Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2008 Nr.: 03
Pædagogisk topboss: Læring er et mirakel
Lars Qvortrup er den nye øverste leder af Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Han er særligt optaget af læringens mirakel. At børn lærer ved at blive stimuleret og udfordret af voksne, lige fra de er helt små. Det har barnebarnet Johanne på tre år vist ham, når de læser sammen eller går tur ved stranden.
Af: Vibeke Bye Jensen
Det har været en fantastisk oplevelse for Lars Qvortrup, dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, at blive bedstefar. Det har igen gjort ham opmærksom på det mirakel, der sker, når børn lærer. Barnebarnet Johanne på tre år kan pludselig koble den solsort, de læser om, sammen med den fugl, hun har set i haven. Eller hun gør sig alle mulige iagttagelser og spørger og spørger og undrer sig, når de går tur ved stranden i et forsøg på at lære om verden.

"Det gik op for mig, når jeg var sammen med Johanne, at før børn kan læse, skal de lære at se og forstå tegn. De oplever pludselig det helt abstrakte, det mirakel, at noget står for noget andet. For eksempel at et billede af en mand på en dør betyder, at det er et herretoilet. Senere kan de forstå, at de små sorte tegn på en side i en bog, også betyder noget. Jeg vidste det jo godt fra forskningen, men forstod det på en anden måde, når jeg var sammen med Johanne," siger han.

Lars Qvortrup tiltrådte 1. januar i år jobbet som dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Selv om han har beskæftiget sig med læring, forskning og undervisning i mange år, holder han aldrig op med at undre sig over den måde små børn lærer på, længe inden de kommer i skole. De lærer, når de går tur, når de leger i et legeredskab, når de finder ud af, at grønt betyder, at man må gå over gaden, når man læser billedbøger for dem, når man spiller på klaveret og synger sammen med dem, og når de danser til rytmer.

Han mener, at for tidlig formaliseret undervisning kan være stærkt handikappende for børns læringskompetencer.
"På den anden side skal læring også stimuleres. Det er helt klart, at den forskel, der er i børns læring og læringskompetencer, har at gøre med, hvordan de er blevet stimuleret eller ikke stimuleret lige fra begyndelsen. Derfor er det vigtigt at have forskningsinstitutioner, som kan sige noget om, hvad læring er, hvordan kompetencer stimuleres, og at børn skal stimuleres bredere, end nogen måske tror," siger han.

Ny og nyttig viden. Efter fusionen med Århus Universitet har den øverste leder af Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) fået titlen dekan. Da tidligere dekan Lars-Henrik Schmidt holdt op, faldt valget på 57-årige Lars Qvortrup til at overtage jobbet. Han har været ansat ved både Aalborg Universitet og Syddansk Universitet og har skrevet flere end 35 bøger på dansk og engelsk og godt 220 artikler i danske og udenlandske artikelsamlinger og tidsskrifter. Senest har han skrevet tre bøger sammen med sin kone, der er skoleleder i Odense. De handler netop om læringens mirakel.

Lars Qvortrup synes, at han har fået sit drømmejob. Og han har gjort sig mange tanker om, hvad DPU skal kunne.
"DPU skal som alle andre forskningsinstitutioner spille den dobbeltrolle, at vi både skal skabe ny viden og nyttig viden. Det, vi forsker i her, skal kunne bruges i virkeligheden og i en uddannelsessammenhæng. Forskningen skal også være med til at styrke pædagogiske kompetencer og pædagogisk praksis. Det er min opfattelse, at læreplaner, dokumentation, tests og Pisa-undersøgelser og den slags er kommet for at blive, og jeg er principielt tilhænger af det. Jeg synes bare, at det er helt afgørende, at det ikke skal være kontrolredskaber, men værktøjer, pædagoger og lærere kan bruge," siger han.

Det er DPU's opgave at sørge for, at pædagoger og lærere har kompetencer på en sådan måde, at de kan bruge tests, læreplaner og dokumentation. Mange reagerer - og til en vis grad med rette - på, at de igen skal kontrolleres, og at deres hverdag bliver endnu mere skematiseret, mener Lars Qvortrup.
"Det er ikke meningen. Men det kan være nyttige redskaber i den pædagogiske praksis at kunne lave så præcise beskrivelser af barnet som muligt. Vi skal væk fra, at nogle har den management-agtige, standardiseringsmæssige tilgang. Og andre, der mener, at den pædagogiske virksomhed er af så delikat karakter, at den overhovedet ikke kan beskrives, måles og vejes. Hvis de to holdninger kunne komme i en frugtbar dialog, synes jeg, at meget ville være vundet," siger Lars Qvortrup, der vil tage initiativ til at lave et forskningscenter for undervisning, uddannelsespolitik og læring, som skal kvalificere evidensbegrebet og kvalificere, hvad der virker.

"Vi skal ikke bare overtage en naturvidenskabelig forståelse af evidens, for det betyder noget andet i pædagogikken. Vi skal sørge for, at sådan et center kvalificerer komparative, internationale undersøgelser som for eksempel Pisa-undersøgelserne, så de er brugbare for praktikkerne. På den anden side skal de tests og den dokumentation, som lærere og pædagoger skal foretage, ikke være så tidskrævende, at forholdet mellem pædagoger/lærere og barnet reduceres. For så er det jo nonsens."
"Det er jo sådan med evidens, at man ikke bare siger, at det virker, men hvorfor det virker. Og med indsigt i det, kan man differentiere i forhold til børnene. At kunne træde et skridt tilbage og kunne besvare hvorfor-spørgsmål bliver det ikke akademisk af, men enormt praktisk," siger han.

At citere Habermas er ikke nok. Ifølge Lars Qvortrup er børne- og fritidsinstitutioner en integreret del at uddannelsessystemet. Der skal være et tilrettelagt forløb for børnene, men det betyder ikke, at den formaliserede undervisning skal flyttes ind i børneinstitutionerne. Læring skal ikke forveksles med undervisning.

"Men man skal naturligvis have blik for progressionen i børns læring, og hvordan den udfordres og understøttes i institutionerne. Jeg synes, at pædagogerne skal videre- og efteruddannes i det vigtige arbejde. Jeg vil gerne ind i et tættere samspil med CVU'erne, professionshøjskolerne og seminarierne, så vi bedre kan understøtte deres praksisorienterede tilgang med vores forskningsbaserede tilgang," siger han.

Lars Qvortrup mener, at det er en misforståelse, at man akademiserer pædagoguddannelserne på den måde, at for at blive pædagog skal man kunne citere Habermas, eller hvem der lige nu er på mode.
"Pædagogerne skal kunne bruge alle de værktøjer, der vælter ind over dem, men også have en teoretisk viden om, hvad værktøjerne kan og ikke kan. Gode teorier kan få én til at skifte optik, og det kan være udfordrende for praksis," siger han.

Pædagoger skal være professionelle. På spørgsmålet om, hvad Lars Qvortrup mener om, at pædagogerne vil være en profession, fortæller han en lille historie: Der er tre forskelle på en pædagog og en læge. Det første er, at lægen får det dobbelte i løn. Det andet er, at lægen er uddannet i dobbelt så lang tid. Det tredje er, at lægen har at gøre med én patient ad gangen, og at patienten ofte er bedøvet. Som lærer eller pædagog står man med 25 børn ad gangen, som i høj grad er aktive og vågne.

"At lede et klasseværelse eller en børnehavegruppe, at kunne stimulere børn, så de lærer noget, så miraklet opstår - det kræver faktisk den højeste grad af professionalisme, så på den måde er pædagogjobbet en profession. Som pædagog tilrettelægger man kommunikation og leg, og der kommer læring ud af det. I gamle dage kunne man gøre det ud fra erfaringer, men i dag må man hævde sig som pædagog eller lærer ved sin professionalitet. Man kan komme til en forældresamtale, hvor en forælder er højtuddannet og har ordene og begreberne på plads, men hvis du spørger ham, om han vil gå ind som pædagog på grøn stue, så vil vedkommende jo komme til kort," siger han.

DPU skal være med til at uddanne pædagoger og lærere til at have et professionelt forhold til deres gerning. Og det er blevet endnu vigtigere end tidligere at have gode muligheder for efteruddannelse. For vil man forandre den pædagogiske virkelighed så meget, som man gør med flere tests, komparative undersøgelser og læreplaner, skal det følges op med kompetenceudvikling, mener Lars Qvortrup.
"Det er jo klart, at pædagogerne har følt sig overvældet over alle de nye redskaber, når de ikke føler sig tilstrækkeligt kompetente til at bruge dem. Den bedste måde at udvikle vidensinstitutioner på er ikke ved topdownstyring, men ved at udvikle medarbejdernes kompetencer. Og den kompetenceudvikling er vi glade leverandører af," siger han.


Lars Qvortrup
kort og godt

1950: Født 22. februar i København
1974: Uddannes som mag.art. i sprog- og medievidenskab på Århus Universitet
1974-78: Adjunkt ved Rasmus Rask Institut for Sprogvidenskab og på Center for Kulturstudier, Odense Universitet
1978-96: Lektor samme sted
1992-96: Deltids gæsteprofessor ved universitetet i Urbino, Italien
1996-00: Professor ved Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet
1998-00: Direktør for Multimedieforskningscentret ved Aalborg Universitet
2000-07: Professor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet
2002-07: Direktør for Knowledge Lab DK, Syddansk Universitet
2006-07: Forskningsleder for forskningsteamet "Viden, læring og medier", Syddansk Universitet
2007-07: Rektor for Danmarks Biblioteksskole, hvor han kun nåede at være i ti måneder


1 Du har udtalt, at dette er dit drømmejob, hvorfor?
"Den ene del af drømmen er at lede landets største institution inden for undervisning og forskning og pædagogik. Den anden er, at uddannelsespolitisk er det en enorm vigtig institution."

2 Hvordan var dit barndomshjem?
"Jeg kommer fra et akademikerhjem. Min far var gymnasielærer og endte med at blive rektor for Århus Katedralskole. Min mor var røtgensygeplejerske, så jeg kommer fra det højere sociale lag. Min mor var tidligt fuldtidsarbejdende karrierekvinde, hvilket var meget anderledes dengang. Så det var både et akademisk, men også et pædagogiske orienteret hjem. Fordi begge mine forældre var karriereorienterede, har jeg haft min gang i institutioner lige fra jeg var lille."

3 Hvordan er din egen familie?
"Jeg er gift, og min kone er skoleleder på en stor folkeskole i Odense. Jeg har tre voksne døtre, der alle er ph.d.-studerende, så det akademiske er gået i arv. De har valgt hvert deres område, så nu dækker vi hele spektret inden for videnskaberne. Den ene er mediciner, den anden er kemiker og den tredje er humanist. Jeg har to børnebørn."
4 Hvilke værdier har du selv lagt vægt på i børneopdragelsen?
"Jeg ved ikke, om jeg har gjort mine børn til bedre mennesker, men jeg er sikker på, at de har gjort mig til et bedre menneske. Deres opdragende effekt har været betydelig, og jeg tror, det er sundt og gavnligt for de fleste voksne at have børn. De har opdraget mig godt, for jeg synes, at jeg med årene er blevet et relativt omgængeligt menneske af deres påvirkning."

5 Hvad har det betydet for dig at blive bedstefar?
"Jeg har set mit nu treårige barnebarn Johanne vokse op og tilegne sig alle former for færdigheder og kompetencer, og man har jo et andet blik for sine børnebørn end for sine egne børn, for mens de er små, har man travlt med at få det hele til at hænge sammen. Så jeg har nydt at være sammen med Johanne, og har på tætteste hold fulgt med i, hvordan børn lærer."

6 Hvordan er din ledelsesstil?
"Den kan sammenfattes i tre ord: lytte, beslutte og begrunde. I de første tre måneder er jeg rundt hos 430 medarbejdere på alle institutter og forskningsprogrammer for at præsentere mig og lytte. Jeg er ikke bleg for at træffe beslutninger, for det skal man kunne som leder, men jeg lægger vægt på, at beslutningerne skal begrundes, så det gør jeg. Jeg undgår at have skjulte dagsordener. De beslutninger, jeg træffer, kan tåle at blive set efter i sømmene."

7 Hvad er dine styrker og svagheder?
"Det er både en styrke og en svaghed, at jeg af og til er lidt utålmodig. Jeg vil gerne have ting til at ske i en vis fart. Dog går jeg ikke ind for forandring for forandringens skyld. Forandringsledelse er stærkt opreklameret, for forandringer kan jo også være til det værre. Jeg vil godt have, at det rykker."

8 Hvad laver du i fritiden?
"Læser højt for mine børnebørn og skriver bøger, men det sidste får jeg nok ikke meget tid til nu. Jeg vil stadig gerne være forskningsaktiv, ellers er der fare for, at man bliver den fjerne djøf-leder, og det vil jeg ikke være. Om det så hører min fritid til at forske, vil jo vise sig. Ellers er jeg en stor kulturforbruger: Teater, biograf, klassisk musik - jeg er fast bruger af operaen. Men jeg har aldrig sat mine ben på en golfbane og vil heller aldrig gøre det. Jeg kommer heller ikke i fitnesscenter. Motion får jeg ved at cykle til og fra toget."