Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 10 Børn&Unge som e-paper
TEMA: Sådan er pædagogerne splittede. Paradokser påvirker
pædagogernes praksis.
Gennem interview med 85 pædagoger har Christian Aabro analyseret sig frem til, at pædagogerne oplever mindst syv paradokser i deres arbejde med pædagogiske koncepter.
Af: Mikkel Kamp
1. Ejerskab vs. abonnement
På den ene side opfatter pædagoger koncepter som vedkommende for praksis, meningsfulde og noget, de integrerer i hverdagen. De tager ejerskab over dem. På den anden side opfatter de dem som noget, de har et midlertidigt abonnement på. De opfatter koncepterne som noget ustabilt, man ikke kan være sikker på, hvad går ud på, eller hvor længe, man skal arbejde med dem. Derfor tager de ikke fuldt ejerskab over dem.

2. Anerkendelse vs. mistro
Koncepter giver pædagoger en følelse af anerkendelse, når de samarbejder med andre faggrupper, og når de kommunikerer med forældre. Deres arbejde bygger i højere grad end tidligere på systematisk indsamling af information. Og det giver en følelse af øget status og legitimitet. På den anden side siger de samme pædagoger, at koncepterne er der på grund af en grundlæggende mistillid til deres faglighed. De opfatter koncepternes tilstedeværelse som en underkendelse af, at de er i stand til selv at træffe fagligt forsvarlige valg.

3. Sikkerhed vs. usikkerhed
Pædagogerne oplever, at koncepternes systematik ofte betyder, at de er gået fra at tro, at tingene hænger sammen på en bestemt måde, til at vide, hvordan tingene hænger sammen. Det bygger på fakta, når de for eksempel fortæller om, hvordan et barn fungerer i børnegruppen. Det er en slags kvalitetssikring. På den anden side synes koncepterne samtidig at skabe nye former for usikkerheder, fordi de udstiller, at det ikke kan lade sig gøre at indfange en kompleks pædagogisk praksis i forenklede former. Pædagogerne tvivler på, at det overhovedet er realistisk at spejle praksis nøjagtigt. Samtidig har det vist sig, at koncepterne ofte bruges forskelligt. Det skaber usikkerhed om, hvorvidt man handler korrekt i forhold til konceptet.

4. Det individuelle vs. det kollektive
På den ene side opleves koncepterne at byde sig til som et individuelt fagligt match, som enten understøtter eller ­afviger fra den enkelte pædagogs etablerede meningsfulde pædagogik. Nogle oplever en proces, hvor de finder deres egen form og mening i forhold til konceptet – enten individuelt eller stuevis.
På den anden side beskriver mange håndteringen af koncepter som en langt mere kollektiv proces. Man tager kollektivt stilling til, om det giver mening, og nogle taler om, at koncepterne sætter en fælles ramme og skaber et fælles sprog og en ’fælles gåen i takt’, som betyder, at pædagogerne sammen kan sparre og reflektere.

5. Handlekraft vs. handletvang
Når koncepterne virker meningsfulde, og pædagogerne kan se, at de virker, tilfører de energi og handlekraft. Pædagogerne kan se, at der sker noget, hvilket åbner for nye initiativer, og personalet får ofte ny viden på kurser eller konferencer.
På den anden side oplever de også koncepterne som endnu et pålæg, som skal udføres, uanset om pædagogerne selv finder det muligt eller relevant. De opfatter det som en ’skal-opgave’ og som et udtryk for handletvang, hvor de ikke selv er blevet spurgt eller taget ordentligt i ed.

6. Det langsigtede vs. det kortsigtede
Det er et gennemgående træk, at et koncept helst skal udmærke sig ved umiddelbar tilgængelighed, uden at det er nødvendigt med lang forberedelse. Knappe ressourcer gør, at der er sparsom tid til, at pædagoger bruger forberedelsestid på og sætter sig ind i for komplekse koncepter. Det efterlader kolleger med ekstra arbejde og reducerer samvær og nærvær med børnene. Så systemerne skal helst kunne fungere med det samme.
På den anden side påpeger mange, at langsigtede investeringer er afgørende for, om konceptet overhovedet giver mening. Koncepterne er skabt i en anden kontekst end en institution. Derfor er det afgørende at skabe tid og rum til, at konceptet indarbejdes i institutionens arbejdsgange og hverdagspraksis.

7. Det skærpede pædagogiske blik vs. det reducerede pædagogiske blik
På den ene side synes koncepterne at skærpe det pædagogiske blik på børnene, fordi de systematiske registreringer er med til at synliggøre det enkelte barn og det enkelte barns udvikling. Derudover skærper koncepterne belæggene for pædagogiske interventioner i forhold til børn med særlige behov.
Men på den anden side lader det til, at koncepternes systematikker samtidig reducerer pædagogernes blik på børnene. Pædagogerne oplever, at koncepterne reducerer samværet og nærværet med børnene, men også at konceptet kun tilbyder bestemte perspektiver og tydningsmuligheder for pædagogen, selvom pædagogen udmærket ved, at barnet er langt mere og andet end det, målekategorierne indikerer.