Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 12 Børn&Unge som e-paper
TEMA: YTRINGSFRIHED. Ytringsfriheden i frit fald. Tavshedskulturen fører til selvcensur
Tavshedskulturen breder sig i den offentlige sektor og fører til selvcensur. Det er dårligt for professionerne. Men også for den enkelte, for censur af selvet går ud over identitetsdannelsen, mener sociolog Rasmus Willig.
Af: Vibeke Bye Jensen
Når pædagoger giver udtryk for, at de ikke tør ytre sig kritisk, har tavshedskulturens normer fået greb i folk.
»Normer kan man mærke, idet man er ved at bryde dem. Når man tænker sig om en ekstra gang, inden man ytrer sig, har nye normer vundet indpas. Desuden ved vi fra forskningen, at det har konsekvenser at ytre sig kritisk. Kritik bliver ofte fulgt op af sanktioner og repressalier i form af, at karrieren går i stå, eller man bliver fyret,« siger sociolog Rasmus Willig, lektor på Roskilde Universitet. Han har skrevet flere bøger om ytringsfrihedens trange kår i den offentlige sektor.
Normer patruljerer grænser for adfærd. Tavshedskulturens normer patruljerer for at fange dem, der ytrer sig kritisk, mener Rasmus Willig.
»Det første succeskriterie for den her type af tavshedskultur er, at den medvirker til selvcensur. Det næste succeskriterie er, at det lykkes at få de ansatte til udelukkende at indtage en positiv attitude, fordi modsvaret på kritikken er udsagn som: ’Her ser vi udfordringer i stedet for problemer’, ’Her taler vi tingene op’, eller ’Her fortæller vi den gode historie’,« siger han.

Censur af selvet. Den nye type af selvcensur er ikke kun censur af det frie ord. Den er også censur af ens eget selv. Det sker ved, at selvet spaltes i ’den, jeg er’, og ’den, jeg burde eller kunne være’. Den sidste holder øje med, om man overskrider grænserne for, hvad man må og ikke må, forklarer Rasmus Willig.
»Man skal tage det helt bogstaveligt, at det er selvet, der censureres. Det er dele af selvet, der går i stykker, for når jeg ikke kan ytre mine oplevede erfaringer af noget, som er uretfærdigt eller kritisabelt, kan jeg ikke blive bekræftet eller afkræftet i mine oplevelser. Og så handler det om opretholdelsen af ens identitet,« siger han.
For en pædagog, som har en særlig professionsidentitet, betyder det, at man kommer under et voldsomt pres, fordi man ikke længere kan genkende sig selv. Når man udøver selvcensur, er det, fordi man får at vide, at det, man ser, ikke er rigtigt. Det er en reel eliminering af det følte eller oplevede, og dermed også af den, man er, forklarer Rasmus Willig.
»Hvis man som pædagog har en forventning om, at man skal yde omsorg for og udvikle børn, og man så står i en situation, hvor man kan se, at man faktisk er med til at reproducere, at børn får en dårligere og dårligere start på livet, og at man samtidig får besked på at have en positive attitude til det, så begynder man at leve i et falsk selvforhold. Det er derfor, at mange har en fornemmelse af at leve i en permanent undtagelsestilstand med sig selv og sine omgivelser. Det kan man klare et stykke tid, og så bryder man sammen, brænder ud eller går ned med stress,« siger han.

Afvæbnet kritik. Lige nu skriver Rasmus Willig på endnu en bog om ytringsfrihedens vanskelige vilkår i den offentlige sektor. Den kommer til at hedde ’Afvæbnet kritik’. I syv år har han samlet de sætninger og vendinger, som offentligt ansatte møder fra ledere og arbejdsgivere, hvis de er kritiske.
»Jeg er interesseret i svarene, fordi de patruljerer de normative grænser. Det er interessant, at den, der kommer med kritikken eller stiller kritiske spørgsmål, udstilles som en, der ikke længere kan følge med: ’Hvorfor er du så tung bagi?’, eller ’Det, du siger, hører til på de bagerste rækker’. Det er underforstået, at man er langsom og ikke er med der, hvor det virkelig sker. Det kan også være ’Det er for langhåret det, du siger’, eller ’Du fylder for meget’. Underforstået, at vi ikke har tid til at høre på dit vrøvl,« fortæller han.
Kommunerne vil ikke høre på pædagogerne og afvæbner deres kritik, fordi vi alle er underlagt konkurrencestatens normer, mener Rasmus Willig. Kommuner og institutioner konkurrerer om at være så gode som muligt inden for rammerne af den økonomiske politik, og det gælder om at komme først med succesfulde resultater.
»Derfor etablerer man en tavshedskultur. Ingen vil udstille, at her kan vi ikke længere nå at skifte bleer. Ingen vil udstille sig som konkurrencesvag. Og når man begynder at konkurrere på måltal, bliver de ansatte skydeskive for kritik, hvis de ikke kan opfylde målene. Samtidig går de reelle strukturelle forhold, som egentlig burde kritiseres, fri. Det gælder for eksempel dårlige normeringer, og at antallet af medhjælpere med dårlig eller slet ingen uddannelse stiger,« siger han.

Lad det prelle af. Det sidste nye er, at man efterspørger og roser robuste medarbejdere, der lader modsætningsforholdet mellem idealet og den reelle virkelighed prelle af. Det giver imidlertid folk så voldsomme utilstrækkeligheds- og mindreværdsfølelser, at de prøver at klare det med forskellige mestringsstrategier, mener Rasmus Willig.
»Vi ser pædagoger og andre benytte sig af mindfulness, yoga og fitness for at overkomme voldsomme besparelser og forandringer. Det nyeste illusionsnummer er, at man bliver bedt om at acceptere alting og samtidig blive bedt om at arbejde med sig selv, så man kan klare det og rejse sig hurtigere, efter at man er blevet trykket ned. Vi er kommet så langt ud, at folk nu må prøve at redde sig selv både psykisk og fysisk,« siger han og understeger, at det ikke holder i længden.
For prøver man at glemme arbejdslivets dårlige sider ved at lægge hovedvægten på familie, venner og hobbys er det blot en kompensationsstrategi, en måde at komme overens med noget, som aldrig vil kunne fungere.
»Problemet er, at den type psykologisk permanent undtagelsestilstand gør, at selv privatlivet bliver invaderet. For hvem kan leve i et torturkammer, som man skal ind i hver dag, samtidig med at man bilder sig ind, at det er godt nok, bare man får en pause indimellem? Det kan ikke lade sig gøre at rejse sig op, hver gang man ryger i gulvet. Det vil mislykkes, uanset hvordan man forsøger at reparere på en udvikling, hvor der hele tiden kræves mere af både barnets og pædagogens udviklingspotentiale, samtidig med at de rette omstændigheder ikke er til stede.«

Juraen for svag. Skal udviklingen med, at pædagoger og andre offentligt ansatte frygter at ytre sig kritisk, stoppe, skal det juridiske grundlag forbedres, mener Rasmus Willig. Det er dog hans indtryk, at det kan have lange udsigter, hvis man læser den nye betænkning om offentligt ansattes ytringsfrihed. Rasmus Willig ser ingen intentioner i betænkningen om at ændre den nuværende vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed.
»Der står selvfølgelig, at man må ytre sig kritisk. Men der står også, at det vil have konsekvenser. Der står, at det kan føre til samarbejdsvanskeligheder, som reelt kan føre til en fyring. Så vejledningen avler faktisk mere tvivl end afklaring, og den tvivl kommer tavshedskulturen til gode. Alle de problematiske forhold kan blive ved med at reproducere sig i en uendelighed. For at komme fri af tavshedskulturens dårligdomme skal der etableres nye normer, hvor en demokratisk debatkultur får lov til at trives,« siger han.