Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 10 Børn&Unge som e-paper
TEMA: FREMTIDENS DAGTILBUD. Kritikerne løfter pegefingeren. Læringssynet snævres ind
Pædagogik er i Fremtidens Dagtilbud defineret som direkte voksen-barn-stimulering i forhold til bestemte kompetencer, man efterfølgende kan måle på, mener tre forskere.
Det er et anderledes syn på pædagogik og læring, end man tidligere har set i Danmark.
Af: Vibeke Bye Jensen
Fremtidens Dagtilbud (FD) benytter sig af en nedsivningsmodel, hvor viden udvikles af forskere, der leverer entydige svar på, hvad man skal gøre og det skal pædagogerne så implementere. Projektet rummer ikke meget inddragelse af pædagogerne og deres viden, mener Annegrethe Ahrenkiel, leder af Center for Daginstitutionsforskning.
»Pædagogikken er defineret som direkte voksen-barn-stimulering i forhold til ­nogle bestemte færdigheder, som man kan måle. Projektet forholder sig ikke til den faglighed og læring, der foregår uden for de planlagte pædagogiske aktiviteter,« siger hun. Idéen i FD er, at pædagogik skal bruges til at udvikle kompetencer, mener Line Togsverd, forsker og ph.d. Det er i hvert tilfælde kun kompetencerne, børnene bliver målt på. »Det er en grundidé om, at den voksne har størst betydning for barnets trivsel, udvikling og læring, og det er anderledes end den måde, vi ellers tænker pædagogik på i Skandinavien. Den danske børnehavepædagogik har hidtil haft fokus på, hvordan voksne tilrettelægger miljøer, hvor børn kan lære af hinanden og udvikles i relationer, både til voksne og børn,« siger hun.
I BUPL mener faglig sekretær Lasse Bjerg Jørgensen, at FD repræsenterer en vej, som pædagogikken på 0-6-årsområdet kan komme til at gå. En anden vej er den, som mastergruppen bag revideringen af de pædagogiske læreplaner netop har lagt frem.
»I forhold til læreplanerne er der valgt et helt andet læringssyn, et andet dannelsessyn, et andet børnesyn og et andet syn på læringsmiljøer end det, der er i FD. Om det bliver børnesynet og læringssynet fra arbejdet med at revidere læreplaner, der kommer til at påvirke eksempelvis dagtilbudsloven, eller om det bliver FD, må vi vente at se. Det er to vidt forskellige veje, vi må forholde os til, men vi foretrækker klart læringssynet fra mastergruppen,« siger han.

Fortidens Dagtilbud. Professor Jan Kampmann fra Roskilde Universitet kan ikke lide, at FD bryder med den danske børne­havetradition. Han mener, at FD ligger i forlængelse af tendenser i tiden til at sætte mere og mere fokus på læring.
»FD indsnævrer det pædagogiske perspektiv til at være ekstremt fokuseret på læring og kompetenceudvikling. Synet på barnet bliver også mere og mere styret af det, der kan måles og vejes. Når vi deler barnet op i kompetenceområder, som er interessante, fordi de kan måles, vil man finde mangler hos barnet, som man så bagefter kan rette op på. Det er en tænkning, som var moderne i 1960’erne, så det er mere Fortidens end Fremtidens Dagtilbud,« siger han.
Professoren er ikke blind for de positive elementer, der også er i FD. Blandt andet, at pædagogerne skal arbejde i mindre grupper og bruge tid på refleksion.
»Fremtidens Dagtilbud har også gode basale intentioner, som vi alle kan skrive under på. Men det er dårligt, at man ikke sammen med pædagogerne vil udvikle og skabe nye erfaringer med for eksempel at reflektere mere over praksis. Det er også en god ting at arbejde i mindre grupper. Når det bliver et krav, at pædagogerne skal gøre så og så meget, skaber det grobund for stress, fordi der ofte ikke er ressourcer til at arbejde på den måde,« siger han.

Mod social arv. Bag ved pædagogik- og læringssynet i FD ligger en forestilling om, at pædagogik kan bryde den negative sociale arv, mener Annegrethe Ahrenkiel.
»Tesen i projektet er, at det ikke er lykkedes for institutionerne at udligne sociale forskelle, og at den målrettede indsats i FD især kan løfte de svageste børn sprogligt, så de er på lige fod med de andre børn, når de når skolealderen. Problemet er, at alt muligt andet end sproget påvirker, hvordan et barn klarer sig, for eksempel fattigdom, forældrenes formåen og uddannelse. Men nu bliver den pædagogiske praksis i dagtilbud udråbt til at gøre forskellen,« siger hun.
FD-projektet begrundes med, at nogle børn ikke klarer sig godt nok, og derfor må vi så proppe mere læring i dem, siger Line Togsverd.
»Der ligger et godhedsargument om, at man gennem en systematiseret metode kan nå de børn, som risikerer at falde ud af systemerne og dermed udgøre en samfundsmæssig og økonomisk belastning. Men man ved faktisk ikke, om der er sammenhæng mellem strukturerede pædagogiske forløb, og hvordan børn i udsatte positioner klarer sig. Med det her forsøg vil man bevise den vældigt optimistiske idé, at pædagogik kan udbedre alt det, som resten af samfundet ikke har kunnet klare,« siger hun.

Børn i mål. FD rummer en forestilling om, at kvalitet i dagtilbud er en ukontroversiel størrelse, som vi ikke behøver at diskutere. Grundsynet på pædagogik er, at de voksnes villede mål, bevidste handlinger og kommunikation med børn i deres kompetenceudvikling er det primære. Derfor er der brug for at teste, om pædagogens arbejde giver et afkast, mener Line Togsverd.
»Som en pædagog sagde: ’Jeg kan se, at børnene er blevet gode til tal, men at det kniber med deres forståelse af mængder’. Pædagogen er sikkert dygtig, men det er ret sandsynligt, at hendes fokus efterfølgende vil være på, hvordan hun kan stimulere børnenes forståelse af mængder. Hun bliver optaget af, hvordan hun får børnene i mål, men måske knap så meget af deres interesser, og hvad der vil være meningsfuldt for netop denne gruppe børn. Spørgsmålet er, om det nødvendigvis er det, vi forstår som kvalitet,« siger hun.
Line Togsverd mener, det er vigtigt at diskutere, hvilken vej man vil gå i forhold til læring og pædagogik. Skal det være FD’s metode, eller er det fornuftigt at have et bredere blik og værdsætte det, børn er optagede af at undersøge for sig selv og sammen.
»De pædagoger, som er kritiske over for FD, siger netop, at de ikke bryder sig om, at de skal fokusere på en lille gruppe børn på bekostning af de andre børn, som imens må gå for lud og koldt vand, som de udtrykker det. De oplever, at deres syn på den pædagogiske opgave snævres ind ved fokus på at udvikle specifikke kompetencer,« siger hun.
Pædagoger, der oplever projektpæda­gogik som for rigidt, genopdager, hvad børnefællesskabet kan, og hvad der sker, hvis de følger børnenes perspektiver, fortæller Line Togsverd.
»Når de bliver sat til at danne børnegrupper efter alder, bliver det tydeligt for pædagogerne, at sådan plejer de ikke at gøre. Nogle af de pædagogiske formål, som måske er blevet en selvfølgelige, bliver tydelige for dem i mødet med noget, der er meget anderledes,« siger hun.

Den pædagogiske
interventionsmodel
Pædagogerne i de daginstitutioner, der deltager i Fremtidens Dagtilbud, skal for hver stue tre gange om ugen samle seks børn i en mindre gruppe. Her skal de planlægge og udføre forløb, der er baseret på de seks læreplanstemaer. De er delt op i fire læringstemaer (sproglig udvikling, alsidig personlig udvikling, sociale kompetencer og naturfænomener) og tre aktivitetstemaer (kulturelle udtryksformer og værdier, natur og krop og bevægelse).

Der arbejdes med et aktivitetstema ad gangen i en 5-ugers periode, så institutionerne kommer igennem alle tre aktivitetstemaer i løbet af en 15-ugers periode.

Læringstemaerne bestemmer, hvad børnene skal lære fra aktiviteterne. Der arbejdes parallelt med alle fire læringstemaer i løbet af hver 15-ugers eksperimentperiode.

Arbejdes der for eksempel med aktivitetstemaet ’kulturelle udtryksformer og værdier’, skal der gennemføres aktiviteter, som i løber af 5-ugers perioden fremmer børns læring inden for alle fire læringstemaer.

De enkelte aktivitets- og læringstemaer er beskrevet i selvstændige hæfter. De andre elementer i modellen har også selvstændige hæfter. Ingen af hæfterne er offentligt tilgængelige.