Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 03
Lau blev en helt ny dreng
Lau var indstillet til behandling på børnepsykiatrisk hospital. Han slog, bed og sparkede, og i vuggestuen, havde de opgivet at hjælpe ham. Men efter han har fået den rigtige hjælp via inklusion, er han blevet en helt ny dreng, fortæller hans far
Af: Gitte Rebsdorf
I flere år har Anja og Mads Gudberg
Jensen fra Svendborg og deres nu syvårige datter Thea takket nej, når de er blevet inviteret ud. Parrets søn Lau, der i dag er fire år, var umulig at tage med hjemmefra. Han kunne ikke finde ud af at lege med andre børn. Når problemerne tårnede sig op for drengen, reagerede han ved at slå, bide eller sparke andre børn eller voksne. Derfor blev familien hjemme og kom til sidst til at leve meget isoleret.
Men sådan er det ikke længere.
»Nu kan vi igen tage på besøg hos vores venner. Børnene kan lege, og vi voksne kan snak­ke. Det har vi ikke kunnet i lang tid, men han er blevet en helt ny dreng,« fortæller Mads Gudberg Jensen.
Han har god tid at fortælle om sin søn og den udvikling, som familien har været igennem. Lige nu er han hjemme på ferie fra sit job som sømand. Jobbet er organiseret, sådan han arbejder otte uger og derefter har otte uger fri. Hans kone, der er frisør, må passe sin forretning og kan ikke deltage i interviewet.

Skovlinden. Børn&Unge møder den 38-årige far i børnehaven Skovlinden i Svendborg, hvor hans søn har gået siden august 2010. Det var netop Skovlinden, som kom til at betyde en omvæltning, ikke bare i Laus liv, men i hele familiens liv.
»Efter at Lau er begyndt her, har vi kunnet mærke en forandring fra dag ét. Personalet har en helt særlig måde at tackle børn med vanskeligheder på,« fortæller faderen.
Når han taler om sønnen, bliver hans ansigt blødt ligesom lyset udenfor denne vinterdag i december. Indimellem kniber det med at finde ord, og så skæver han til de papirer, han har taget med, og som ligger på bordet foran ham.

Var opgivet. Problemerne kulminerede i efteråret 2009. Vuggestuen havde bedt om et møde, fordi det gik rigtig skidt med Lau. Han var voldsom over for de andre børn, han kunne finde på at bide og sparke, og det havde personalet svært ved at håndtere, oplevede forældrene.
De havde valgt vuggestuen, fordi storesøsteren Thea havde gået der, og det var de tilfredse med. Men Lau var et andet barn, som krævede meget mere end storesøsteren, fortæller faderen.
»Det virkede, som om de havde opgivet ham. Ofte ringede de efter os og sagde, at han var syg, men når vi kom hjem, var der som regel intet i vejen. Han blev nærmest parkeret i et hjørne. Når de andre børn var ude at lege, blev han ofte efterladt inde, hvor han stod med næsen trykket flad mod ruden,« fortæller Mads Gudberg Jensen.
På et møde med vuggestuen fik forældrene besked om, at der var ’noget galt’ med deres søn, og han blev henvist til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, PPR.
Det kom ikke bag på parret, at deres søn krævede ekstra. Problemerne viste sig allerede, mens Anja var på barsel. Hun kunne ikke tage ud med sin søn, fordi han havde svært ved at klare uvante situationer med mange mennesker. Så Anja måtte indimellem opgive at deltage i sin mødregruppe.

Manglende søvn. Hjemme var der også problemer. Lau sov ikke ordentligt om natten, og det betød, at forældrene nogle nætter kun fik to timers søvn. Om dagen havde de svært ved at få ham til at høre efter. Før Anja og Mads Gudberg Jensen fik børn, havde de aftalt, at de altid skule bakke hinanden op, når det var nødvendigt at rette på børnene, sådan at børnene oplevede, at de var enige. Men nu endte det ofte med, at det hele spidsede til, og de råbte og skældte ud på deres søn.
»Lige pludselig var det ikke bare vores søn, men også hinanden, vi blev sure på og skældte ud. Det gik ud over hele familien, også vores datter, som hele tiden måtte rette ind. Hun elsker sin lillebror, men når hun ville kysse ham, fik hun ofte bare et ordentligt slag eller blev revet i håret,« siger Mads Gudberg Jensen og ryster på hovedet.

Opdragelsen. I maj 2010 bliver familien henvist til behandling på Børne- og Ungdomspsykiatri Odense. Af papirerne derfra fremgår det, at der har været mistanke om, at Lau havde ADHD. Men efter at Lau var blevet undersøgt og havde gennemgået flere forskellige test, fik Anja og Mads Gudberg Jensen at vide, at deres søn havde adfærdsvanskeligheder, men ikke ADHD. Hospitalet udarbejdede en handlingsplan, ikke bare for Lau, men for hele familien. Anja og Mads Gudberg Jensen blev tilbudt træning, så de bedre kunne hjælpe deres søn, og de blev optaget på video i hverdagssituationer, hvor de for eksempel spiste sammen eller legede sammen.
»Vi fik at vide, at vi skulle tale anderledes til ham, og at vi skulle have øjenkontakt med ham. Vi fik også at vide, at vi skulle fortælle ham i god tid, hvis vi skulle noget. I starten var det svært at få at vide, at man skulle blive bedre til at opdrage sit barn. Min kone tog det hurtigst til sig, mens det tog lidt længere tid for mig,« fortæller Mads Gudberg Jensen.

Vendepunktet. Samtidig var sønnen blevet henvist til børnehaven Skovlinden, som arbejder systematisk med at inkludere børn med adfærdsvanskeligheder. Der begyndte Lau i august 2010, og Mads Gudberg Jensen husker første gang, de skulle på besøg i børnehaven. En gartner var i gang med at klippe hækken udenfor. Det var en høj lyd, og Lau reagerede ved at tage fat i et gelænder, som han gav sig til at ruske i.
»Det er en meget typisk reaktion for Lau. Han kan ikke klare høje lyde og reagerer ved at blive voldsom eller gå i panik,« fortæller faderen.
Men det skræmte ikke personalet i børnehaven. Da Lau begyndte, fik han en støttepædagog, som sammen med resten af personalet arbejdede målrettet med at løse Laus problemer. Siden er det gået fremad med Lau. Han sover bedre om natten og er ikke længere voldsom over for andre.
Lige inden familien skulle på sommerferie i år, blev de kaldt til samtale på Børne- og Ungdomspsykiatrien. Og det var et noget overrasket personale, der mødte Lau, fortæller hans far.
»De troede nærmest, at det var en ny dreng, og var målløse over den forandring, som var sket med Lau. Nu har vi fået papir på, at der ikke er mere med ham, og man kan vel nærmest sige, at han er helbredt. Hvis du havde fortalt mig det for to år siden, ville jeg ikke have troet på det.«