Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 03 Børn&Unge som e-paper
Overraskende nyt. Børn tager skade af tidlig læring
Socialt og fagligt er det en alvorlig fejltagelse at gøre børnehaven til en førskole, siger professor Dion Sommer, som har undersøgt effekten af tidlig læring.
Af: Thomas Davidsen
Jo tidligere et barn begynder at lære et fag, jo bedre er barnets mulighed for at blive dygtig til faget senere i livet.
Ifølge Dion Sommer, professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet, er det en almindeligt vedtaget ’sandhed’, som får lov til at dominere det pædagogiske felt.
Problemet er bare, at det er forkert, fastslår professoren på baggrund af sin seneste forskning.
Han har tidligere i Børn&Unge argumenteret for, at legen er børnehavebarnets største kilde til læring, og han har advaret mod at gøre læring til målet med legen. For så får man ’early academics’ – børn, der på alle parametre trives dårligt i skolen. Nu har han en solid dokumentation for sin påstand.
’Tidligt i skole eller legende læring?’ er titlen på Dion Sommers undersøgelse af evidensen for langtidsholdbar læring og udvikling i daginstitutioner. Kapitlet, som er en del af antologien ’Læring, dannelse og udvikling’, er den første danske status på, hvad der findes af viden i verden om effekten af tidlig læring.

Dion Sommer, bliver børn bedre i skolen, hvis de første byggeklodser lægges i børnehaven?
»Nej. Jeg har læst mig igennem 400 kvantitative forsknings­projekter, som jeg har gjort mig meget umage med at udvælge uvildigt. Nogle ganske få undersøgelser, som har det tilfælles, at de er lavet af økonomer, viser en positiv effekt. Men et helt overvældende flertal af de internationale undersøgelser dokumenterer, at tidlig organiseret læring i daginstitutionen ikke bare fører til dårlig socialitet i form af præstationsangst, hyperaktivitet, aggression og urolig adfærd. ’Early academics’ er også ringere end andre børn, når det gælder hardcore sproglige og matematiske færdigheder.«

Hvad viser forskningen i Danmark?
»Utroligt nok findes der ingen dansk forskning i tidlig skolificering. Det måske mest hypede ord i hele det pædagogiske felt er ’evidens’. Men megatrenden ’tidlig læring’, som man stille og roligt er ved at rulle ud over de danske daginstitutioner, finder man det ikke umagen værd at forske i.«

Hvorfor gør man så ikke det?
»Politikerne og forvaltningerne er generelt meget optagede af at sætte målbare mål og styre efter dem. Der kommer tidlig læring ind som en så besnærende og ’konkurrencedygtig’ tanke, at man ikke vil bruge penge på at undersøge, om det måske virker stik mod hensigten.«

Om bogen
’Læring, dannelse og udvikling’. Hans Reitzels Forlag, 339 sider, vejl. pris 400 kr.
I bogen har professor Dion Sommer og adjunkt Jacob Klitmøller inviteret førende forskere på det pædagogiske felt til at give bud på, hvordan samfundet skal udvikle børn i daginstitutionen og skolen. Bogen anslår et paradigmeskift i den måde, vi skal klæde børn på til de stigende udfordringer, globaliseringen giver – en præmis, som bogen accepterer og forholder sig til, men også anviser alternative løsninger på.