Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2004 Nr.: 11
Reggio Emilia 40 år; Fyrre, fed og stadig trækplaster
2004 fejrer Reggio Emilia i Norditalien, at det er 40 år siden, at den første kommunale daginstitution blev åbnet. Siden 1964 har Reggio Emilia. udviklet sig til et af de vigtigste kraftcentre for småbørnspædagogik i verden
Af: Stine F. Matisen
Tusinder af mennesker fra hele verden valfarter hvert år til Reggio Emilia. Ikke fordi byen i Emilia Romagna-regionen i Norditalien med sine cirka 150.000 indbyggere har de store turistattraktioner, eller at byen i sig selv er noget helt specielt. De tusinder kommer til byen for at lære af institutionerne, hvis pædagogiske praksis med tegning og maling som primært udtryksmiddel stadig den dag i dag er et stærkt trækplaster.
I Italien har børnepasningen traditionelt været varetaget af moderen i hjemmet eller af kirkelige/private institutioner. Men i 1963 lykkedes det i Reggio Emilia at få oprettet nogle få kommunale børnehaver ved siden af de 30 private. De måtte kæmpe en hård kamp for at overleve. Til trods for et 20-årigt kommunistisk bystyre, blev der fra kirkelig og privat side arbejdet imod de kommunale børnehaver gennem den borgerlige presse. Det afholdt forældrene fra at melde deres børn ind. Allerede her begyndte den dokumentation, som Reggio Emilia siden er blevet så kendt for, da institutionerne og forældre gik på gaden for at vise deres arbejde og trække "brugere" til.

En inspirerende bagmand. En af de vigtigste indflydelser på Reggio Emilia-pædagogikken var den store pædagogiske filosof Loris Malaguzzi (1920-1994). Han var den første leder af de kommunale institutioner. Hans indflydelse ses overalt i Reggio, selv i dag 10 år efter hans død.
Loris Malaguzzis udgangspunkt var, at man skulle se barnet som en person med utroligt mange ressourcer og kompetencer. Han udtalte i 1985 til Børn&Unge:
"Alle børn er kreative og er i besiddelse af nogle fantastiske evner til at gengive følelser rent kunstnerisk. Vi opdrager børnene til at bruge de hundreder af sprog og udtryksmåder, de har i sig. Vi pirrer nysgerrigheden og lysten til at forstå. Vi stimulerer de enkelte sanser, så der bliver en helhed ud af det. Så børnene bliver hele mennesker."
For at få sat alle sanser i sving, besluttede man i 1974 at ansætte en kunstner, en "atelierista", i hver børnehave, som sammen med pædagogerne skulle arbejde på at gøre børnene til "skabende, sansende, kritiske, handlende, hele mennesker med alle sprog i behold". På hver institution er der mindst et atelier, som bugner med materialer til kreativ udfoldelse.
Men faciliteterne gør det ikke alene. "Hvordan dufter blomsten på dit billede?", "Synger din fugl?", "Kan du male det, så jeg kan se det?". Det er eksempler på spørgsmål, som en "atelierista" kunne finde på at spørge børnehavebørn om. For det er vigtigt at få fuglenes sang og blomsternes duft med ind i billederne, så børnene opdager verden med alle sanser og lærer at udtrykke de følelsesmæssige kvaliteter.