Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 03 Børn&Unge som e-paper
Efter 50 års lønefterslæb. Sammenhold giver håb for ligeløn
En samlet fagbevægelse er en ny base at kæmpe for ligeløn fra, vurderer ekspert. Men befolkningens opbakning til ligeløn er også vigtig, hvis politikerne skal handle, mener BUPL.
Af: Mikkel Prytz
Da en samlet fagbevægelse under de seneste overenskomstforhandlinger gik til kamp mod store lønforskelle, var det første gang i danmarkshistorien, at lønefterslæbet for blandt andre pædagoger blev bredt anerkendt. Og den anerkendelse kan give en ny base at kæmpe for ligestilling mellem traditionelle mande- og kvindefag fra, mener Astrid Elkjær Sørensen, ph.d. og historiker med ligestilling som sit ekspertområde.

»Det sammenhold, der blev skabt i Forhandlingsfællesskabet under OK18, betyder meget for den pondus, som fagbevægelsen kan fremsætte sit krav om ligeløn med. Så hvis sammenholdet kan holde, er det meget positivt for ligestillingsspørgsmålet,« siger Astrid Elkjær Sørensen.

Ifølge Danmark Statistik er forskellen på mænd og kvinders løn blevet mindre i løbet af den seneste årrække. På trods af det var mænds løn i 2017 stadig 13 procent højere end kvinders. Astrid Elkjær Sørensen tøver da heller ikke med at sige, at den ulige løn er et problem.

»Når en pædagog og en ingeniør tager samme længde uddannelse og begge får job i den offentlige eller private sektor, ender ingeniøren med at få en væsentligt højere løn. Og det er dybt uretfærdigt. Man plejer jo ellers at sige, at en højere løn er en af de belønninger, man får for at uddanne sig,« siger Astrid Elkjær Sørensen.

»Urimeligheden består i, at vi som samfund ringeagter traditionelt kvindelige egenskaber som omsorg lønmæssigt, og dermed tillægger vi dem indirekte også mindre værdi. Det klæder ikke et samfund, og derfor er det et ligestillingsproblem, at kvindefag ikke bliver belønnet for den uddannelse og det ansvar, de har,« fortsætter hun.

Historisk forklaring. Ifølge Astrid Elkjær Sørensen skal vi kigge 50 år tilbage i tiden, hvis vi vil finde den grundlæggende forklaring på, hvorfor en pædagog eller sygeplejerske i 2019 tjener væsentligt mindre end en folkeskolelærer eller en diplomingeniør.Tjenestemandsreformen af 1969 betød, at eksempelvis pædagoger og fysioterapeuter blev placeret lavere lønmæssigt end lærere, politi­betjente og andre traditionelle mandefag.

»Det hænger blandt andet sammen med, at kvindens arbejde dengang var et tilskud til mandens løn, og derfor behøvede hun ikke så høj en lønning,« fortæller Astrid Elkjær Sørensen.

Samtidig anså man omsorgsarbejde som noget, der ikke krævede en særlig uddannelse, forklarer hun.

»I dag forbinder man pædagogik med faglighed, men dengang var omsorg noget, man havde naturligt anlæg for som kvinde – og ikke noget man som sådan skulle belønnes for,« siger hun og tilføjer, at pædagogers kamp for at sikre goder som eksempelvis løn og pension under barsel også har kostet på reallønsfronten.

Brug for trepartsaftale. Lønforskellene mellem traditionelle kvinde- og mandefag er svære at bryde, fortæller Astrid Elkjær Sørensen.

»Det kræver, at alle er enige om at skævfordele penge til fordel for de traditionelt kvindedominerede fag, altså at de andre fag i det offentlige bliver enige om at forbigå lønstigninger. Og den idé er svær at sælge til folkeskolelærere, politifolk eller embedsmænd, som trods alt ikke selv får fyrstelige lønninger,« siger hun.

En løsning med at øremærke penge til pædagoger og andre med lave indkomster er også vanskelig, fordi man dermed bryder med den danske model, hvor løn og vilkår er et resultat af aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.

»Man er nødt til at finde en trepartsløsning. Problemet er til dels skabt af en gammel politisk struktur, og derfor må politikerne i dag være med til at finde en løsning, som kan fungere i 2019. For de fleste er enige om, at pædagogers løn ikke står mål med det ansvar, de har,« siger Astrid Elkjær Sørensen.

Elisa Rimpler, formand i BUPL, er enig i, at en trepartsaftale vil løse nogle af de udfordringer, der er svære at klare i det danske aftalesystem.

»Det kræver, at vi har befolkningens opbakning, og at vi står sammen i fagbevægelsen, også udenfor overenskomstforhandlingerne. Vi skal være gode til at fortælle, hvad uretfærdigheden består i. Det her handler om strukturer i samfundet, som er opstået på grund af en gammel måde at tænke kønsroller, arbejdsmarked og familie på. Den tænkemåde kan vi ikke bruge til noget i dag,« siger Elisa Rimpler.

»Vi pædagoger er den faggruppe, der får mindst ud af at uddanne os, når vi ser på et helt livsforløb, fordi vi hænger på en 50 år gammel uretfærdighed, som udsprang af den samfundsorden og kønsnorm, der var dengang,« siger hun.

»Der er sket meget siden da. Vores uddannelse er blevet mere kompleks, og vi løfter en væsentlig opgave, som er nødvendig, for at vores samfund kan fungere. Vi skal sørge for, at vores børn får den bedst mulige barndom og de bedste udviklingsbetingelser, og derfor burde vi værdisættes højere,« tilføjer Elisa Rimpler.