundbye sig i landskabsmaleriet, men dyremaleriet vejede næsten lige så tungt i hans produktion. Som tegner var han i sit emnevalg nærmest universel. Enhver detalje af virkeligheden fandt han værdig til skildring.
Et fremherskende element i både hans tegnekunst og hans skriftlige efterladenskaber er den dybt personlige stillingtagen til rollen som kunstner og menneske. Denne eksistentialisme resulterede i en ofte melankolsk selvspejling, hvilket bevidnes af rækken af selvportrætter.
I 1948 meldte Lundbye sig som frivillig soldat i Treårskrigen mellem Danmark og hertugdømmerne Slesvig-Holsten, men hans dræbtes af et vådeskud, inden han nåede fronten.
Kilde: Den Store Danske Encyklopædi