Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 18
Rockertæsk versus relation
Opsøgende pædagoger ser unge gøre livet svært for sig selv og lægger øre til hemmeligheder, som de er nødt til at sige videre for at beskytte de unge, fortæller pædagog og leder Dorthe Hvirvelkær.
Af: Mikkel Kamp
Skulle hun gøre, som en ung pige bad hende om, eller skulle hun videregive de oplysninger, som pigen lige havde bedt hende om at holde hemmelige? Sådan lød dilemmaet i Dorthe Hvirvelkærs hoved, da hun for nogle år siden havde kontakt med en pige fra Aalborgs rockermiljø.
"Hun vidste noget, hun ikke skulle vide, og nu blev hun jaget af rockerne, så hun var nødt til at flygte. Hun ringede og fortalte, at hun blev forfulgt og understregede, at jeg ikke måtte sige det til nogen," fortæller Dorthe Hvirvelkær, leder af Midtbysjakket i Aalborg.
Den normale reaktion, når nogen fortæller en hemmelighed, er at holde på den. Dorthe Hvirvelkær gjorde det stik modsatte.
"Det var et dilemma. På den ene side bad hun mig om ikke at fortælle det. På den anden side kunne jeg ikke leve med, at jeg ikke havde sagt det til nogen, hvis hun endte i Limfjorden med en betonklods om benet. Derfor fortalte jeg det videre til de relevante myndigheder," siger hun.
Fagligt var problemet, at pigen kunne miste tilliden til Dorthe Hvirvelkær.
"Jeg havde brugt lang tid på at opbygge en god relation til hende. Den kunne jeg miste lige så hurtigt som et knips med fingrene. Men jeg var nødt til det. Det ville være uetisk at lade være, selvom jeg gik imod det, hun bad mig om. Og jeg har faktisk stadig kontakt til hende i dag seks år senere," fortæller Dorthe Hvirvelkær.
Medarbejderne i Midtbysjakket har i dag en helt fast politik, hvis pædagogerne fornemmer, at unge vil til at fortælle dem om kriminelle handlinger. Så stopper de den unge og gør det klart, at hvis han eller hun fortæller om noget kriminelt, vil pædagogen sige det videre.

Kortsigt løsning ikke okay. Et af de typiske dilemmaer for Dorthe Hvirvelkær og hendes kolleger opstår, fordi de ikke umiddelbart kan gribe ind, når de ser unge gøre skadelige ting.
"Hvis vi ser en 14-årig ryge hash, har vi ikke store muligheder for at gøre noget ved det nu og her. Vi kan ikke sige: 'Nu stopper du, ellers ringer vi til dine forældre'. Ofte ved vi slet ikke, hvem forældrene er," siger hun.
Pædagogerne er nødt til at skabe fortrolighed til de unge og så bare håbe, at de møder dem igen.
"Vi ser problemerne, men vi kan ikke tvinge os ind på de unge. Man skal have en stor portion tålmodighed. Vi giver dem vores mobilnummer, men det giver ikke altid gevinst første gang, selvom vi prøver at få dem til at fatte interesse. Vi skal altid overveje fordele og ulemper ved at være pågående i vores kontakt med de unge," siger Dorthe Hvirvelkær.
Ofte er pædagogerne nødt til at være tålmodige i flere uger. Reelt har de ikke mulighed for selv at finde de unge igen.
"Vi har ingen registrering med cpr-numre, før den unge har kontakt med en rådgiver og på den måde bliver en sag i systemet. Vi kan møde en ung lørdag aften, hvor det er tydeligt, at han har brug for hjælp, men så går der måske tre uger, før vi ser ham igen, og vi kan forsøge at genoptage kontakten," forklarer Dorthe Hvirvelkær.