Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 48
BØRN AF PSYKISK SYGE - Mor hele livet
Luisa havde ikke tid til at gå i børnehave. Hun skulle købe ind, stryge farens skjorter og passe lillebroren. For hendes mor var depressiv og rejste sig sjældent fra sofaen. Først efter mange års psykologhjælp og morens død har Luisa mod på selv
at være mor.
Af: Trine Vinther Larsen
Det er sen eftermiddag i et parcelhuskvarter i Hvidovre, og det hjemmelavede skilt i hoveddørens vindue står omgivet af varmt lys fra entreen. Med sirligt svungne bogstaver står den lille families navne på skiltet: Luisa, Jan og Clara. Luisa har orlov for at passe sin et-årige datter, og Børn&Unge er på besøg for at høre om Luisas liv som mor. Et liv, der startede langt tidligere, end det gør for de fleste.
Hun fyldte køleskabet op. Hun klædte sin lillebror i tøjet. Hun strøg farens hvide tjenerskjorter. Og hun administrerede drikkepengene, han kom hjem med. Luisa var bare fem år gammel, og hun troede, at sådan var det at være barn. For hun så aldrig, hvad andre børn og deres forældre gjorde. Hendes familie havde levet isoleret, siden moren blev ramt af en dyb depression og ikke kunne overskue andet end at ligge på sofaen hele dagen. De kom aldrig ud, vennerne var gledet bort, og faren havde begravet sig i arbejde. Der var kun Luisa til at holde styr på hjemmet, og den lille pige tilpassede sig hurtigt rollen som mor for både moren og sin tre år yngre lillebror. Hun var tilmeldt en børnehave, men kunne ikke lide at være der, for hvem skulle så sørge for tingene derhjemme.
»Der var ikke tid til at lege. Husarbejdet åd al min energi. Hvis jeg bare var stille, lyttede til mors beklagelser og sørgede for, at der var rent og pænt, så var ordenen opretholdt. Så blev mor ikke så ked af det. Så var vi en familie. Jeg vidste jo ikke, at det var unormalt, at en mor lå på sofaen hele dagen og flyttede rundt på møblerne om natten,« siger Luisa.
I dag er Luisa Bon 36 år. Og hendes forkvaklede barndom, med en manio-depressiv mor og en fraværende far, har gjort det svært for hende at finde ud af, hvad hun selv vil med livet. Lige siden teenage-årene har hun kæmpet med at finde sine egne følelser og behov, og først efter hendes mors død for to år siden har hun fået mod på at stifte familie. I dag er hun mor til et-årige Clara.
»Det er først nu, hvor jeg ikke skal tage ansvar for mor, at jeg har turdet få mit eget barn. Jeg vil for alt i verden ikke gentage det mønster, jeg kommer med," siger Luisa.«

Clara skal i vuggestue. Luisa får aldrig sin tabte barndom tilbage, men mange timers bearbejdelse med en psykolog har hjulpet hende ud af morens depressive verden. Hun kan nu se, hvad det var, hendes mor ikke kunne give hende, men som hun ønsker at give til sin datter.
»Jeg er vokset op med en mor, som ikke påtog sig rollen som mor. Jeg skulle lytte til hende, når hun var deprimeret. Og jeg holdt hende i hånden, da hun havde slugt et helt glas stesolider, og vi ventede på ambulancen, mens far sad nede i stuen. Jeg manglede mindst én rollemodel,« siger Luisa, som bevidst har valgt kun at få et barn.
»Min opvækst har gjort mig meget følsom, og der skal ikke så meget til, før jeg bliver stresset eller slået ud. En mor skal være stærk, og jeg er bange for ikke at kunne klare at opdrage to børn,« siger Luisa.
En anden ting, hendes egne forældre ikke gav hende, er viden om, hvordan man overhovedet begår sig i verden. Hvordan man skaber en familie, og hvordan man er sammen med andre mennesker.
»Der kom jo ingen i huset, og jeg følte ikke, jeg havde behov for at have venner. Mor var altid vigtigere end mig, og hvis hun havde det dårligt, så havde jeg det også dårligt. Jeg nærmest var hendes følelser, og det tog en masse af min energi, som jeg kunne have brugt til at være sammen med andre mennesker,« siger Luisa.
Hun har besluttet, at Clara skal gå i vuggestue, så hun kan udvikle sig sammen med jævnaldrende og andre voksne. Selv glæder Luisa sig til forældresamarbejdet og forestiller sig en snak med pædagogen om Claras udvikling, når hun henter hende om eftermiddagen.
»Jeg ville selvfølgelig blive nervøs for ikke at være en god nok mor, hvis en pædagog spurgte til problemer i familien. Men selv ville jeg jo ønske, at nogen havde opdaget, at mor var syg,« siger Luisa.
Hun synes, at daginstitutioner skal turde gå mere ind i familien.
»Hvis de taler med forældrene, når de ser, at barnet ikke kommer, eller at barnet isolerer sig og måske skynder sig hjem for at passe moren, så kan de måske redde et barn fra en barndom som min. Og hvis der ikke er problemer i hjemmet, så kan de jo bare trække sig igen,« mener Luisa, der ville ønske, at nogen havde hjulpet hendes mor og fået øje på hende selv og hendes lillebror.
»For børn er simpelthen så hjælpeløse og så sårbare,« siger Luisa.

Usynlige børn. Men Luisa var ikke nem at få øje på. Udadtil var der ingen problemer. Hun havde en god veninde i skolen, som larmede nok for dem begge to, og hun havde altid sine lektier i orden.
»Det betød meget for far, at jeg var dygtig i skolen. For ham var det et tegn på, at tingene fungerede derhjemme,« fortæller Luisa.
Også moderen pyntede på virkeligheden. I sine maniske perioder kom hun hjem med fine, dyre møbler, selv om familien ikke havde råd til det.
»Tingene skulle jo være perfekte på overfladen, så det var vigtigt, at møblerne havde et eller andet arkitektnavn og havde kostet vildt mange penge,« fortæller Luisa.
Og i de minutter, moderen skulle være sammen med andre mennesker, var hun så god til at mande sig op, at hun blev betroet at passe Luisas veninde.
»Mor gik jo hjemme hele dagen, og de vidste jo ikke, det var fordi, hun var syg,« siger Luisa.
Luisa kom omvendt meget hos veninden og kunne se, at her var man en rigtig familie.
»Alle de ting, jeg har lært om at være en familie, har jeg lært hos dem. Her fyldte moren køleskabet, og faren kørte børnene i skole, og i ferierne tog de sammen i sommerhus,« fortæller Luisa, der trods tillid til familien aldrig betroede dem sin hemmelighed.

Sandhedens time. Familiebilledet bristede først, da Luisa var 20. Hendes far havde et par år haft sin egen restaurant, og en aften blev han udsat for et røveri og dolket ihjel. På det tidspunkt sad Luisas mor i en dyb depression på en lukket afdeling. Kommunen kunne godt se, den var gal, og man tilbød børnene psykologhjælp. Luisa tog imod og mener, at havde hun ikke gjort det, ville hun selv være blevet sindssyg.
»Det var utroligt befriende. I starten talte vi selvfølgelig om den krise, det var, at jeg havde mistet min far. Men snart blev det min opvækst med min psykisk syge mor, vi talte om,« fortæller Luisa.
Hun kalder det sandhedens time, da hun endelig kunne lukke op for sine følelser af skyld og skam og angsten for selv at være syg, bare hun følte det mindste udsving.

En mor dør. Luisas mor var i chok efter farens voldsomme død, og hendes manier blev værre. Hun hørte stemmer i radioen, der sagde, at det var mafiaen, der havde dræbt hendes mand, og nu ville de dræbe sønnen. Selvom moren kom på plejehjem, følte Luisa stadig ansvar for hende.
»Mor havde jo altid brugt min bror og jeg. Hun hadede behandlere og ville ikke erkende sin sygdom. Hun sagde, det var psykiaterne, der gjorde hende sindssyg, og kun de behandlere, som bedøvede hende med piller, var gode. Derfor blev jeg ved med at føle, at jeg svigtede hende, hvis jeg gjorde noget for mig selv,« siger Luisa.
Som 24-årig læste hun et år til korrespondent i Italien, men ligesom de gange, hun i teenageårene var flyttet hjemme fra i raseri over, at moren gentagne gange overskred hendes grænser, kom hun hurtigt hjem igen.
»Det havde taget mig fire års psykolog at nå så langt, men alligevel var det svært, og jeg følte, jeg måtte være hos hende,« siger Luisa.
Det er først efter, at moren for to år siden døde af kræft, Luisa føler sig helt frisat.

Projekt "Liv med psykisk syge"
Projekt "Liv med Psykisk syge" er en udløber af det såkaldte 4-kommune-projekt, der startede i 1997 med deltagere fra Brøndby, Hvidovre, Rødovre og Solrød Kommuner samt Socialt Udviklingscenter. Frem til 1999 gennemførte man en lang række tværkommunale kurser, konferencer og seminarer om børn af psykisk syge. Ballerup, Greve, Ishøj og Lyngby-Taarbæk Kommuner kom siden med. Projektet blev afsluttet med udgivelsen af pjecen "Liv med psykisk syge. En guide" til kommunernes social- og sundhedsarbejdere.
De samlede aktiviteter viste, at der er et meget stort behov for viden om børn med psykisk syge forældre, og med en ny bevilling fra Socialministeriet fortsatte man i 2001 kommuneprojektet i to projekter: Projekt "liv med psykisk syge", der henvender sig til daginstitutionspersonale, og projekt "skolebørn med psykisk syge forældre", der også uddanner pædagoger i skolefritidsordninger og skolelærere.
Projekterne og statsstøtten slutter til december, og det er nu op til kommunerne at videreformidle den nye viden. I Hvidovre afholder man en temadag på Rådhuset, men man har endnu ikke bevilliget pædagogerne fra Humlebien Børnehus og Cirkusgrundens Vuggestue ekstra timer til at undervise personalet i andre institutioner i kommunen.

Se mere om projektet på Socialt Udviklingcenters hjemmeside http://www.barn-i-fokus.dk, hvor du også kan downloade centrets informationspjecer til social- og sundhedsarbejder, der arbejder med børn med psykisk syge forældre.

Børnenes signaler
Vær opmærksom på, om spædbarnet:

- er pirreligt
- er trist og indesluttet
- har søvnforstyrrelse
- er passivt, sløvt eller mimikfattigt
- er svært at komme i kontakt med
- er svært at trøste
- overreagerer på lyde
- ikke reagerer på adskillelse fra sin mor
- er sultent (umætteligt)
- er dårligt plejet (eventuelt kun i perioder)
- har forsinket udvikling af sprog og kropssprog
- er for tidligt født

Det lidt større barn reagerer med:
- påfaldende kontaktform - lige fra aggressivitet til indadvendthed
- rastløshed
- passivitet
- koncentrationsvanskeligheder
- psykosomatiske symptomer som hoved- og mavepine
- veltilpassethed og behagesyge

Vær opmærksom på
i forhold til børnene:
- de signaler, barnet sender
- at der straks bliver taget hånd om barnet - ikke mindst det spæde - når det viser tegn på mistrivsel
- at fortælle barnet, at du kender til moderens eller faderens sygdom og til de problemer, det kan medføre
- at barnet løbende har nogen at tale med om de spørgsmål, det går og tumler med i hverdagen
- at barnet får at vide, at det ikke er skyld i forældrenes sygdom
- at respektere barnets ret til at vælge, hvor meget det vil fortælle - hvornår - og til hvem
- at tage udgangspunkt i det, barnet siger
- at være ærlig, åben og konkret

I samarbejdet med forældrene:
- at tale med forældre om deres børn
- at forældre ved, at nogen tager hånd om deres børn, når de selv er for syge
- at være åben og ærlig over for forældrene
- at tilbyde dem støtte i deres forældrerolle, også når børnene ikke bor hjemme
- at inddrage forældrene i arbejdet og kontakten med deres børn
- at støtte forældrenes ressourcer
Kilde: "Liv med psykisk syge forældre. En Guide". Socialt Udviklingscenter.