Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 22
Et tilbud der er svært at afstå
Firmaet Musikbilen har succes med et koncept, hvor en musiker gratis underholder i børnehaven og optager en cd med seancen. Flere steder møder arrangementet kritik fra forældre, som føler sig presset til at købe firmaets produkter.
Af: Marie Bille
Lav børnehavens egen cd! Det er gratis. Sådan lyder firmaet Musikbilens tilbud til alle børnehaver med en børnegruppe på 40 børn eller derover. Mange pædagoger og ledere takker ja, men flere steder bliver arrangementet nu mødt af kritik fra forældrene.
For Musikbilen er ikke kun et fristende tilbud til de økonomisk trængte institutioner om at få besøg af en professionel musiker, der sikrer gratis underholdning og indhold for en dag. Det er også en virksomhed, som skal tjene penge.
Kunderne i butikken er forældrene, der får tilbudt at købe cd'en til 149 kroner. Musikeren fotograferer også børnene, og billederne kan bestilles som både foto, puslespil, musemåtte og trykt på bamser. Prisen for 'den store pakke' er 559 kroner.
Amina Würtz er mor til Isabella, som går i en børnehave. Hun blev vred, da hun fandt Musikbilens folder i datterens garderobe.
"Grundlæggende synes jeg, at institutioner skal være en frizone for sådanne kommercielle tilbud. Man betaler jo for at få sit barn i institution, og så er det det," siger Amina Würtz, der finder det 'dybt problematisk', når institutionerne tillader den slags kommercielle aktiviteter.

Firma med succes. Ifølge firmaets egne oplysninger har 600 institutioner haft besøg af Musikbilen, siden opstarten for tre et halvt år siden. Og interessen er stigende.
"Vi er ude i børnehaver stort set hver dag," fortæller manden bag konceptet, Jakob Svendsen, der har en fortid som musiklærer i folkeskolen.
Børn&Unge har foretaget en rundspørge til en række tilfældigt udvalgte institutioner om, hvorvidt de har modtaget tilbud om gratis aktiviteter, der resulterer i produkter, som forældrene kan købe.
8 ud af 10 har svaret, at de har modtaget den type tilbud. 4 ud af 10 har taget imod tilbuddet, og flere nævner netop Musikbilen, der bliver beskrevet både som en 'positiv oplevelse' og en 'stor succes'.
I en tredjedel af institutionerne har tilbuddene ledt til etiske overvejelser blandt personalet om det kommercielle sigte med aktiviteterne. Men udfaldet af diskussionerne er forskellige.
Mens nogle har talt om, at de skal passe på 'ikke at sætte forældrene i et dilemma, hvor de føler sig presset', har andre besluttet, 'at det er op til forældrene at sige fra, hvis de ikke ønsker at købe cd'en', som de selv formulerer det til Børn&Unge.
Men selvom der ingen købetvang er, er det ikke nemt for forældrene at afslå Musikbilens tilbud, mener Amina Würtz.
"Jeg synes ikke, at det hører nogen steder hjemme. Det er irriterende og frustrerende, at man skal vælge til og fra og vurdere, hvor vigtigt det her er for mit barn, som måske tænker, at 'hvis de andre får det her, vil jeg også gerne have det'," siger hun.
Amina Würtz bliver bakket op af formand for Fola Lars Klingenberg, der umiddelbart er skeptisk over for aktiviteter, der indebærer udgifter for forældrene.
"Vores grundlæggende holdning er, at når man har betalt sin forældrebetaling, skulle de aktiviteter, der foregår i daginstitutioner være dækket, sådan at der ikke er brug for yderligere brugerbetaling," siger han.
Han giver heller ikke meget for valgfriheden, som nogle argumenterer med. Når det handler om et produkt, som børnene har været med til at lave, kan forældrene nemt føle sig presset.
"Selvfølgelig kan man bare sige nej tak. Men man står jo også med et barn, som plager om et produkt, barnet gerne vil have med hjem. Og så er den altså svær at komme uden om. Når man får nogle kapaciteter ind udefra, ligger det i kortene, at de har en forventning om et form for afkast. Ellers ville deres virksomhed jo ikke løbe rundt," siger han.

Spam i indbakken. Det er et dansk bookingfirma, som booker job til Musikbilen. For at økonomien kan løbe rundt, skal 65-70 procent af forældrene købe cd'en.
"Og det gør de også, men det dækker over store forskelle, så 65-70 procent er et gennemsnit," siger Jakob Svendsen, manden bag konceptet, som han kalder 'det musikalske skolefoto'.
"Helt oprindeligt udspringer konceptet af en indignation over, hvor nedprioriteret musik er i institutionerne. Det er udgangspunktet. Men når det er sagt, er det selvfølgelig en forretning. Vi er en del mennesker, der gerne skulle kunne leve af det her efterhånden," siger han.
Ud over Jakob Svendsen beskæftiger firmaet to musikere, Lars Jørgensen og Henrik Kunz, samt en lydmand på fuld tid og en deltidssekretær.
Men den forretning vil Amina Würtz ikke være kunde i. Hun oplever folderen fra Musikbilen som en slags 'spam i indbakken'. Dagen efter, at hun har fundet folderen i datterens garderobe, kontakter hun børnehavens leder og fremfører sin kritik af arrangementet. Allerede samme eftermiddag ligger der en ny seddel til forældrene i børnenes garderober.
Lederen beskriver kritikpunkterne og tilbyder at aflyse arrangementet, hvis der er en umiddelbar modstand fra forældrene. Amina Würtz er glad for lederens reaktion på kritikken, som hun kalder 'prompte og fyldestgørende'.
"Men for mig var det ikke så vigtigt, om lige netop det arrangement blev aflyst, for nu vidste børnene det jo. Der var blevet sat plakater op, så børnene kunne se, hvad der skulle ske," siger hun.
Musikbilen kom på besøg, men spørgsmålet skal nu op at vende i børnehavens forældrebestyrelse.
"Det optimale ville have været, at man fra starten havde taget den vej rundt og lige lagt en føler ud til forældrene," siger Amina Würtz, der fortæller historien til Børn&Unge på betingelse af, at institutionens navn ikke nævnes.

Forældre sagde stop. Sådan blev proceduren i børnehaven Hedelyngen i Herlev, efter at et besøg af Musikbilen også her mødte kritik fra forældre.
"Vi havde Musikbilen på besøg et år, og alle forældrene var rigtig glade, så bestilte vi den igen året efter, men forældrene havde ikke lyst til at betale for det samme, som de havde gjort året før," siger Lone Otte, souschef i institutionen.
"Forældrene kom lidt i karambolage med deres børn, som gerne ville have cd'en," siger hun.
Derfor har institutionen nu lavet en regel om, at forældrene skal høres, inden pædagogerne takker ja til tilbud, der påfører forældrene ekstra udgifter.
"Forældrene skal høres, om de har lyst til det eller ej. Så må det blive drøftet i bestyrelsen, ud fra hvad forældrene har sagt, men fem børn skal jo heller ikke bremse noget, som resten af forældregruppen gerne vil," siger Lone Otte, der synes godt om det pædagogiske indhold af Musikbilens tilbud, som hun mener, børnene fik en god oplevelse ud af.
Det er også de tilbagemeldinger, Jakob Svendsen får flest af fra forældre. Men han forstår kritikken og det dilemma, forældrene kan komme i.
"Det kan jeg godt sætte mig ind i. Jeg har fuld forståelse for, at nogle børnehaver vælger det fra netop af den grund," siger han og opfordrer samtidig pædagogerne til at tale med med forældrene, inden de tager beslutningen om at få besøg af Musikbilen.
"Jeg er jo heller ikke interesseret i at komme ud til nogen, som ikke har lyst til, at jeg kommer," siger han.


5 råd for samarbejde med virksomheder
Forbrugerombudsmanden har en række retningslinjer for markedsføring i skoler og daginstitutioner, der også gælder for aktiviteter med kommercielt sigte som for eksempel Musikbilen. Følgende råd kan udledes af forbrugerombudsmandens retningslinjer for markedsføring i skoler daginstitutioner:
• Skoler og daginstitutioner er private områder, hvor markedsføring som udgangspunkt ikke må finde sted. Reklamering på skoler og daginstitutioner må kun finde sted, når skolens/institutionens ledelse har givet tilladelse til det.
• Daginstitutioner bør udforme en politik om samarbejde med virksomheder, hvor de tager stilling til, i hvilket omfang de ønsker at indgå samarbejde, hvad der er pædagogisk forsvarligt, og hvordan forældrene inddrages i disse overvejelser og beslutninger.
• Forældrene bør informeres om den politik, som institutionen fastsætter.
• Forældrene bør give samtykke til de mindre børns deltagelse i aktiviteter og undervisning, der tilbydes af erhvervsdrivende.
• Pædagogernes og institutionens prestige må ikke bruges på en sådan måde, at barnet og forældrene kan få det indtryk, at barnet bliver upopulært, mobbet eller på anden måde stillet i en dårligere situation end andre, hvis man ikke køber virksomhedens produkt.