Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 04 Børn&Unge som e-paper
BUPL MENER: Børnene var i fuldstændigt
følelsesmæssigt kaos
Mens politikerne diskuterer, om grænserne skal lukkes, så vokser masser af børn op med samme historie som Abdel Hamid El-Hussein inden for landets grænser. Samfundets væsentligste opgave er at gøre alt for, at de ikke ender som ham.
Af: Mette Aagaard Larsen faglig sekretær
Som nyuddannet pædagog startede jeg på et fritidshjem på ydre Nørrebro i København. Fritidshjemmet var tilknyttet en skole, som opsamler mange af ungerne fra Mjølnerparken og andre lignende boligområder.
Den første dag skulle jeg sammen med en kollega og en gruppe drenge over i en hal og spille fodbold. Foran mig stod 18 ellevilde drenge, der havde glædet sig hele den lange skoledag til at komme på frit og spille fodbold. Efter fem minutter opstod den første slåskamp. To drenge fra samme hold fløj i hovederne på hinanden, fordi det andet hold havde scoret. De blev kede af det og håndterede deres følelser ved at slå hinanden. Og sådan fortsatte resten af kampen – den time i hallen udløste vel 5-6 slåskampe.
De første fem måneder lavede jeg stort set ikke andet end at stoppe slåskampe og snakke ud. Og så skrev jeg underretninger. Enkelte af børnene kom fra hjem med synlige omsorgssvigt: beskidt tøj, manglende mad, forældre med misbrugsproblemer, vold i hjemmet... Andre kom fra hjem, hvor forældrene gjorde alt, hvad de kunne, men ikke magtede opgaven. Resultatet var, at vi havde en gruppe børn i fuldstændigt følelsesmæssigt kaos. De var konstant i forsvar over for alt og alle.
Ungerne higede fuldstændigt vanvittigt efter anerkendelse. De søgte vildt efter voksenkontakt, både god og dårlig, men vi skulle ikke røre dem, så gik de fleste amok. Jeg var lige ved at give op, da det begyndte at gå fremad. En dag skulle jeg over på skolen for at tale med en af drengenes lærer. Jeg gik træt op ad trappen og ind i klassen. Jeg var ikke trådt to meter ind i klassen, før jeg fik verdens største krammer på mit ben. En dreng, jeg havde haft svært ved at nå ind til, stod foran sin klasse og krammede den dumme pædagogs ben. Jeg vil aldrig glemme hans ansigtsudtryk, da han så op på mig med en blanding af chok og beundring.
Den dag vidste jeg, at det nok skulle lykkes, og det gik langsomt fremad. Der kom færre slåskampe, færre konfrontationer, færre konflikter og vold i gruppen – og pludselig begyndte børnene at lege, at spille fodbold, at være sammen og opleve lidt af den ro, der er så afgørende for børns udvikling. Sammen med lærerne, socialrådgiveren og ressourcepædagogen, en fantastisk leder og forældrene lykkedes det os at gøre en lille forskel for de drenge.
I disse uger leder vi efter forklaringer på, hvorfor Omar Abdel Hamid El-Hussein dræbte to uskyldige og sårede fem betjente i København. Vi ved, at han kommer fra et ustabilt, belastet hjem, han er opvokset i et socialt boligbyggeri, har formentlig været vred, siden han var lille, og har søgt stærke ekstremistiske fællesskaber.
Jeg prøver hverken at forsvare eller forklare hans handlinger, og jeg siger ikke, at bedre normeringer kunne have stoppet ham. Han var tydeligvis tabt, men han har mange ligesindede, som vi måske stadig kan nå. Vi ved, at tidlig tværfaglig indsats i socialt belastede familier samt et tydeligt, tillidsfuldt forældresamarbejde kan gøre en forskel i en dysfunktionel familie. Daginstitutionerne er nøglen, men deres arbejde bliver ikke anerkendt. Mange kommuners antibande- eller antiradikaliseringsprojekter starter først, når man får mistanke om, at en ung er radikaliseret. Den indsats skal styrkes, men tænk, hvis vi kunne forebygge ved at sætte ind tidligere?
Mens politikerne diskuterer, om grænserne skal lukkes, så vokser masser af børn op med samme historie som Omar Abdel Hamid ­El-Hussein inden for landets grænser. Samfundets væsentligste opgave er at gøre alt for, at de ikke ender som ham. Når der skal bevilges penge til antiradikalisering, håber jeg, at politikerne husker den socialfaglige, pædagogiske indsats, som kan rykke for alvor. Inden det er for sent.