Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 29
To år med udsatte børn og kreativitet
I de næste to år vil BUPL dokumentere, at pædagoger er en del af løsningen, når det gælder om at sørge for, at børn og unge ikke marginaliseres.
Af: Vibeke Bye Jensen
Pædagoger kan blive en endnu større del af det forebyggende arbejde, der skal sikre, at børn og unge ikke marginaliseres i den grad, som det sker i dag. Samtidig kan de være med til at fremme, at den kreativitet, som Danmark skal leve af i fremtiden, udvikles i landets vuggestuer, børnehaver, SFO'er og klubber.
BUPL's kongres vedtog, at organisationen de næste to år skal fokusere på, forske i, dokumentere og ikke mindst fortælle omverdenen, hvordan pædagogisk arbejde er løsningen på de store udfordringer for samfundet.
Den indsats kræver mere tid til det pædagogiske arbejde og bedre vilkår for efter- og videreuddannelse. Der er i dag et stort gab mellem det, pædagoger skal og vil løse, og de rammer og ressourcer, der i dag er til rådighed.
Allan Baumann, medlem af BUPL's forretningsudvalg, sagde ved fremlæggelsen af det fremtidige arbejde, at begge temaer er kernen i det pædagogiske arbejde.
"Det er essensen i pædagogers arbejde, at vi arbejder på at forhindre, at børn kommer i ulykke, og at vi fremmer, hvordan de udvikler deres fulde potentiale. Desuden korresponderer vores ambition godt med resten af samfundets opfattelse af, hvad der er vigtigt at fokusere på. Det må jo betyde, at vi har ramt noget, som er væsentligt for andre end os," sagde han.

Mere tid og viden. For at leve op til de udfordringer vil BUPL først og fremmest søge politisk tilslutning til at få ændret grundnormeringsmodellen, så der enten kommer færre børn pr. voksen eller bliver ansat flere pædagoger til de børn, der er.
Desuden skal BUPL sætte sig i spidsen for at få forsket mere i viden om, hvordan den pædagogiske praksis kan forbedres og udvikles. Pædagogerne skal derfor inddrages i et samarbejde med forskningsmiljøer, kommuner og pædagoguddannelsesinstitutioner, så man får gavn af hinandens viden.
I de næste to år tager BUPL's arbejde udgangspunkt i de tre professionsmålsætninger: tid, pædagogers efter- og videreuddannelse og ledernes efter- og videreuddannelse.
Tiden til børnene er en forudsætning for godt pædagogisk arbejde, men også for at kunne bidrage til en bedre indsats over for udsatte børn og unge. Også opdateret viden er en forudsætning for, at det pædagogiske arbejde både udvikles og forbedres.

Kreativitet er arvegods. Flere frygtede, at arbejdet med forebyggelse og kreativitet ikke blev til et projekt for pædagogerne, men kun for BUPL. Derfor pointerede de vigtigheden af, at BUPL selv var kreativ med at finde løsninger, der tager udgangspunkt i pædagogers viden og den daglige pædagogiske praksis.
Blandt andet sagde Lasse Bjerg Jørgensen, medlem af BUPL's forretningsudvalg, at der allerede foregår en masse kreativt arbejde i daginstitutionerne. Han mente, at man ikke skal se bort fra, at klippe-klistre, maling, musik og sang er en del af det pædagogiske fags arvegods.
"Kreativitet skal ikke være midlet til en løsning. Det er målet i sig selv. Vi skal passe på, at vi ikke akademiserer det kreative, men derimod møder det i øjenhøjde med praksis," sagde han.