Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 16 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Humanoid robot. Bertram lærer om følelser
12-årige Bertram har svært ved at aflæse ansigtsmimik, men et social­træningsforløb med robotten Zeno og pædagog Nanna Bohn Hartz hjælper ham til at forstå både andres og sine egne følelser.
Af: Trine Vinther Larsen
Hej Bertram! Hvor er det godt at se dig igen. Har du haft en god morgen?« brummer den drengelignende robot Zeno til 12-årige Bertram Gandrup Steffensen.
»Ja,« svarer han højt med gensynsglæde.
»Det er jeg glad for at høre. I dag skal vi gætte ansigter, ligesom vi plejer. Er du klar?« spørger Zeno.
Det er Bertram. Hver uge siden sidste skoleår er han mødtes med robotten og pædagog Nanna Bohn Hartz i et socialtrænings­forløb på sin skole.
Bertram går på Byhaveskolen i Svendborg, en specialskole for elever med forskellige adfærds- og indlæringsvanskeligheder. Han har især svært ved at aflæse andre menneskers ansigtsmimik og afkode, hvordan de har det, og hvordan han derfor selv bør agere. Men den humanoide – eller menneskelignende – robot Zeno kan modulere forskellige ansigtsudtryk, som Bertram øver sig i at genkende.
Robotten har blød gummihud og virkelighedstro øjne og kan se ud, som om den er sur, overrasket, vred, ked af det eller, som nu, smiler glad.
»Kig på mit ansigt. Kan du gætte, hvordan jeg har det nu?« messer robotten.
Bertram gætter rigtigt og skal herefter selv vise, hvordan man ser glad ud.
Forløbet med Zeno har gjort en positiv forskel for Bertram, fortæller Nanna Bohn Hartz.
»Han er blevet bedre til at aflæse de andre børn og har også selv fået bedre styr på sine følelser. Før havde han svært ved at finde ud af, for eksempel om man skal smile eller gå efter hjælp, når nogen græder, og han kunne komme til at grine, hvis han havde slået en. Det er svært at være med i legen, når man ikke lige ved, hvordan man skal se ud eller agere i sociale situationer. Men det går bedre for Bertram nu, og han har færre konflikter med andre,« siger hun.

En rigtig ven. Under demonstrationen for Børn&Unge sidder Bertram og Nanna overfor hinanden med Zeno imellem sig, sådan at Bertram kan se og tale direkte til robotten, og Nanna kan moderere dens tale og bevægelser via en computer, der er koblet til robottens ryg og styresystem.
Med dens rumdragt og strithår ligner Zeno en drengefigur fra en futuristisk tegneserie. Bertram ved godt, at den ikke er rigtig levende, og at Nanna koder alt ind, hvad robotten siger. Alligevel er der opstået et nært forhold mellem dreng og robot.
»Åh nej,« udbryder Bertram, da han kan se, at Zeno ser bange ud.
Og efter seancen får robotten en lang, varm krammer af Bertram, der også rigtig gerne lige vil vise Zeno sine nye sko.
Nanna Bohn Hartz oplever, at Bertram kan overføre den interaktion, han træner med Zeno, og den relation, han opbygger til robotten, til virkelige, sociale sammenhænge.
»Zeno er kodet med en personlighed. Den fortæller vittigheder, har robotvenner og elsker pizza. Bertram ved godt, at robotten ikke vil kunne spise et rigtigt stykke pizza, men når han møder Zeno her, er det hans forestilling, at Zeno er en rigtig ven. Det er lidt som dengang, man selv var barn og lige klappede sin cykel og sagde ’vi ses i morgen’, før man forlod den. Fordi humanoiderne ligner mennesker så meget, er det nemt for børn at tillægge dem menneskelige egenskaber, som de kan genkende i andre sammenhænge. Det fungerer lidt som rolleleg,« siger hun.

Terapeutisk effekt. Både udenlandske studier og flere andre danske specialskolers erfaringer har vist, at netop de menneskelignende robotter til socialtræning har god terapeutisk effekt.
Nanna Bohn Hartz mener også, at Zeno kan noget særligt i forhold til at hjælpe Bertram, der let bliver overvældet og ofte er kommet i konflikt i sociale situationer.
Selvom robotten ligner et menneske, er dens bevægelser og mimik sammenlignet med menneskers stereotype og forudsigelige, og det giver et barn som Bertram tryghed i samspillet.
»For Bertram er mennesker meget komplekse at afkode, og derfor er det vigtigt at starte et andet sted, hvor han kan følge med. Jeg selv kan ikke møde ham med det samme smil hver gang, fordi jeg har hormoner, følelser og er påvirket af mit liv derhjemme, eller måske har jeg lige mødt et barn, der var ked af det. Jeg kan se ud på tusind forskellige måder, men Zeno har den samme måde at se glad eller sur ud hver gang. Derfor kan Bertram lettere aflæse ham, og han kan trygt prøve sig selv af i interaktionen,« siger hun.
Som observator til samspillet med Zeno får Nanna Bohn Hartz indblik i, hvordan hun kan arbejde videre med Bertrams udvikling.
Pædagogisk arbejder hun med Lev Vygotskijs teori om ’zonen for nærmeste udvikling’ og tanker om, at ’læring sker i en gensidig social proces’.
»Bertram oplever at være i en social relation med Zeno, og øvelserne er tilpasset et niveau, som ikke er for svært, men som også udfordrer ham, så han hele tiden udvikler sig,« siger Nanna Bohn Hartz.

Et fælles tredje. Pædagogen har videreudviklet de programmer, som Zeno blev leveret med, og skræddersyet særlige forløb, så de passer til Bertram og det, han har lyst til at tale med Zeno om. Hun kombinerer også robotteknologien med analoge billedkort af både emoji-figurer, mennesker og børn, som udviser forskellige følelser, som Bertram skal afkode.
»På den måde lærer Bertram, at vi mennesker kan se bange og glade ud på mange forskellige måder,« siger Nanna Bohn Hartz.
Hun bruger også spejle og udklædning og andre klassiske måder at træne Bertram i at genkende andres og sine egne følelser.
»Robotten kan ikke stå alene og kan aldrig erstatte en pædagog eller en lærer. Den er et pædagogisk hjælperedskab på linje med andre redskaber i værktøjskassen,« siger Nanna Bohn Hartz.
Hun er selv blevet meget fascineret af Zeno, og det er heller ikke tilfældigt, at hun sammen med netop Bertram har valgt at arbejde med robotten.
»Bertram er interesseret i it, teknologi, iPhones og alt sådan noget, så derfor er der en klar motivationsfaktor og interesse fra hans side i Zeno, og det tror jeg er medvirkende til, at den har så god effekt på ham. Her har vi fundet et fælles tredje at mødes om og udvikle vores relation omkring,« siger Nanna Bohn Hartz.
»Om Zeno vil virke lige så godt på en anden, kan jeg ikke sige, men jeg prøver det gerne af,« siger hun.

Robotten Zeno
Zeno er en halv meter høj såkaldt humanoide og ligner en kæk dreng fra en tegnefilm. Han taler 26 sprog og bruges primært i socialpædagogikken – især fordi hans mimik i ansigtet er helt fantastisk. Og så siger han sjove ting til børnene, som for eksempel Jeg kan lide pizza med slik’. Man kan kode sine egne programmer i Zeno, der er amerikansk produceret og koster 30.000-40.000 kroner.