Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 17 Børn&Unge som e-paper
Inspiration. Skældud er syre på børns selvværd
Vrede ord og hårdt kropssprog er hverdag i mange institutioner, men skældud er som at hælde syre på børnenes selvværd, mener børneforsker Erik Sigsgaard og Marte Meo supervisor Christina Abildgaard. På workshops dette efterår tilbyder de pædagogerne alternativer til skældud.
Af: Trine Vinther Larsen
Et fritidscenter havde bedt børneforsker Erik Sigsgaard om at evaluere institutionens mange gode projekter. Under et besøg bemærkede han, at en pædagog råbte og skældte ud på børnene.
»Hvad med det der nede i hjørnet, spurgte jeg. De vidste jo godt, hvad jeg talte om, men det var nemmere at søge kronprinsessens fond til et eller andet projekt end at tage fat i den kollega, der råbte for meget. Det var der aldrig blevet rørt ved,« fortæller Erik Sigsgaard, der oplever, at skældud mange steder er tabu.
»Skældud skrives og tales der ikke meget om. Det står jo ikke i nogen virksomhedsplan, at her i huset skælder vi indimellem ud, korrekser lidt på børnene, giver dem lidt skam eller på anden måde manipulerer dem til det, som vi gerne vil have dem til. Men det forekommer,« siger forskeren, der har kaldt skældud ’den hemmelige pædagogik’ og selv skrevet bøger om emnet.
Det er 15 år siden, at hans bog ’Skældud’ udkom, men emnet er fortsat højaktuelt, mener Erik Sigsgaard.
Børn&Unge møder ham til et interview på Professionshøjskolen UCC, hvor han er tilknyttet som forsker. Her finder vi også familievejleder og Marte Meo-supervisor for institutioner Christina Abildgaard.
De to, teoretikeren og praktikeren, har allieret sig og afholder aktuelt en række workshops for pædagogisk personale. Formålet er at bryde tabuerne og finde alternativer til skældud, som hvert fjerde børnehavebarn ifølge en undersøgelse fra 2016 er udsat for.
»Vi vil ikke løfte pegefingre, men hvis vi ikke taler om, at vi indimellem skælder ud i institutionerne, kan vi heller ikke tale om, hvordan vi kan handle anderledes. Jeg vil vove den påstand, at der altid er en anden udvej end at skælde ud,« siger Christina Abildgaard.

Undgå skældud. Børns muskelkoordination er ikke færdigudviklet, og de bliver begejstrede og er på samme tid både impulsive og optagede af deres leg. De kommer derfor ofte til at gøre ting, der kan irritere andre – især voksne. Men når børnene vælter glasset med mælk, afbryder under en samling eller går uroligt på række, skal de ikke skældes ud. De skal guides, mener Christina Abildgaard.
»Hvis man kommer til at skælde ud, er der ofte en irritation i én selv, man ikke har tøjlet. Jeg siger ikke, at det er nemt, men det er muligt at undgå skældud, for ofte er skældud en anvisning, der kommer for sent. Tit ved barnet ikke, hvad den voksne forventede, og derfor nåede barnet at løbe ud på vejen, da det skulle gå på fortovet. Børn vil gerne samarbejde, men de skal guides,« siger Christina Abildgaard.
Erik Sigsgaard er enig, og i de senere år er han blevet glad for ordet ’hjælper’.
»Børn prøver altid og vil så gerne, men det er ikke altid, de kan. Så hvis en pædagog kan se, hvad de er i gang med at lære, og hjælpe dem med det, er det lykken,« siger han.
Christina Abildgaard har et eksempel på, hvad den slags hjælp betyder for børn. Da medarbejderen ’Martin’ skulle stoppe i en daginstitution, var et barn ked af at sige farvel, og han sagde: ’Martin bliver aldrig sur, når jeg gør noget galt. Han hjælper mig altid med at finde ud af, hvordan jeg kan gøre det godt igen’.
»Hvis Martin havde skældt ud, var der bare blevet sat punktum, og drengen havde ikke lært noget, der kunne hjælpe ham videre. Men fordi Martin mødte ham med hjælp, fik han tegnet en sti til, hvordan han kan løse et problem, og næste gang vil han måske kunne løse det selv. Så selvom det er trist at sige farvel til Martin, har drengen fået noget af ham, som kan hjælpe ham resten af livet,« siger hun.

Syre. Skældud sætter ikke bare punktum for læringen, men også for barnets tro på sit eget værd, pointerer Christina Abildgaard.
»Når barnet mærker den voksnes vrede, vil det føle sig fundamentalt uelsket og uønsket. Det er fuldstændig nedbrydende og som at hælde syre på barnets selvværd. En mor fortalte mig, at hendes dreng havde sagt, at ’når du skælder mig ud, så har jeg så svært ved at elske mig selv’. Det beskriver det så præcist, for når et barn oplever, at selv mor ikke synes, at jeg er værd at elske, så må det jo være rigtigt,« siger hun.
Erik Sigsgaard er gennem interview med børn i daginstitutioner stødt på lignende eksempler, hvor børnene fortæller, hvordan de oplever de voksnes skældud. Et barn beskriver, at den voksne har ’lidt sur mund og lidt rynket pande’. En anden siger: ’Så står hun og glor lige ned på den, der har gjort noget’. En tredje forklarer, at ’de voksne står med hænderne knyttede og armene ned langs siden’. Og et fjerde barn oplever den voksne ’så sur som en isbjørn, bare lidt mindre’.
»Børnene beskriver pædagogernes aggressive kropssprog og det vrede toneleje, som var det optaget med verdens bedste filmkamera. De ved præcis, hvad skældud er,« siger Erik Sigsgaard.
Stemmen behøver ikke engang at være hævet, for at børn kan opfange, at de bliver skældt ud.
»De opfatter også en undertone af irritation, og den kan slå lige så hårdt som råb. Jeg har lært meget om skældud af en pige, der forklarede, at skældud er som at slå med stemmen,« fortæller børneforskeren.

Det virker jo. Revselsesretten blev afskaffet for 20 år siden, men mod skældud har børnene stadig ringe beskyttelse. Også selvom en verbal lussing ifølge Christina Abildgaard kan have samme virkning som en fysisk – nemlig at barnet bliver utryg i relationen til den voksne.
»Nogle fortalere for skældud vil sige, ’Jamen, det virker jo’. Men det virker kun på den korte bane og på den måde, at barnet bliver bange og makker ret af frygt. I det lange løb får den voksne bare sværere ved at få barnet til at lytte,« siger hun og nævner, at mange voksne især provokeres til mere skældud, hvis et barn reagerer på skældud ved at stå og smile.
»Men det er en forsvarsmekanisme. Barnet kan kun tænke kæmp eller flygt, og et smil er barnets forsøg på at passe på sig selv, mens det står i den der haglbyge af skældud,« siger hun.
Ofte hører hun også kritikken, at voksne lader stå til, hvis de ikke vil skælde ud. Men hun er uenig.
»I stedet for at skælde ud skal vi voksne tage ansvar for relationen til barnet og for måden, vi kommunikerer på, ved for eksempel at sikre kontakt til barnet, inden vi giver en besked, og tale i et sprog, som passer til barnets forståelsesniveau. Vi kunne kalde det for tryg ledelse,« siger Christina Abildgaard.
Erik Sigsgaard mener også, at fokus må flyttes til den voksnes rolle. Han har bemærket, at både børn og voksne altid kan udpege det barn, der får mest skældud i institutionen.
»I en personalegruppe spurgte jeg derfor, om nogen havde andre erfaringer med en dreng, der fik meget skældud, og så beskrev en pædagog, hvordan han havde taget barnet med hen til æbletræet og siddet og snakket med ham, og dagen var gået helt anderledes. Da jeg senere kom tilbage til institutionen, talte personalet ikke om, hvor dum drengen havde været den dag, men om, hvad de selv havde gjort i den og den konflikt med drengen. Fokus blev flyttet fra drengen over på den voksnes ansvar for barnet, og med tiden blev der skældt markant mindre ud på den dreng,« fortæller han.

Alles ansvar. Selvom Erik Sigsgaard og Christina Abildgaard i deres aktuelle workshops henvender sig til pædagoger, understreger de begge, at ansvaret for, at mange børn i dag får skældud, langtfra kun er institutionernes. Igennem barndommen og ungdommen er børn i dag tvunget til et institutionsliv på 30.000-35.000 timer, og derfor er det også op til de folkevalgte politikere og de borgere, der stemmer på dem, at sikre, at det liv, som institutionerne byder børn og unge, er et godt liv.
»Der er intet land i verden, hvor barndommen er blevet så institutionaliseret, som her i landet. Derfor påhviler der vores børneinstitutioner et særligt ansvar, men alle har et ansvar, når de stemmer ved eksempelvis det kommende kommunalvalg,« siger Erik Sigsgaard.
Han ser på kommunalvalget den 21. november som en mulighed for at tage ansvar for både børns og pædagogers vilkår.
»Kommunalpolitikerne skal vide, at hver eneste gang, de øger gruppestørrelsen med et eller to børn, så stiger mængden af skældud med 10 eller 20 procent. Men man kan stemme på nogle, som vil sætte gruppestørrelsen ned og forbedre normeringen i daginstitutioner og på skoler,« siger han.
Han er i gang med en undersøgelse af, hvordan det hårde pres på daginstitutioner og den megen skæld ud også påvirker pædagogers selvværd dybt.
»En siger, at hun ’føler et tryk i hjertet’, en anden ’føler sig mislykket’ og en tredje ’føler afmagt’, fordi hun ikke ved, hvordan hun skal klare det på anden vis,« fortæller Erik Sigsgaard.
Også Christina Abildgaard fremhæver, at for at undgå skældud kræver det overskud og nærvær, hvilket savnes i mange institutioner, hvor pædagoger ofte står alene med 17 børn, viser en BUPL-undersøgelse.
»Ingen pædagoger siger, ’nøj, hvor skal jeg hen og skælde ud i dag’, men de er overudfordrede, og så kan det ske for den bedste. Det har så vanvittig stor effekt på hele arbejdsmiljøet og stemningen i institutionen. Vi må alle hjælpe til med at stoppe det,« siger hun.

Tag til workshop
Børneforsker Erik Sigsgaard og Marte Meo-supervisor Christina Abildgaard vil i en workshop for pædagogisk personale undersøge ’Hvad er skældud?’, ’Hvornår skælder vi ud?’, ’Hvordan oplever børn det?’ og ’Hvad kan vi gøre i stedet’. Find information om workshops i København, Odense, Aarhus og Tórshavn på Facebook ved at søge på titlen ’Skæld mindre ud i institutionen’.