Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2004 Nr.: 39
Orker og elver
Rollespil har bredt sig i de danske institutioner inden for de sidste tre til fire år, men hvad er det egentlig, og hvilke pædagogiske gevinster ligger der i spillene? Pædagog Lars Andersen og Claus Raasted har skrevet en bog til begyndere om rollespillets pædagogiske muligheder
Af: Stine F. Mathiasen
Nogle gange er han Olik Orkjæger. Armbrøstskytte, røver og bandit. Enfoldig og stum, men også grisk og hård. Andre gange er han Portvagten Korgaz, der desperat forsøger at holde orden i Ørnebys gader. Han finder ofte sammen med Sorte Otto. Baron, gudsbespotter og hærfører. Brutal, frygtløs og med et strejf af vanvid.
Olik Orkjægers officielle og mere almindelige navn er Lars Andersen. Kunstmaler, pædagog og nu også forfatter. Sorte Otto er hans medforfatter Claus Raasted. Bogen handler om den verden, som Olik Orkjæger og Sorte Otto hører til. En verden med monstre, orker, elver, sværd og borge. Olik og Otto er nemlig navnene på de figurer, som Claus Raasted og Lars Andersen bliver, når de spiller rollespil, og deres nye bog hedder "Rollespil for børn og voksne". Claus Raasted lever af spillene gennem store og små projekter blandt andet i institutioner, og Lars Andersen spiller rollespil med børnene i Engelsborgskolens SFO i Lyngby, hvor han arbejder på deltid.
Og de er langt fra den eneste institution i landet, der indimellem drager til en anden verden og kaster sig ud i store slag og taktiske forhandlinger. Rollespil har bredt sig med lynets hast i landets institutioner indenfor de sidste tre til fire år. Det hele startede som, hvad Lars Andersen betegner som en "nørdehobby for voksne" for 15-20 år siden. På det tidspunkt var rollespil noget, der foregik ved et bord med bræt, kort og terninger. Men de spil blevet taget med ud i skoven og gjort virkelige, og derfor hedder denne form for rollespil ude i naturen egentlig også live-rollespil. Voksne mødtes - og gør det stadig - for at spille store live-rollespil i naturen. De påtager sig en rolle og lever sig ind i en historie, hvor der skal kæmpes og lægges strategiske slagplaner i kampen mellem det gode og det onde. Siden blev det ligeledes en fritidsinteresse for børn og unge. Og nu er det altså også taget ind som pædagogisk redskab i landets institutioner.
"Min fornemmelse er, at i hovedstadsområdet spiller hver anden institution rollespil nu, og det er kommet meget hurtigt inden for de sidste år. Det er bragt ind i institutionsverdenen af pædagoger, som spillede selv i fritiden," siger Lars Andersen, der sidder i sit rollespilsværksted i SFO'en i Lyngby.
Hans fornemmelse for den store udbredelse bakkes op af en Gallup-undersøgelse foretaget af Danmarks Naturfredningsforening i år. Den viser tydeligt, at rollespil er blevet en af de danske børns mest populære fritidsbeskæftigelser. Otte procent af de adspurgte børn, som var mellem 10 og 14 år, svarer således, at de har spillet rollespil indenfor den sidste måned - det svarer til hvert tolvte barn. I almindelige tal betyder det, at 27.000 børn mellem 10 og 14 år har spillet rollespil i naturen. Dermed er der væsentligt flere, som dyrker rollespil end traditionelle idrætsgrene som tennis og basketball. Ifølge Danmarks Idræts-Forbund er der i år 7.088 unge under 18 år noteret som aktive basketspillere, og 19.983 børn og unge spiller tennis. Til gengæld er der stadig lang vej til de mest populære sportsgrene. Fodbold har i år 184.482 aktive spillere under 18 år, og håndbold kan notere 80.375.
Men ifølge Lars Andersen er tallet for børn og unge, der spiller rollespil, potentielt endnu større end undersøgelsen reelt viser:
"Det er stadig meget et storbyfænomen, og hvis man kigger regionalt på undersøgelsen, så er der for eksempel 19 procent af børnene i Frederiksberg Kommune, der har prøvet rollespil, og i Ribe er vi tæt på nul. Der bliver spillet rollespil fra børnehavealderen og op til voksenalderen, så potentialet er selvfølgelig større, end når man kun regner de 10 til 14-årige med. Formodentlig er det reelle tal noget, der ligner 50-60.000."
På Københavns Pædagogseminarium har de også opdaget rollespillets kvaliteter. Her er seminarielektor Jan Carstens begyndt at undervise sine studerende på linjefaget bevægelsesfag i spillene.
"Rollespillene er eksploderet, og det vil vokse voldsomt inden for de næste 10 til 15 år. Vi ser tilløbere og tiltag forskellige steder, og alle de referater, jeg har fået fra praktikere, som bruger rollespillene, fortæller, at praktikerne i institutionerne er mindst ti år forud for forskerne. Der er ikke skrevet kvalitetspædagogisk forskning om rollespil, så vi savner nogle, som kigger på det ikke som et event, men som en del af børns legekultur, for det er det blevet."

Rolleleg er blevet til rollespil. Forskning eller ej, så har rollespillene i hvert fald udviklet sig til at blive en af de dominerende aktiviteter i især klubber og skolefritidsordninger. Der er forskellige bud på, hvorfor det er gået den vej, og Lars Andersens bud ligger i forlængelse af Bertil Nordahls bog "Tarzan i damejunglen":
"Hele opgøret omkring feminiseringen af institutioner, sat på skrift af Bertil Nordahl, der handlede om, at drenge kom i nogle små pussenuttede institutioner, satte gang i en tanke, om at der også skulle være noget for drengene. Det blev et mål, at drengeaktiviteter også skulle fylde noget i institutionen, og der skulle være plads til de vilde drenge, og der var rollespil og våbenværksteder jo et meget drenget alternativ," siger Lars Andersen.
Men han er heller ikke i tvivl om, at dillen er blevet kraftigt forstærket af det Ringenes Herre-univers, som er blevet udbredt med filmene. De tre lange film, som har opslugt børn og voksne i en verden med riddere, orker, elver, hobitter, sværd og store slag, har i voldsom grad skabt en ny verden for børn. En verden, hvor sejr betyder overlevelse, og hvor nederlag betyder, at man må give slip på sit rige.
Jan Carstens mener, at interessen for rollespil er steget som et resultat af udviklingen i børns legevaner.
"I vores kulturkreds holder børn op med at lege traditionelle lege og med traditionelt legetøj i en stadig yngre alder, og det er jo noget, der bekymrer legeforskere og pædagoger. Legetøjsbranchen har måttet skifte gear og laver nu elektronisk teenage-legetøj til børn helt ned til børnehavealderen. Men børnene er jo ikke færdige med at lege på trods af legetøjsudviklingen, så det, der er sket nu, er, at en hel generation af børn har kastet sig over den rolleleg, som man tidligere lavede helt spontant omme bagved. Den oprindelige rolleleg er blevet til rollespil."
Lars Andersen selv kom i gang med rollespillene ved en tilfældighed, og våbenværkstedet i Lyngby, hvor skjolde og sværd nu pryder væggene, var oprindeligt noget helt andet. Lars Andersen er nemlig kunstmaler, og da han begyndte på fritidshjemmet, havde han nogle ganske bestemte ideer om kreativitet og børn, som han gerne ville udleve gennem malerprojekter med institutionens børn.
"Kreativitet betyder jo egentlig innovation. Altså evnen til at få nye ideer og udføre dem. I det pædagogiske fag er der kommet en æstetisk dimension ind over, som ikke bør være der. Kreativitet er mange steder blevet til sådan en "klippe og klistre efter form"-ting. Jeg var meget opsat på at bruge malingen til at introducere nogle nye måder at tænke på og overskride ens egne grænser for ting. Men det er svært, når man har med fritidshjemsbørn at gøre, for deres motorik er ikke god nok til, at de kan lave det, de gerne vil. De er gode nok, men det drukner i forsøget på at lave æstetik, og i min verden har æstetik intet med kreativitet at gøre," siger Lars Andersen.
For tre år siden begyndte de i en af de øvrige tre institutioner tilknyttet Engelsborgskolen at spille rollespil, og Lars Andersen kom med nærmest ved en fejl. Men det viste sig at være en udmærket fejl.
"Da jeg havde gået og luret lidt på rollespillene, opdagede jeg, at nogle af de effekter og resultater, som jeg gerne ville opnå gennem mine malerprojekter, fik man forærende meget let gennem spillene. I rollespil tvinger man hele tiden børnene til at overveje, hvad der foregår nu, og de bliver nødt til at tænke i nye retninger hele tiden. I min verden er det vigtigt, at børnene hele tiden må forholde sig til en masse hvad nu hvis'er. Så for mig var det egentlig opfyldelsen af det, som jeg gerne ville opnå med malerværkstedet, som pludselig viste sig meget lettere at opnå gennem rollespil, så mit malerværksted måtte gennemgå en mindre ombygning."

Mange forskellige roller. Lars Andersen siger tit "i min verden", og når han fortæller om spillene, Olik Orkjæger, kostumerne og monstrene, forsvinder han næsten i den verden. Stemmen bliver ivrig, og han associerer hurtigt fra en oplevelse til den næste. Men det er ikke kun Lars Andersens verden. Det er i høj grad også børnenes, og de vinder meget af turene i skoven.
"Først og fremmest kommer de ud i naturen, og det er jo en kvalitet i sig selv. Samtidig giver det dem også meget hele tiden at skulle tænke i nye retninger. Vi lever jo i et samfund, hvor det bliver vigtigere og vigtigere at være omstillingsparat, fordi tingene ændrer sig hele tiden, og derfor er det også et realistisk bud, at fremtiden vil kræve individer, der mestrer denne omskiftelighed. Rollespillene træner børnene i at kunne sætte sig ind i nye situationer ved at prøve det," forklarer Lars Andersen.
Seminarielærer og konsulent på København Social pædagogiske Seminarium Marianne Svanholt har studeret en gruppe børn, der spillede rollespil uden voksenindblanding, og hun så, at aktiviteten udvikler børnenes evne til at fungere socialt. De forsimplede sociale relationer, som indgår i rollespillet, hjælper socialt hæmmede børn til at lære noget om de mere komplekse relationer, der styrer livet udenfor spillet. Et eksempel på det er et venindepar, som dukkede op til rollespillet. Den ene var en lille tyk pige med mange talenter. Hun havde for eksempel skuespillertalent, men hun var socialt kejtet. Hendes veninde var meget lang og tynd og havde lidt særlige interesser.
"De stod begge udenfor det traditionelle pigefællesskab, men i forbindelse med rollespillet foldede de sig ud og kom med mange gode ideer til det fiktive univers. Så de blev integreret og respekteret i gruppen, og der blev skabt nogle nye kontakter. De to piger fik lov til at være i nogle roller, der passede til dem, hvor nogle af deres særlige kompetencer, der til dagligt bliver opfattet som lidt sære eller ikke noget værd, pludselig får værdi og bidrager til et fællesskab. Pigerne lærte, hvordan de kan indgå i relationer, som de ellers har holdt sig fra før, og det får en positiv afsmitning på livet udenfor," fortæller Marianne Svanholt.
Lars Andersen bruger også de forskellige roller, som børnene vælger eller tildeles som et meget bevidst pædagogisk redskab, når de spiller rollespil i Engelsborgskolens SFO.
"For eksempel kan man sætte børn, der ikke bestemmer en pind til hverdag, til at være konge, eller de dominerende børn til at være en tigger uden rettigheder. Erfaringen af at prøve den meget anderledes rolle kan give børnene indlevelse og perspektiv. I rollespil føler man det jo på sin egen krop. Der kan pludselig være nogen, der råber af dig, hvor du måske er vant til, at det er dig, der råber af andre," forklarer han.
Også pigerne i institutionen får meget ud af at få prøvet nogle forskellige roller af.
"Hvis man som 3. klasses-pige, som jo ellers ofte er nogle rigtige prinsesse-fnidder-piger, bare en gang imellem får lov til at rende rundt og råbe og slås og ikke være struktureret, så prøver de en helt anden side af, som også er lidt voldsom, men det er garanteret en oplevelse, som de kan tage med hjem, for de har det jo i sig. Jeg tror, de vinder på ind imellem bare at få lov til at køre det helt ud."
Og selv om de roller, som børnene vælger, ofte kan virke som en modsætning til barnet til hverdag, så kan det godt være, at det er, fordi barnet faktisk har en anden opfattelse af sig selv end omgivelserne, forklarer Jan Carstens:
"Man kan sige, at den rolle, man spiller, ofte ligger tættere på ens personlighed end den placering, man har fået i kammeratskabsgruppen. Det ser vi også, når det lille forsigtige barn bliver den farlige røver, fordi han har lyst til at være den stærke og dominerende."

En længere lunte.Nogle pædagoger og forældre er nervøse for, at de mange kampe og våben i rollespillene er med til at åbne en verden af vold og aggressioner for børnene. Lars Andersen ser nærmere våbnene og slåskampene i rollespillene som en måde at øge børnenes evne til at styre temperamentet.
"Min opfattelse er, at man må erkende, at man har aggressionerne i sig. Lysten til at slås og gå amok ligger latent i alle, og jeg tror, at børn og unge bliver mindre vilde og voldelige af at spille rollespil, for det er en god måde at komme ned og mærke den side af sig selv. Kontrollen ligger i, at man har mærket det og lært den side af sig selv at kende," siger han og forklarer yderligere, at han føler, at de har fået en stopklods på nogle af de mest temperamentsfulde børn i institutionen:
"De drenge, der er lidt for voldsomme, og som typisk, hvis de bliver skubbet på gangen, vil vende sig om og vappe ham, der gjorde det, en, kan man arbejde med gennem rollespil. Når børnene spiller, tænker de anderledes. Hvis Peter slår mig, så ved jeg jo, at det ikke er Peter, men måske en ork, der slår mig, så inden jeg bare vender mig om og slår tilbage med mit sværd, så tænker jeg mig lige om," forklarer Lars Andersen og fortsætter:
"I rollespil bliver du hele tiden udsat for en masse fysiske ting, som vil få dig op og blinke i det røde felt, hvor du i dagligdagen ville gå amok. Men gennem rollespil kan man blive bedre til at få den tankevirksomhed, som sker, når du bliver hidsig tilbage til normalt niveau. Så næste gang nogen kommer til at skubbe på gangen, så kan de drenge, som normalt ville eksplodere, godt vende sig om og tænke: "okay, det var måske ikke med vilje. Jeg behøver ikke at slå tilbage". Det er lidt lige som gamle dages "tæl til ti". Man kan lave nogle stopklodser og gøre de her drenges lunte lidt længere."
Rundt om Lars Andersen ligger der rollespilsvåben i alle former og farver. Orkeøkser, riddersværd, elverbuer, små knive, og på væggen i rummet danner skjold i alle farver og med forskellige tegn og illustrationer en dekorativ kant hele vejen rundt under loftet. Det hele er lavet af børnene selv. Og våbenproduktionen er en hel historie i sig selv. Man kan lave nogle nemme våben af blandt andet liggeunderlag og gaffatape. De sværeste våben at lave er af latex. Det er gummi, som er flydende, når man arbejder med det, men som i tør tilstand giver en stærk overflade, der er blød og gummiagtig. Det er meget udfordrende for børnene selv at lave disse våben, og det har en stor positiv sideeffekt.
"Det tager en niårig dreng et sted mellem 20 og 30 timer at lave en latexøkse. Intensivt, hvor han skal sidde stille. Jeg har 3. klasse-drenge, der laver latex-våben, og de sidder stille i op til tre timer ad gangen, for det kræver virkelig, at man koncentrerer sig. Jeg tror ikke, at jeg kunne finde ret meget andet, som kunne få de her knægte til at koncentrere sig i samme grad. Jeg hører jo ovre fra skolen, at nogle af de her børn har koncentrationsproblemer og tænker: så er det da meget godt, at han sidder helt musestille i tre timer hver tirsdag og laver sværd i to måneder," siger Lars Andersen og beundrer et sværd i sin hånd.

Begynderbogen manglede. Ved spørgsmålet om alt det her med rollespil ikke bare er en dille, som går over ligesom yoyoen og Turtles, ser Lars Andersen et kort øjeblik nærmest fornærmet ud og svarer:
"Jeg tror, at der er så mange ting i det. Lige nu er vi i den her Ringenes Herre-verden, og jeg ved ikke, om det er i den form, det fortsætter, men det er tydeligt, at det udfylder et behov, som er stort. Og det er tydeligt, at i de institutioner, hvor man prøver det, der falder det ned et sted, hvor der mangler noget, måske qua "Tarzan i damejunglen". Så hvis behovet bliver ved med at være der, som jeg tror, det gør, så bliver rollespillene der også."
Jan Carstens giver ham ret:
"Det vil bare blive endnu større, og i det omfang man kan få relevant dokumentation, så håber jeg også, at nogle af de hypoteser, som vi har omkring det i dag, kan blive veldokumenterede. Rollespil kan pædagogisk bruges til så mange ting, og det er muligt forholdsvis let at integrere det i en almindelig institution. Det passer rigtig godt i vores institutionsramme, fordi vi har alle de kreative redskaber. Det eneste, jeg ikke har set flettet ind i rollespillene endnu, er musikken, og det er jo langt fra umuligt. Man kan hele tiden udvikle rollespillene."
Lars Andersen og Claus Raasteds nye bog "Rollespil for børn og voksne" er en del af denne udvikling. Den skal hjælpe pædagoger rundt omkring i landet i gang, hvis de går med en drøm om at spille rollespil med børnene på deres institution.
"Vi startede med, at vi ville lave en rigtigt avanceret bog. Vores første tanke var, at nu ville vi lave den endelige bog om rollespil. Men som vi gik i gang med forarbejdet, opdagede vi, at det slet ikke var det, der manglede. Nogle institutioner er heldige og har en voksen, som måske spiller rollespil i fritiden og kan tage det med ind i institutionen. Men hvordan skal de andre institutioner komme i gang? Hvor skal de gå hen?"
Lars Andersen besvarer sit eget spørgsmål ved at sige, at der findes ikke nogen bog eller noget sted, hvor man som nybegynder kan få hjælp til at komme i gang.
"Vi opdagede, at det var "startbogen", som manglede. Så vi skippede alle vores højtflyvende ambitioner og har lavet en begynderbog, der udover historien omkring rollespil indeholder nogle guides, der er testet på folk, som aldrig har prøvet det før. Vi bruger som den første bog for eksempel 24 sider på, hvordan man laver sværd, for hvor skulle pædagogerne vide det fra? Med bogen håber vi, at vi ruster pædagoger i hele landet, så de kan komme i gang med rollespil."


Hvad er rollespil?
Forestil dig et teaterstykke uden manuskript og tilskuere, hvor alle har en rolle, men ingen handling er fastlagt. Sådan beskriver Lars Andersen og Claus Raasted rollespil i starten af deres bog "Rollespil for børn og voksne".
Levende rollespil er en form for improvisationsteater, hvor deltagerne påtager sig forskellige roller og sammen fortæller en historie. De fleste rollespil er fælleslege, som tager udgangspunkt i riddertiden- tilsat lidt eventyr, noget uautoriseret mytologi, hjemmestrikkede historier og sidst, men ikke mindst en god del polstrede rollespilsvåben.
Alle deltagere spiller forskellige roller, så længe spillet varer. Nogle kan være noble riddere, der kæmper for at bevare kongedømmet. Andre kan være nederdrægtige skurke med sorte sjæle og skarpe tunger. Og nogle vælger måske at spille fredelige handelsmænd, der sælger alt fra brød og våben. Børn vælger dog som oftest at spille roller som helte eller skurke i en eller anden forstand - grusomme orker som dem fra Ringenes Herre, smukke elverpiger eller modige helte. Arrangørerne skaber en ramme for historien, og man vælger som spiller en rolle, der passer ind.
Kilde: "Rollespil for børn og voksne" af Lars Andersen og Claus Raasted, forlaget Frydenlund.

Rollespil for børn og voksne
Claus Raasted og Lars Andersens bog "Rollespil for børn og voksne" har en dobbelt målgruppe bestående af forældre og pædagoger. Bogen er en begynderbog, som fortæller, hvad rollespil er, hvorfor det fascinerer børn, og hvad man som pædagog kan gøre gennem spillene. Samtidig er der grundige vejledninger i, hvordan man laver våben, dragter og historier. Kort sagt er det en gør-det-selv-guide til, hvordan du kan komme i gang med at lave egne rollespil og en mængde gode råd og tips til dem, der laver eller gerne vil i gang med at lave rollespil på institutioner.
"Rollespil for børn og voksne" af Claus Raasted og Lars Andersen, forlaget Frydenlund.