Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2005 Nr.: 32
BUPL mener: Lad os glæde os over ansvaret
Skal vi som pædagoger klynke over alt det, der forventes af os? Nej! Vi skal glæde os over, at flere og flere får øjnene op for, at vi ikke bare passer børn, men at vi ud over omsorgen yder et væsentligt bidrag til børnenes udvikling, dannelse, læring og socialisering.
Af: Birgitte Conradsen - medlem af forretningsudvalget
Sensommeren og efteråret byder på en række konferencer, debatmøder og temadage om daginstitutioner, familieliv etc. Deriblandt vores eget Pædagogiske Træf, hvor vi skal høre og udveksle bud på, hvad pædagogerne og den pædagogiske professionalisme kan udrette for børnene. Børnenes liv i institutionerne er virkelig i vælten, når der skal fyldes op i konferencecentrene. Samtidig går der ikke en uge, uden at der dukker en udfordring op i den danske debat, som pædagogerne og/eller lærerne skal tage på sig. I sidste uge var det Socialforskningsinstituttet, som spurgte, om vi ikke lige kan redde udsatte børn fra at traske i deres forældres sociale fodspor? En anden uge bliver vi bedt om at opdrage børnene generelt og særligt med hensyn til sund kost og motion. Vil vi i øvrigt ikke lige sørge for, at børn med psykiske eller fysiske handicap kan være i en almindelig daginstitution? Kravene og forventningerne er mange og store.
Skal vi som pædagoger klynke over alt det, der forventes af os? Nej! Vi skal glæde os over, at flere og flere får øjnene op for, at vi ikke bare passer børn, men at vi ud over omsorgen yder et væsentligt bidrag til børnenes udvikling, dannelse, læring og socialisering. Vi skal glæde os over, at vores uddannelse og vores kompetencer bliver bragt i spil, når det danske samfund diskuterer social arv eller - mere positivt - fremtidens videns- og innovationssamfund. Samtidig skal vi selvfølgelig kræve, at der i højere grad end nu bliver sammenhæng mellem ambitionerne for dag- og fritidsinstitutionerne og de ressourcer, området bliver tildelt. Naturligvis er det frustrerende, når beslutningstagere med den ene hånd kræver ind, mens de skærer ned med den anden. Men klynke over selve ansvaret - det skal vi ikke. Vi har nemlig brug for at blive anerkendte som de børneeksperter, vi er. Vi har brug for, at forældrene ser os som de bedste til at give dem gode råd om deres børns udvikling og opdragelse. Vi har brug for, at de udsatte børn husker den pædagog, der gjorde en forskel. Og vi har brug for at blive taget med i betragtning, når samfundet fastlægger, hvad et godt børneliv er, og hvad der skal foregå i dag- og fritidsinstitutionerne. Hvis de politiske ambitioner og samfundets forventninger til børnenes første år skal indfries, så kræver det en faglighed, som kun pædagoger besidder. Det er i den pædagogiske profession, at den nødvendige viden og de nødvendige færdigheder ligger. Det skal vi glæde os over, at omverdenen i stigende grad er opmærksom på.