Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2005 Nr.: 06
Det forkerte køn
Det er svært for mandlige pædagoger at blive anerkendt både som mænd og som fagligt dygtige pædagoger, konstaterer en svensk forsker, der har analyseret en række artikler i Børn&Unge
Af: Birgitte Avnesø
Det er ikke kun pædagoger, der studerer Børn&Unge.
Fagbladet har også bidraget til forskningens tjeneste. En svensk studerende og magister in spe konstaterer nemlig på baggrund af en række artikler i Børn&Unge, at der skal mere end almindeligt meget hår på brystet for at være mand og pædagog på én og samme tid. I hvert fald hvis han gerne vil leve op til de forventninger, omverdenen har til pædagogers virke.
Det konkluderer svenske Sara Parding i artiklen "Fel kön på arbetet?" (Det forkerte køn på arbejdet? red.), der er offentliggjort i KONTUR. Tidsskriftet udgives af Institut for Historie og Områdestudier ved Aarhus Universitet og handler om kulturstudier.
Her har Sara Parding som led i en afsluttede opgave analyseret en række artikler fra henholdsvis Børn&Unge og Dansk Politi. Formålet er at se på sammenhængen mellem køn- og fagidentitet, og hun har valgt de to fagblade, fordi de repræsenterer henholdsvis kvinde- og mandefag.
I alt har Sara Parding analyseret ni tilfældigt valgte artikler fra Børn&Unge, og resultatet er tydeligt. De faglige egenskaber, der i artiklerne fremstår som gode, har en slående lighed med egenskaber og handlinger, der opfattes som kvindelige. Det gælder egenskaber som omsorg, tålmodighed, varme, tryghed og tolerance. Forestillingen om, hvordan en pædagog skal være, ligner dermed forestillingen om kvindelige dyder, hvorimod det ikke minder meget om den gængse opfattelse af mænd.
Det kan gøre det svært for mænd at begå sig i faget, konkluderer Sara Parding.
"De egenskaber og handlinger, som konstituerer identiteten pædagog, ligger langt fra dem, der konstituerer identiteten mand. Det bliver et problem for de mænd, der både vil forstås som mænd og som fagligt dygtige pædagoger," siger Sara Parding.
"Mænd som vælger at blive pædagoger, bliver tit spurgt, hvorfor de vil være pædagoger. Det bliver ikke betragtet som en selvfølgelighed, men som noget mærkeligt. Det er nemmere for kvinderne, for der bliver ikke sat spørgsmålstegn ved, hvorfor de vil være pædagoger," fortsætter hun.

Pædagogers egne forventninger. Sara Parding understreger, at det ikke alene er Børn&Unge, der formidler billedet af pædagogfaget som et typisk kvindefag. Forestillingen trives også fortrinligt blandt pædagogerne selv.
"Kvindelige pædagoger forventer, at mandlige pædagoger gør maskuline ting med børnene som for eksempel at spille fodbold eller arbejde med træsløjd," siger Sara Parding.
Hun tilføjer, at selvom hendes analyse-materiale ikke er så stort, at man kan udlede noget med statistisk sikkerhed, er det slående, at tre ud syv ledere, der interviewes i artiklerne, er mænd.
"Det tyder på, at de få mænd, som vælger at blive pædagoger, specialiserer sig på forskellig vis - enten ved at blive ledere eller ved arbejde med børn med særlige vanskeligheder."
Ikke overraskende konkluderer Sara Parding, at i politistyrken er det kvinderne, der har svært ved at slå igennem.
Men der er en interessant forskel mellem henholdsvis kvinde- og mandefag.
"Mændene bryder sig ikke om, at kvindelige politibetjente prøver at lave netværk. Det mener de ikke er nødvendigt. Kvindelige pædagoger synes derimod, at det er helt fint - og godt for faget - at mændene danner et netværk, fordi det kan bidrage med noget nyt fagligt," siger Sara Parding, der forklarer forskellen således:
"De fleste kvindefag har en temmelig lav status, hvorimod mandefag har høj status. Kvinder i lavstatusjob har derfor en større forståelse for, at mænd i deres fag har behov for mere. At jobbet alene ikke er nok for mændene," siger Sara Parding og slår fast, at det bliver svært at ændre på fagets status som kvindefag.