Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 18 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Jeg får det bare værre
Dorte Stensgaard blev i 2011 sygemeldt med kronisk belastningsreaktion, depression og angst, som har nedsat hendes arbejdsevne til det ubetydelige. Alligevel skal hun arbejdsprøves igen og igen. Det bliver hun mere syg af.
Af: Malene Mølgaard
Det er et uendeligt forløb …«
Dorte Stensgaard sidder ved stuebordet i sin lejlighed i Holstebro. Et lille lyst hjem med trækasser stablet som bogreoler, gamle malede møbler og en lysegrå sofa i hjørnet.
Hun er flyttet hertil fra Thisted Kommune, hvor hun boede med sin familie og havde job som souschef i en daginstitution, indtil hun blev sygemeldt i starten af 2011. Siden har hun ikke været på arbejde. Spørger man de psykologer, psykiatere og sagsbehandlere, som gennem årene har vurderet og vejledt Dorte Stensgaard, så kommer hun højst sandsynligt heller ikke til at arbejde igen.
For næsten syv år siden kollapsede hun indeni.
»Jeg fik hjertebanken, rystede og havde ondt i hovedet. Jeg reagerede langsomt, hvis et barn var ved at falde ned af stolen. Jeg glemte aftaler og lavede dobbeltaftaler. Nogle gange, når jeg kørte på arbejde, kunne jeg ikke huske, hvor jeg var på vej hen,« fortæller hun.
Hos lægen fik hun konstateret alt for højt blodtryk og blev sygemeldt.
»Og så gik det egentlig bare ned ad bakke,« sukker hun.
Hun taler lavt og langsomt. Smiler forsigtigt og venligt, men uden at smilet når op til de brune øjne. Kronisk belastningsreaktion betegner hendes egen læge, psykologer og psykiatere tilstanden, som Dorte Stensgaard lider af efter 11 års stærkt belastende ægteskab med en paranoid skizofren mand. De blev skilt i 2008.
»Vi har tre børn sammen, så jeg levede i det alt for længe,« siger hun selvbebrejdende.
»Samtidig var jeg enormt presset på arbejdet, fordi vi udvidede og havde meget sygdom. Så kollapsede det pludselig, og det hele blev for meget,« fortæller hun.

Skrøbelig. I løbet af de første to år på sygedagpenge var hun i behandling hos psykologer, blev udredt i distriktspsykiatrien og hos en privat psykiater. Allerede her blev Dorte Stensgaards arbejdsevne vurderet som ubetydelig, fordi hun er yderst skrøbelig og har ekstrem lav belastningstærskel.
Selv under minimale krav reagerer hun med angst og panik, udmattelse og mister evnen til at orientere sig, huske og planlægge. Tilstanden er stationær uden andre behandlingsmuligheder end medicin mod angst og depression.
Et forsøg med en virksomhedspraktik på et værested for udviklingshæmmede måtte hun opgive hurtigt, fordi stressreaktionerne og angsten overmandede hende. Det samme skete, da hun afprøvede små pakke- og skriveopgaver på Center for Afklaring og Beskæftigelse i Thisted Kommune.
Hun blev fritaget fra yderligere praktik efter anbefaling fra distriktspsykiatrien, som i en psykiatrisk speciallægeerklæring i 2012 skrev:
’… tendens til forværring i symptomerne, når Dorte føler sig presset, hvilket hun gør i selv skånsom praktik’.
Hendes psykolog gennem flere år anbefalede en vurdering med henblik på førtidspension. Alligevel blev Dorte Stensgaard i 2014 tildelt fem års ressourceforløb af kommunen.
»Efter det, jeg har været igennem, kan jeg ikke se, det er sandsynligt, at jeg kommer
til at arbejde. Altså, jeg har ikke engang kunnet arbejde to timer om ugen! Hvordan skulle jeg så få et job,« spørger hun – ulykkelig over sin situation, som er i stor kontrast til tiden som souschef. Her var hun vant til at agere som blæksprutte, tage mange beslutninger og uden problemer efter en otte timers arbejdsdag at snuppe et tre timers møde, hvor hun gerne kom med et madret eller en kage.
»Kommunen mener, at de ressourcer kan findes frem igen. Der må være noget at bygge på, siger de. Men det ændrer ikke på, hvordan jeg har det,« siger hun frustreret og tilføjer:
»Man bliver mistænkt. Det er svært at ­forklare folk, at man af hele sit hjerte ville ønske, man kunne arbejde. Jeg har altid været en fagligt stolt person, og jeg var god til mit arbejde. Jeg elskede det! Og jeg føler jo ikke, at jeg er så gammel, at jeg burde være færdig med at arbejde. Men det kan bare ikke lade sig gøre.«

Jeg forsvinder. I sommeren 2016 bliver Dorte Stensgaard igen arbejdsprøvet to timer om ugen som medhjælper i en børnehave. Ifølge praktiskstedet møder hun op med de bedste intentioner og stor vilje. Hun bliver tilknyttet en lille gruppe med tre-fire børn. Men efter fire uger må hun give op, fordi hun igen reagerer med voldsom angst, stress, forvirring, hullet hukommelse, orienteringsbesvær og søvnløshed.
»Jeg får rysten og hjertebanken, ondt i hovedet igen,« siger Dorte Stensgaard, som bliver sygemeldt med alt for højt blodtryk.

»Jeg får det værre og værre. Min kæreste siger, at han har mistet meget af mig, fordi jeg forsvinder mere og mere. Hver gang, jeg er blevet presset ud i noget, er jeg aldrig kommet op igen til der, hvor jeg var før. Jeg er bare blevet dårligere,« fortæller hun.
Det bekræftes i en rapport fra Center for Afklaring og Beskæftigelse i Thisted:
’Aktuelt synes Dortes helbred forværret siden sidste praktik. Det vurderes aktuelt ikke muligt at iværksætte beskæftigelsestilbud, som Dorte vil kunne gennemføre’.
»Det her ødelægger både mig og min familie,« siger hun og frygter, at det går ud over hendes evne til at være mor for sine tre teenagepiger.
Derfor vælger hun selv sammen med BUPL at søge førtidspension. Men det afvises, til trods for at hun efter mere end tre år i ressourceforløb ikke har udviklet sig mod at kunne klare en plads på arbejdsmarkedet. Til trods for, at hendes egen læge i januar 2017 vurderer, at tilstanden er stationær, og at der ikke vil ske en bedring. Og til trods for en vurdering fra Socialmedicinsk enhed på Aalborg Universitetshospital i februar 2017:
’Der er ingen yderligere behandlingsmuligheder. Det skønnes meget lidt realistisk, at klienten i fremtiden kan vende tilbage til tidligere arbejdsområde eller kan tilknyttes det ordinære arbejdsmarked på ny’.
I april 2017 får hun yderligere to års ressourceforløb af Thisted Kommune, fordi:
’Rehabiliteringsteamet vurderer ikke, at der i sagen foreligger dokumentation, der utvetydigt underbygger, at Dorte ikke på sigt kan udvikles til at kunne varetage en plads på arbejdsmarkedet – under beskyttede vilkår’.
»Så væltede hele min verden,« siger Dorte Stensgaard, som sammen med BUPL har klaget til Ankestyrelsen.
I håbet om at få nye øjne på sin situation er hun denne sommer flyttet fra Thisted Kommune til Holstebro.
»Jeg havde brug for at gøre noget for mig selv,« forklarer hun.
»Der er jo ingen ro i det her system. Jeg bliver fastholdt i et fuldstændig vanvittigt forløb og har totalt dårlig økonomi, selvom jeg har en god forsikring mod tab af erhvervsevne. Men den har jeg ikke haft glæde af endnu, fordi kommunen modregner, når man er i ressourceforløb. Jeg er så frustreret. Jeg har det faktisk værre nu, end jeg nogensinde har haft det, og få gode dage, hvor jeg føler, at jeg lever og ikke bare overlever.«