Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 14 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Samarbejde med familien gav pote. Hadi kommer hver dag og elsker SFO'en
Flygtningedrengen Hadi drømte om at komme i SFO. Pædagogen Susanne Wøhlk var klar til at hjælpe ham til nye venner og en bedre fritid. Ikke alle flygtningebørn er så heldige.
Af: Steffen Hagemann
Otteårige Hadi er en dreng, der ved, hvad han vil. Lige nu har han fundet noget råddent træ i en sandkasse, og det skal knækkes i så små stykker som muligt. For et år siden ville han gerne gå i SFO. Træet klarer han selv. Han tramper på det overraskende solide træ, til det knækker midt over. Men for at få lov til at gå i SFO havde han brug for hjælp.
For tre år siden flygtede Hadi og hans familie, der er kurdere, fra det borgerkrigshærgede Aleppo i Syrien til Nordirak og siden Tyrkiet. Faren, Ibrahim Abdulmannan, der var privatchauffør i Syrien, kom til Danmark, mens Hadi, mor, storesøster, storebror og lillebror måtte vente på familiesammenføring i halvandet år i en flygtningelejr.
Efter et par måneder i en modtageklasse blev Hadi for et år siden sat ind i en 2. klasse på Dragør Skole, selvom han aldrig havde gået i skole, før han kom til Danmark.
Hurtigt fandt han ud af, at klassekammeraterne gik hen til Strandengens SFO efter skoletid. Hadi ville gerne med, så han dukkede også op. Men her havde han brug for hjælp, for man skal jo være indmeldt i SFO’en for at få lov til at komme der.
Hadi var så heldig, at han kom i en klasse, hvor pædagog Susanne Wøhlk arbejder, samtidig med at hun er på Strandengens SFO. Og hun kunne hurtigt se, at SFO’en havde noget at tilbyde den nye flygtningedreng.
»Han ville så gerne være her. Og SFO’en ville også kunne give ham noget socialt og sprogligt,« fortæller Susanne Wøhlk.
Og det blev hende, som banede vejen for ham. Først skulle hun have fat i en tolk, så hun kunne få en snak med familien.
Ibrahim Abdulmannan skulle have forklaret, hvad en SFO er, fortæller han.
»Vi havde ikke det system i Syrien, så jeg kendte det ikke. Jeg er selv vokset op i et andet system. Jeg havde fobi for skolen, da jeg var lille, for vi fik tæsk. Derfor var jeg nervøs. Da jeg fandt ud af, at forholdene var anderledes her, så faldt jeg til ro,« siger han via den tolk, som Susanne Wøhlk har fået fast tilknyttet familien.
»Jeg havde tiltro til, at det danske system ville passe på børnene,« siger han.
Han er rigtig glad for, at han har givet Hadi lov til at komme i SFO. Drengens sprog er blevet bedre, og han er blevet mere social efter et år i skole og SFO, forklarer Ibrahim Abdulmannan.
»Hadi har fået mange venner. Alle kender ham.«
Hverken Ibrahim Abdulmannan eller hans kone er i arbejde. Han har selv fået en psykisk og fysisk reaktion efter sin flugt og er sygemeldt.
Ikke alle flygtningebørn er så heldige som Hadi, at de kan komme i SFO, viser BUPL’s undersøgelse ’Pædagogen i skolen’.
Flere pædagoger nævner i fritekstbesvarelser i undersøgelsen specifikt flygtningebørn som nogle, der ikke kommer i SFO’en, selvom det for pædagogerne er et helt oplagt tilbud.
’Mange børn fra Syrien meldes ud og går direkte hjem efter skole. De lærer hurtigt dansk og får venner ved at gå i SFO’, skriver en pædagog.
Andre fortæller om flygtningeforældre, der melder deres børn ud, så snart de får arbejde og ikke længere kan have friplads.

Kærester? Susanne Wøhlk glæder sig over, at hendes indsats både har skabt et godt samarbejde med Hadis familie og har givet drengen lov til at gå i SFO.
»Det er bare det bedste, der kunne ske for ham. Han kommer hver dag, og han elsker det,« siger hun.
Det bekræfter Hadi med den selvfølge­lighed, som han navigerer rundt i SFO’ens kaos med, da Børn&Unge kommer på besøg.
Først kører han rundt med Signe, der lige er begyndt i 0. klasse, bag på en mooncar.
De er kærester, mener Signe.
Spørger man Hadi, om han også er Signes kæreste, svarer han:
»Jeg ved det ikke.«
Men han kører galant hen til garagen og henter en anhænger, hvor (måske)kæresten kan sidde lidt bedre, og kører hende så rundt om SFO’en.
»Shit, du kører hurtigt,« udbryder hun.
Hadi runder æbletræerne, som står i SFO’ens forhave.
»Tag et æble til mig,« råber han i forbifarten til en ven, der er kravlet op i æbletræet.

Hadi kæmper. Når Hadi selv skal sige det, er det bedste ved SFO’en at spille PlayStation og Wii. Men det kan man kun om fredagen.
Det ser ikke ud til at tynge ham, at det elektroniske legetøj er gemt væk. Han parkerer mooncaren ved sandkassen og går i gang med at grave. Da han finder det rådne træstykke nede under sandet, er (måske)kæresten Signe helt glemt. Hun bliver dog trofast hængende, selvom Hadi er i gang med en helt anden
leg, der ikke involverer hende. Hadi slår, tramper og kæmper med sit træstykke og ænser knap nok, da Signe bliver hentet.
Som Susanne Wøhlk siger, så er han en fighter: Han kæmper for det, han vil. Han har allerede fået knækket koden til, hvordan man begår sig i skolen, SFO’en, blandt vennerne – og åbenbart også blandt pigerne.
Men da han forsøger at knække sit træstykke i helt små bidder, må han alligevel give op.