Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2008 Nr.: 27
Branden - busulykken - kidnapningen: Når det sker alligevel
De fleste dage ligner hinanden, når man arbejder i en institution. Men så sker det: Et barn bliver kidnappet. Bygningen brænder ned. Bussen vælter på motorvejen. På et splitsekund ser verden anderledes ud. Og pædagoger står overfor at skulle tage nye og afgørende beslutninger. Læs hvordan tre institutioner tacklede det, da 'det der ikke sker', skete.
Af: Sofie Korsgaard
Branden: Det er mandag den 8. oktober 2007. Solen skinner, og Maja Andersen er på arbejde i Dybbølskolens SFO i Sønderborg. Hun er på vej ned til nogle af de store drenge, som hun har lovet at spille Playstation med.
Klokken er 14.22. Maja Andersen tager i dørhåndtaget ind til den gang, hun skal ned af, men ser så sin kollega Ellen, som hun lige skal give en besked.
"Ellen!" er det eneste, Maja Andersen når at sige. Hun kigger op og ser, at der kommer røg ud fra en af de spotlamper, der hænger på væggen. "Der er noget galt med lampen," siger hun.
Derfor slukker hun på kontakten.

De kigger op på lampen igen for at se om det hjælper. I samme øjeblik hører de en voldsom lyd inde fra væggen. "VROUUMM!"
De følgende fem minutter brænder hele den blå blok ned til grunden. De 120 børn og otte voksne, der befinder sig i bygningen, når alle at komme ud i tide.

Det er mere end ni måneder siden, at Maja Andersen og Øslem Yilmaz sammen med seks kolleger stod med ansvaret for 120 børns liv, da hele deres SFO stod i brand.
De to unge pædagoger fortryder ingen af deres handlinger den dag. For de var så forberedte, som man kan være, og de var professionelle hele vejen igennem.
"Vi var meget rolige, men børnene var heller ikke i tvivl om, at det, vi sagde, var alvor. Der var ikke én, der kiggede tvivlende på os. Vi har været meget alvorlige i vores stemmer, og der råbes ikke meget hos os, så børnene vidste, at det var alvor," fortæller Maja Andersen.

De havde haft brandøvelse på Dybbølskolen to måneder tidligere, og det havde stor betydning.
"Man kan aldrig blive forberedt nok, men den brandøvelse har gjort, at vi vidste, hvor vi skulle gå hen. Vi vidste, at vi skulle åbne alle dørene, og hvor børnene skulle samles. Børnene har også været forberedte. Derfor var den brandøvelse guld værd. For en skole kan godt brænde ned, selvom vi altid siger: Det sker jo ikke! Men nu skete det," siger Maja Andersen.

Busulykken: 16. februar 2007. De fleste børn og voksne i bussen sover. Klokken er fire om natten og de kører på motorvejen cirka 15 kilometer fra Helsingborg, hvor de skal med færgen. Det har været en perfekt skitur. Ingen skader, som der har været alle de andre år, hvor idrætsfritidsklubben Fridrætten fra Ballerup har været af sted til Dalarna i Sverige.
Og det snakkede de om, da de steg op i bussen, der skulle køre dem hjem. Det var gået over al forventning.

Dennis Jørgensen, der er i praktik som pædagog i Fridrætten, sover ikke. Pludselig kan han mærke, at bussen begynder at slingre. Det bliver voldsommere og voldsommere. Han tænker, at chaufføren umuligt kan nå at redde situationen. Og så vælter bussen. Mange af børnene har taget deres seler af, da de lagde sig til at sove. Nogle flyver ud over deres sæder. Bussen lander i grøften og fortsætter med at kure. Det piver højt og skingert, mens den fortsætter i høj fart hen ad jorden. For Dennis føles det som en evighed. Bussen stopper først, da den har kuret 150 meter på siden langs den svenske motorvej.

Ingen af de 36 børn eller seks voksne kommer alvorligt til skade.
Pædagogerne Dennis Jørgensen og Bettina Schmidt var begge med på busturen. Og for dem kom den professionelle rolle som pædagoger før alt andet.
"Det værste var, at vi også selv var ofre i ulykken. Vi ville have styr på vores børn og være sikre på, at de alle sammen var der. Men det fik vi næsten ikke lov til. Vi røg bare med ind i rækken af folk, der skulle tjekkes for skader. Og det var ret ubehageligt, for vi havde jo ansvaret for børnene. Der sad også nogle børn rundt omkring og græd, og dem kunne man ikke gå hen til, fordi man skulle tjekkes," siger Dennis Jørgensen.
At børnene kommer i første række kan Maja Andersen og Øzlem Yilmaz fra den nedbrændte SFO i Dybbøl genkende.

"Det, jeg tænkte mest, var: Det er alt for tidligt at dø. Og jeg mente ikke mig selv, men børnene. Jeg havde heller ikke selv lyst til at dø, men det var ikke det, der fyldte mest i mig," siger Øzlem Yilmaz.
Og selv om pædagogerne selv stod midt en voldsom ildebrand, var de på arbejde hele tiden.
"Vi stod med klasselisterne og begyndte at ringe til forældrene. Da var stemningen stadigvæk rolig, og vi var helt fattede. Man kunne bare se, at alle arbejdede koncentreret hele tiden," siger Øzlem Yilmaz.

"Da forældrene kom, var mange meget rørt. De græd, og børnene græd, så man skulle virkelig holde sig for ikke også at begynde. Jeg tænkte: Øzlem, tag dig sammen! Ikke endnu," siger hun og tilføjer:
"Ja, lige præcis. Ikke endnu. Det må jeg ordne i aften. Det har jeg ikke tid til nu."

Når der opstår en alvorlig krisesituation, kan man være sikker på, at pressen vil være med. Og de er ofte lige så hurtige - hvis ikke hurtigere - end ambulancer og redningsfolk.
Pædagogerne, der var med bussen i Sverige, oplevede, hvor hurtigt journalister kan være på pletten.
"Jeg var en af de sidste, der kom ud af bussen, og allerede dér stod der nogle og filmede. Der var nok gået tyve minutter siden, vi væltede. Det var en meget mærkelig oplevelse," siger Dennis Jørgensen, der var med i bussen.

Da de kom ind på skadestuen, blev journalisterne endnu mere pågående.
Bettina Schmidt fik at vide af en sygeplejerske, at der var telefon til hende. Det viste sig at være en journalist fra DR.
"Jeg siger, at der ikke rigtig er noget at fortælle, men hun bliver bare ved med at spørge: Er der sket noget med nogen? Og hvad med chaufførerne. Var de påvirkede? Jeg siger, at jeg ikke ved det, men et eller andet sted har jeg bare lyst til at sige: Den sindssyge chauffør kører ad helvede til, og hun skal bare aldrig have lov til at køre bus igen. Men det siger jeg heldigvis ikke," fortæller Bettina Schmidt, der også blev interviewet til TV2 NEWS.
"Det er absurd at stå i en choktilstand med en masse børn, mens man hele tiden bliver kontaktet af journalister, der vil spørge én om alt muligt," siger Bettina Schmidt, der er glad for, at hun ikke talte over sig, men nøjedes med at holde sig til fakta.


Kidnapningen: 16. april 2008. Leder Gitte Jensen står ved hegnet, der adskiller børnehaven Skovbakken i Virum og parkeringspladsen. Hun taler med en forælder og et barn, som hun er ved at sige farvel til. Klokken er halv fem om eftermiddagen, og de fleste børn er blevet hentet. Ude på parkeringspladsen står nogle forældre, der netop har hentet deres børn i Skovbakken. Heriblandt Xiu Chaanhing, der er på vej ud til bilen med sin femårige søn Oliver. Gitte Jensen kan høre råb ude på parkeringspladsen.
"Der er nogen, der har taget ham", bliver der råbt. Gitte Jensen tænker: "Hvad snakker du om? Det sker jo ikke i Danmark".

Xiu Chaanhing råber, at Oliver er blevet taget med i en bil. Gitte ser den sorte stationcar trille væk. Den kører ikke hurtigt. Gittes første tanker er, at det er drengestreger. Hun råber til nogle af forældrene, der står på parkeringspladsen, at de skal ringe efter politiet. Så løber hun efter bilen, men opgiver, da den drejer ned ad en sidevej.
Oliver er blevet kidnappet.
26 timer senere bliver Oliver fundet på Rebæk Søpark Kollegiet i Hvidovre, hvor han ifølge medierne har ligget bagbundet hele natten. Her har fire unge mænd og én kvinde, alle af kinesisk afstamning, holdt ham skjult, fordi de ville kræve løsepenge af Olivers familie.

Gitte Jensen måtte træffe en masse vigtige beslutninger i timerne, efter drengen var blevet kidnappet.
"Jeg beder personalet om at lave en tælling på børnene og siger, at de ikke må komme ud, og at der skal skabes så meget ro som muligt," fortæller Gitte Jensen, der hurtigt får fat i en krisepsykolog fra Falck Healthcare, som kommunen har abonnement på.

"Når sådan noget sker, går det jo rigtig stærkt, og der er ikke tid til at diskutere med nogen. Det er vigtigt at bevare overblikket og være fuldstændigt rolig. Så er det rart, at der er en i den anden ende, der siger: Det er rigtigt, det du gør. Det er godt nok tænkt," siger Gitte Jensen.
Hun syntes, det var rart at bruge krisepsykologen fra Falck som en sparringspartner, men er ikke i tvivl om, at det også er vigtigt med en stærk ledelse i en krisesituation.
Det samme erfarede pædagogerne fra den nedbrændte SFO på Dybbølskolen.

"Det betyder bare så meget, at man har en stærk ledelse," siger Øzlem Yilmaz. Hun fortæller, at skolelederen og afdelingslederen tog sig af alt, lige fra pressen til håndteringen af forældre, der også havde en masse spørgsmål.
"Vi har kunnet fokusere på børnene. Og kun børnene. Og på os selv. Det er en rigtig god idé, at man lader nogle højere oppe i systemet ordne alle de andre ting," siger Maja Andersen. Og de to pædagoger har kun ros til deres ledelse.
"Vi har fået den støtte og opbakning fra ledelsen, der har gjort, at vi kunne lægge lidt mere i arbejdet. Og det betyder rigtig meget, at lederen sagde: Det, som I gjorde, var rigtigt. Hvis I har brug for noget, finder vi ud af det. Penge er ikke noget, I skal tænke på," siger Maja Andersen.

Kidnapningen: Dagen efter kidnapningen er Skovbakken åben igen. Gitte Jensen har i samråd med krisepsykologen fra Falck Healthcare bestemt, at der skal holdes et børnemøde, hvor de andre børn skal have besked om, hvad der er sket med Oliver. De får at vide, at Oliver er blevet taget af nogle tyve, men at politiet er dygtige og nok skal få ham hjem igen.
Mange af forældrene er også med. Bagefter får børnene lov at snakke om, hvordan de har oplevet det. En af drengene har siddet ude i en bil på parkeringspladsen, da det skete, så han tegner en tegning af, hvad han har set. Til sidst løber fantasien løbsk, og nogle af børnene mener, de har set gerningsmændene hjemme i haven. Herefter bliver mødet hævet, og børnene får lov at komme ud og lege.
Samme aften kan man høre i medierne, at Oliver er blevet fundet i god behold.

Børnenes reaktion overrasker. Selvom man er pædagog, kan man blive overrasket over, hvordan børn reagerer i en krisesituation. Og leder Gitte Jensen fra Olivers børnehave mener, at man som voksen kan lære af deres måde at håndtere ulykkelige situationer på.
"I børns univers er man ikke mindre ked af det, hvis man griner. Man kan godt have det rigtigt sjovt lige nu og her, og det må man altså godt, selvom man er trist. Den forståelse er jo fantastisk, og det synes jeg, man skal tage med som voksen. Så får man ikke den her begravelsesstemning, som vi prøvede at undgå dagen efter, at det var sket. Prøv at sige godmorgen til børnene, og vær glad for at de er kommet," siger Gitte Jensen og fortæller, at mange forældre roste hendes personale for netop at fremstå glade i de andre børns nærvær.

"Og så skal man kunne rumme, hvis børnene griner og siger: 'Ha ha. Der er nogen, der har taget Oliver'. Så tænker man som voksen: 'Det siger man bare ikke!' Men jo. Det siger børn, og det er der ikke noget forkert i," siger Gitte Jensen.
Bettina Schmidt, der var med i bussen, som væltede, blev også overrasket over måden børnene reagerede på.
Da alle var blevet tjekket på skadestuen i Sverige, kom en bus for at hente dem, og på vej hjem var Bettina stadig rystet ovenpå ulykken.
"Det var mærkeligt, for der var enormt god stemning i bussen. Børnene sang og vinkede til journalisterne, der fulgte efter os. Jeg blev lidt irriteret på børnene, fordi de sang, sloges og havde det sjovt og tænkte: 'Hvad sker der for jer? Kan I ikke forstå, at vi lige har været i en alvorlig ulykke og kunne have været døde alle sammen?" fortæller Bettina Schmidt.

Gitte Jensen syntes også det var mærkeligt at opleve, hvordan børnene reagerede, da Oliver var kommet tilbage i børnehaven. Pludselig ville mange af de børn, der ellers aldrig legede med ham, lege. Han var spændende og der blev flittigt leget 'kidnapning af Oliver' på legepladsen.
"Det var hårdt at se på. Det var lige før, man næsten ikke kunne være i det, men der må man acceptere, at det er måden, hvorpå børn bearbejder sådan nogle ting," siger Gitte Jensen.

Busulykken I bussen på vej hjem fra skadestuen i Sverige sidder Dennis Jørgensen og tænker på én ting: At han senere på dagen skal hen på Ballerup-Seminariet og trække sit eksamensspørgsmål til sin afsluttende eksamen. Han overvejer ikke at få det udsat på grund af ulykken. Da bussen triller forbi politiafspærringen, der skal holde pressen ude, og holder ind foran Fridrætten i Ballerup, står omkring 80 forældre og venter på deres børn. To af børnene er ikke med, da de må blive i Sverige til observation.
Dennis stiger ud af bussen, går direkte hen på seminariet og trækker sit spørgsmål. Opgaven handler om sorg og krise.

Da Dennis havde trukket sit eksamenspørgsmål, bad lederen af Fridrætten, René Hansen, ham komme direkte tilbage, så personalet sammen kunne snakke med en krisepsykolog. Psykologen sagde, at de så vidt muligt skulle undgå at sove alene den første aften.
Men Dennis og Bettina havde svært ved at tage alle psykologens råd alvorligt.

"Jeg ville bare slappe af og havde egentlig ikke lyst til at høre hende fortælle, hvordan vi ville reagere, og jeg havde ikke behov for at være sammen med nogen. Jeg ville bare sove i rigtig lang tid. Da hun fortalte om de reaktioner, man ville få, tænkte jeg, at det får jeg ikke. Det sker ikke for mig, det der. Men det gjorde det," siger Bettina Schmidt.
Og det samme oplevede Dennis Jørgensen, der bare ville i gang med sin eksamensopgave.

"Jeg havde det godt, da jeg gik derfra. Men to dage efter slog det hårdt. Lige pludselig gik det op for mig, hvad der var sket. Jeg fik det dårligt og havde sindssygt ondt i maven. Men jeg tænkte ikke så meget mere over det, før jeg kom på arbejde og så, at de andre havde det godt. De stod alle sammen ude i køkkenet og grinede," fortæller Dennis Jørgensen. Det viste sig, at de fleste andre ansatte, der havde været med i ulykken, reagerede som Dennis Jørgensen. De fik alle hjælp af krisepsykologen, der havde dem inde til flere individuelle samtaler.

Branden: Inde i den aflange bygning løber Maja Andersen og Øzlem Yilmaz rundt for at sikre, at alle børnene er kommet ud. Den uhyggelige stilhed bliver brudt af en gennemtrængende knitren fra ilden. Luften er sort af røg, og man kan kun se tyve centimeter frem.
Da alle er kommet udenfor på græsplænen, kan de se, at ilden breder sig ned mod flokken af børn og voksne. De går ned ad den lille sti, som fører ned til skolens sportsplads.
Mens Maja går langs stien med en masse bange børn, der holder hende i hånden, tænker hun på, at hun nok skal nå at komme hjem som sædvanligt klokken 16.

Nyt syn på arbejdet. Pædagogerne, fra den nedbrændte SFO undervurderede også alvoren i, hvad de havde været udsat for. De fik hjælp af en krisepsykolog, som fik dem til at snakke forløbet igennem, før de fik lov at tage hjem.
"Vi følte os jo helt klar til at tage hjem, men det var rigtig godt, at vi fik snakket med psykologen," siger Øzlem Yilmaz, der også havde svært ved at sove den første nat.
"Da jeg kom hjem, var jeg vildt træt, men hver gang jeg var lige ved at falde i søvn, var det som om jeg faldt ned i en stor ildgryde, og så kom det hele frem igen. Så var jeg nødt til at stå op og gå rundt i lejligheden," fortæller hun.

Men både Øzlem Yilmaz og Maja Andersen kan trække positive ting ud af den ubehagelige oplevelse, de havde for snart et år siden.
"Jeg har fundet ud af, hvor glad jeg er for mit arbejde," siger Øzlem Yilmaz.
Maja Andersen har det på samme måde.
"Vi har fået en mission om, at det her skal fungere for vores børn. Vi skal være med til at få en ny bygning op at stå og er i gang et helt nyt sted. Det har jo været helt fantastisk at få lov at være med i den proces," siger Maja Andersen, der for tiden går på arbejde i nogle opstillede containere, der fungerer som SFO, indtil de får bygget blå blok op igen.
Oplevelsen har givet dem et nyt syn på pædagogjobbet.
"Som pædagoger er vi vant til, at alt skal ordnes, alt skal stå i skemaer, og aktiviteter skal planlægges. Det kunne vi slet ikke i et stykke tid efter branden. Nu ved vi, at hvis børnene er glade, så er alt andet lige meget. Bare de kan give os et smil. Det er det vigtigste for os i øjeblikket," siger Øzlem Yilmaz. o


FAKTA 1
Sådan reagerer du i en krisesituation
Når man har været udsat for voldsomme begivenheder, kan der i tiden efter opstå en række reaktioner.
De mest almindelige psykologiske reaktioner er:
- Uro og rastløshed
- Angstreaktioner (ofte ledsaget af kropslige reaktioner som rysteture, svedeture og hjertebanken)
- Gentagne tanker om det, der er sket
- Følelse af uvirkelighed/tomhed
- Mareridt
- Opstemthed/initiativløshed
- Selvbebrejdelser
- Skyldfølelse
- Grådtendens
- Vrede
- Irritabilitet
De mest almindelige kropslige reaktioner er:
- træthed
- hovedpine
- appetitløshed
- søvnvanskeligheder

Hvad kan du selv gøre?
Det er almindeligt at føle trang til at fortælle om den voldsomme begivenhed igen og igen. Det er en god måde at bearbejde oplevelsen på. Det er derfor en god idé at bede familie, venner eller kolleger om at lytte.
Mange vil på den måde selv kunne bearbejde oplevelsen med støtte fra omgivelserne.
Hvis du har mulighed for at møde andre mennesker, som har været med i den samme begivenhed, kan det være en stor hjælp at tale sammen om, hvad der er sket, og hvilke reaktioner man har haft.

Kilde: Krisepsykologisk Enhed, Rigshospitalet. www.rigshospitalet.dk