Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 07 Børn&Unge som e-paper
Den svære integration. Dialog er vejen til forståelse
Samira Darawshes fortælling om kampen mod myndighederne, efter at hendes tre børn blev tvangsfjernet, er også en fortælling om svær integration.
Af: Trine Vinther Larsen
Knap 10 procent af befolkningen i Danmark har i dag indvandrerbaggrund og er kommet til landet med en fremmed kultur. Det gælder også israelske Samira Darawshe, der i 2003 blev familiesammenført hertil. Hun kom med sin muslimske, arabiske kultur og oplevede, hvor svært det var at gøre ting ’på dansk’.
Nu har hun skrevet bogen ’I Danmark må du ikke slå dine børn – Integration med blødende hjerte’, hvor hun fortæller sin egen historie om at få tvangsfjernet tre børn i ni måneder på grund af vold, men også en større historie om den svære integration. Bogen er opbygget med dagbogsfragmenter og samtaler mellem Samira Darawshe og psykoterapeut Flemming Eriksen, og formen gør, at læseren kan træde i spørgerens sted og opleve at være i dialog med Samira og lytte til hendes svar og refleksioner.

Hvorfor har du valgt den form?
»For at vise et kulturmøde mellem dansk og arabiske kultur, og for at læseren oplever, at åben dialog er vejen til forståelse.«

Hvorfor udgive bogen?
»Jeg vil vise de kulturforskelle, mange indvandrere kæmper med. Når det handler om opdragelse, er forskellene store. I arabisk kultur må drenge ofte alting og piger ingenting. Skal et barn have en legeaftale, skal man spørge faderen, familiens overhoved. Fordi reglerne er forskellige i familien og i skolen, oplever børnene mange dilemmaer, som der gerne må komme større forståelse for.«

Hvad skal pædagoger med bogen?
»Især pædagoger møder indvandrerfamilierne, og jeg var selv pædagog i Israel og har stor respekt for danske pædagoger, men jeg oplever også uvidenhed. Da mine børn var tvunget på døgninstitution, måtte de ikke tale arabisk til hinanden, og pædagogerne respekterede ikke, at pigerne uden tørklæde på ikke måtte ses af en mand. Ingen forsøgte at forstå deres baggrund. Jeg håber, at bogen kan give pædagoger og andre fagpersoner en grundviden om kulturforskelle i alt fra madvaner til sex.«

Hvad er dine bedste råd?
»Heldigvis må pædagoger i Danmark ikke slå, men nogle indvandrerbørn oplever det hjemme, og så skal pædagogerne finde en ­anden måde at sætte sig i respekt på – ved at være rollemodeller, men også ved at vise, at alt har konsekvenser. De må ikke være berøringsangste. Overfor forældrene må pædagoger forklare om dansk kultur og ligestilling mellem køn. Når du viser respekt overfor fremmedes kultur, vil de fremmede også respektere din kultur.«

Om bogen
’I Danmark må du ikke slå dine børn – integration med blødende hjerte’ af Samira Darawshe i samarbejde med psykoterapeut Flemming Eriksen. Forlaget mellemgaard, 300 sider, vejl. pris 270 kr.

Om forfatteren
Samira Darawshe er født 1967 i Nazareth, Israel, og kom til Danmark i 2003. Hun arbejder til daglig som laborant og tolk i arabisk, hebraisk og dansk i Ringkøbing-Skjern Kommune. Hendes personlige historie og mangeårige tolkeerfaring har givet hende bred indsigt i flygtninges udfordringer med at integrere sig i dansk kultur.