Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2006 Nr.: 04
BUPL mener: Pædagoger skal med i børne- og ungepolitikken
Børne- og ungepolitikken er et af de mest vitale områder, som skal revurderes og formuleres i forbindelse med opgave- og strukturreformen.
Af: Birgitte Conradsen medlem af forretningsudvalget
Kommunerne landet over skal i gang med at formulere børne- og ungepolitik. De skal bl.a. beskrive, hvordan man i de enkelte nye kommuner vil sikre sammenhængen mellem det generelle forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte. Det er en stor opgave - og det er en opgave, hvor der er brug for pædagoger!
Pædagoger er professionelle. Pædagoger har viden og erfaring, som er helt afgørende i arbejdet med, hvordan kommunerne strukturerer det fremtidige arbejde. Pædagoger er den gruppe, som kommer til at implementere børne- og ungepolitikkerne, som de udformes i løbet af det kommende år, og derfor er det vigtigt, at politikkerne bliver præget og anerkendt af netop pædagoger landet over.
Børne- og ungepolitikken er et af de mest vitale områder, som skal revurderes og formuleres i forbindelse med opgave- og strukturreformen. Der er værdier i spil, når det handler om visioner og rammer for et godt børneliv. Hvad er det, vi som samfund vil sikre for den opvoksende generation? Hvordan kan vi udvikle de kompetencer og kvalifikationer hos børnene og de unge, som samfundet har brug for - og hvordan kan vi give børn og unge en glad og tryg opvækst?
Vi ved fra både forskning, undersøgelser og vores daglige arbejde, at det betaler sig at investere i institutionernes kvalitet, og det gælder både for daginstitutionerne og for det pædagogiske specialområde, som nu skal lægges ind under kommunerne.
Jeg er ikke i tvivl om, at KL, Kommunernes Landsforening, også har haft dette i tankerne ved tilrettelæggelse af det kommende Børnetopmøde 2006. Det holdes i Århus i starten af marts, og mere end 1000 kommunalpolitikere, forvaltningschefer, konsulenter, institutionsledere mv. skal her drøfte muligheder og udfordringer i arbejdet med børn og unge fremover. Mødet er tænkt som et inspirationsforum, og det er et rigtig godt initiativ, KL her har taget.
Når det er sagt, så skal det også siges, at vi som pædagoger har en forpligtelse til at søge indflydelse på de dagsordener, der sættes for den fremtidige politik. Det er vigtigt, at vi rundt om i kommunerne kender vores besøgelsestid og går ind i debatterne og beslutningsprocesserne, hvor det er muligt. Vi må som interessenter tage del i den demokratiske proces og sikre os et medejerskab til politikkerne, som de udformes. Kun på den måde kan en børne- og ungepolitik blive et levende og dynamisk styringsredskab for det pædagogiske arbejde og et redskab, der forpligter både kommunerne og institutionerne.