Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 18 Børn&Unge som e-paper
TEMA: Balancegang. Diagnoser skal bruges uden at lukke døre
Det er en balancegang at bruge sin viden om diagnoser til at tilrettelægge en hverdag, det enkelte barn fungerer i, og samtidig undgå at skærme barnet så meget, at det går glip af udvikling, fortæller pædagog Lisbeth Lynggaard Bjørn fra Astrup Specialskole.
Af: Mikkel Kamp
Størstedelen af børnene på Astrup Specialskole i Mariagerfjord Kommune har en diagnose. Alligevel var det nyt, da specialskolen i sommer skulle modtage en dreng med diagnosen Fragilt X-syndrom, et arveligt betinget syndrom, der på nogle punkter har de samme symptomer som autisme. Derfor kom de lærere og pædagoger, der nu arbejder med drengen, på et endagskursus, hvor de blandt andet lærte, at børn med netop den diagnose typisk har behov for meget ensartede og strukturerede dage samt hyppige pauser.
»Det tog vi med i planlægningen, så vi kunne have en plan klar, da han begyndte.Men vi bruger i høj grad også den overlevering, vi får fra børnehaven og fra forældrene. Det giver os mulighed for at give ham en så god overgang som muligt,« fortæller pædagog Lisbeth Lynggaard Bjørn fra skolen i Mariagerfjord Kommune.
Hun er en del af team S1, som arbejder med en gruppe, der primært består af børn med diagnoser i autismespektret. De syv børn, der er fra 1. til 8. klasse, har alle gavn af en fast struktur i hverdagen. Derfor er de hver dag sammen med den samme gruppe af voksne, og der er ikke stor forskel på skoletiden og tiden i SFO. Den faste struktur har børnene til fælles, men de er også forskellige, hvilket stiller krav til pædagogers og læreres faglighed.
»Det er en balancegang mellem at bruge diagnosen og at se barnet med de styrker og svagheder, det har. Vi ser både barnet og diagnosen. Vi bruger diagnosen som en slags baggrundsviden. Vi ved, at barnet har nogle udfordringer på bestemte områder, og at børn på autismeområdet har gavn af struktur og visuel støtte, men samtidig indrettes hverdagen efter den enkeltes personlighed og behov,« fortæller Lisbeth Lynggaard Bjørn.

Overraskende fremskridt. Balancegangen mellem, om man som pædagog ser både barn og diagnose, handler i høj grad om at vide, hvornår man skal presse på for at forsøge at skabe udvikling, og hvornår man skal holde igen, når man arbejder med børn med autisme.
»Hvis vores elever presses for meget, bliver de frustrerede. De kan græde eller lukker af for omverdenen. Så må vi trække dem lidt ud af aktiviteten igen. Derfor skal vi være forsigtige, men vi skal også passe på med at sætte børn ind i en bestemt kasse. Der er en kæmpe forskel på børn med den samme diagnose,« siger Lisbeth Lynggaard Bjørn.
Derfor kan pædagogerne trods deres kendskab til både diagnoser og de enkelte børn blive overraskede over, hvad børnene formår. I øjeblikket gør en pige, som Lisbeth Lynggaard Bjørn arbejder med, store fremskridt i forhold til at omgås andre mennesker. Hun deltager for eksempel nu i skolens morgensang.
»For et år siden ville vi ikke have troet, at hun i dag ville gøre de ting, hun gør. Men vi gav hende plads til at deltage på sine egne præmisser, og nu blomstrer hun. Hvis vi havde kigget for meget på diagnosen, der siger, at hun har sociale og kommunikative udfordringer, havde vi måske begrænset hende ved at holde hende væk. Vi skal bruge diagnosen, men ikke lukke døre på grund af den,« siger Lisbeth Lynggaard Bjørn. Forudsætningen er, at personalet kender børnene rigtig godt.
»Vi skal være superskarpe i relationen til barnet. Har vi en tæt relation og kendskab til barnet, har vi en fornemmelse for, hvornår vi skal stoppe, så vi ikke presser barnet for meget. Vi prøver at lade barnet blive nysgerrig i forhold til forskellige ting uden at presse det.
Vi siger for eksempel ikke: ’Du skal til morgensang.’ Vi introducerer barnet langsomt for nye ting og aktiviteter. Det foregår i barnets tempo, så det kan følge med,« fortæller pædagogen fra Astrup Specialskole.