Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 07 Børn&Unge som e-paper
GUIDE: Sådan får I ram på lusene
Hovedlus i danske institutioner er almindelige, og problemet er vokset, siden vi fik de første daginstitutioner. I år er der flere lus end sidste år, og efter påske er en af tre højsæsoner.
Af: Kurt Balle
Siden vi fik børnehaver i Danmark er problemet med hovedlus bare vokset og vokset. Antallet af tilfælde svinger fra år til år, men det ser ud, som om der er flere lus her i 2017, end der var i 2016.
Og man kan tale om tre lusesæsoner: Den største er lige efter sommerferien, den næststørste ligger efter jul og den tredjestørste er efter påske. I februar er problemet med hovedlus mindst, men når det begynder at blive varmere om foråret, bliver der flere tilfælde med lus.
Det fortæller biolog, ph.d. og luseekspert Kim Søholt Larsen, der gennem firmaet KSL Consulting i mange år har forsket i og rådgivet om bekæmpelse af lus. Han mener, at man altid i institutionerne skal huske, at bekæmpelse af lus først og fremmest er forældrenes opgave.
»Institutionen kan gøre forældrene opmærksomme på, at nu er der konstateret lus i institutionen, så de selv kan undersøge deres børn med en tættekam. Det kan ske gennem et opslag, men har man for ofte et sådant opslag, lægger forældrene ikke mærke til det, og så får man aldrig gjort kål på lusene. Hvor stort problemet med lus er, afhænger af, hvor stor institutionen er, og hvor mange muligheder for hovedkontakt, der dermed er. I familier, der har børn i både børnehave, SFO og skole, er risikoen for at få lus størst,« siger Kim Søholt Larsen.
Nogle institutioner ringer straks efter forældrene, hvis der findes lus på et barn, men det er der ingen grund til, mener luseeksperten.
»Nej, sig det, når børnene hentes, eller skriv en seddel. Man kan selvfølgelig være opmærksom på, hvis den, der har lus, sidder tæt sammen med et andet barn, men der er ingen faglig begrundelse for at sende barnet hjem før tid. Dels har det allerede kunnet smitte et stykke tid, dels har det sandsynligvis fået lusene fra et andet barn.«
Kim Søholt Larsen opfordrer til, at der snakkes hovedlus på forældremøder, men det må aldrig være sådan, at institutionen overtager ansvaret. Det handler meget om information fra institutionens side, fastslår han.

● Hovedlus er 2-3 mm lange, uden vinger og har seks ben. De lever i hårbunden, og deres eneste næring er blod, som de indtager hver 3.- 6. time.
● Hovedlus lægger dagligt 7-10 æg, som hæftes fast til hårene tæt ved hårroden.
● Efter 7-11 dage klækkes ægget, og efter lige så lang tid er hovedlusen parringmoden.
● Hovedlus lever cirka 30 dage.
● Hovedlus smitter hoved mod hoved eller ved fælles brug af kam, hue mv. Lus kravler, de hopper ikke.

Vidste du …
Man kan få kropslus af dårlig ­hygiejne. Hovedlus har derimod intet med hygiejne at gøre.

4 Gode luseråd fra Sundhedsstyrelsen
●Informer alle forældre, hver gang der er konstateret lus hos et barn.
●Kontroller eventuelt, om barnet er startet i behandling, når det møder
på dagen, efter at institutionen eller skolen har konstateret lus.
●Tag emnet op på forældremøder, så forældrene kender deres ansvar.
●Aftal eventuelt faste lusekampagner i årets løb, gerne efter ferier.

Lus og behandling
Lus kan behandles med lusemidler og/eller kæmning af vådt hår med balsam.
Risikoen for videresmitte nedsættes, hvis lusene opdages hurtigt, og behandling straks sættes i gang.

Har barnet lus?
Det kan klø at have lus, men der kan gå flere uger, fra et barn har fået lus, til det begynder at klø. Ikke alle børn med lus oplever kløe. Ved mistanke er den bedste måde at undersøge for lus at rede håret igennem med en tættekam fra hovedbund til hårspids. Tættekammen bankes af på et hvidt underlag, og det afredte undersøges – eventuelt ved hjælp af en lup. Hvis håret er vådt, kan barnet sidde med et hvidt håndklæde omkring sig. Lus findes oftest bag ørene og i nakken.
Det er dog vigtigt at understrege, at det ikke er pædagogernes, men for­ældrenes opgave at undersøge for lus. Der er dog institutioner, hvor man gør det, og der kan være forskellige regler fra kommune til kommune.

Hav klare retningslinjer
Skolen eller daginstitutionen bør have retningslinjer for, hvordan og hvornår forældrene oplyses om lus. Det oplagte tidspunkt er i forbindelse med institutions- eller skolestart og ved fund af lus.
Læs mere på:
sst.dk (Sundhedsstyrelsen, søg på lus)
apoteket.dk (søg på lus)
liceworld.com
 Se filmen
Se apotekernes fire små film om at bekæmpe lus på farvellus.dk

Vidste du …
Piger har oftere lus end drenge. Det kan skyldes, at piger generelt har længere hår end drenge, og at håret dermed nemmere kommer i direkte kontakt med andre pigers hår.

Sådan gør vi hos os
I Børnehaven Skipper Clement, Aabybro i Nordjylland, har de en ’lusepolitik’, præcis som de har en politik på mange andre områder:
»Når vi konstaterer, at et barn har lus, ringer vi til forældrene og beder dem om at hente barnet. Vi kan ikke have børn med levende lus i børnehaven, og det ved forældrene godt. Det får de at vide på opstartsmødet med alle nye forældre, hvilket vi afholder cirka hvert halve år,« fortæller pædagog Hanne Fyllgraf.
Så snart barnet er i behandling, kan det vende tilbage børnehaven, og det kan sagtens være allerede dagen efter, lyder det fra Skipper Clement.
»Det kan endda være samme dag, hvis vi opdager lusene om morgenen, og forældrene sørger for at give en gang luseshampoo eller kæmning. Sker det, kan barnet udmærket vende tilbage senere på dagen,« siger Hanne Fyllgraf.
Lusesnapper til langt hår. Når der i Børnehaven Skipper Clement i Aabybro er konstateret lus, sættes der et opslag op i institutionen: ’Vi har lus’. Opslaget med information om lus har institutionen herefter hængende i 14 dage.
Selvom barnet med lus er kommet i behandling, har det sandsynligvis kunnet ’smitte’ i en periode, før lusene blev opdaget. Derfor opfordres de øvrige børns forældre gennem opslaget til at undersøge deres barn for lus.
Institutionen skal af samme grund have besked, hvis forældrene selv opdager lus og sætter behandling i gang. Måske har behandlingen været i gang en hel weekend, men derfor skal der alligevel gives besked, fordi der har været smittefare, inden behandlingen blev sat i gang. Hvis en familie har svært ved at få bugt med lusene, har børnehaven en såkaldt ’lusesnapper’ til udlån. På institutionen oplever de ’lusesnapperen’ som rigtig god, specielt til langhårede piger. Den sættes på støvsugeren og suger lusene ud af håret og ned i et lille filter.

Skal tøjdyr mv. fryses?
Lus kan ikke leve mere end et par døgn væk fra en hovedbund. Derfor er der ingen grund til at fryse eller vaske tøjdyr, sengetøj mv. Læg det væk et par dage, og lad eventuelt børnene blive væk fra legerummets madrasser i to døgn efter lusefund.

Kilder til denne guide: Sundhed.dk, Sundhedsstyrelsen, Institut for Agroøkologi - Aarhus Universitet, Netdoktor.dk