Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2007 Nr.: 32
Unge træner venskaber over nettet
Drop nettet, hvis du vil have rigtige venner, siger engelsk forsker. Nix, lyder svaret fra dansk kollega. Unge net-træner i venskaber. Det gør dem socialt kloge.
Af: Mads Louis Orry
Gode, solide venner finder I ikke på nettet, unge. Så drop de mange timer online på jagt efter hjertevarme relationer, gem den indre computernørd væk og slå døren op til virkeligheden. Sådan lyder beskeden nu fra den engelske psykolog og forsker Will Reader fra Sheffield Hallam University. Han og et forskerhold har netop færdiggjort en større undersøgelse om vennerelationer over internetsiderne MySpace og Facebook, hvor mange unge dagligt etablerer virtuelle venskaber.
Hjemmesiderne er dårlige for unge, der ønsker venner for livet, mener forskerne.
"Næsten alle nære venskaber kræver ansigt-til-ansigt kontakt," siger Will Reader til msnbc.com
Han vurderer, at mimik samt smil er nøglen til de store, nære kammeratskaber.
Men det passer ikke nødvendigvis, mener professor og dr.phil Kirsten Drotner fra Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet (SDU) i Odense.
Hun har forsket i danske unges mediebrug i en årrække og mener modsat sine engelske kolleger, at unge, der finder venner via skærmen, er godt stillet.
"Børn lærer virtuelt, hvad man kan og ikke kan i virkeligheden. Det specielle er, at den unge online selv skaber de sociale netværk. Refleksion over det sociale er i høj grad noget, som de nye medier udvikler hos de unge," siger Kirsten Drotner.
Hun mener, at nettet supplerer de unges viden om og evne til nære venskaber.

Kig på mig. Den gennemsnitlige dansker har i omegnen af 150 mennesker i sit netværk, men kun et absolut fåtal af dem betragter vi som rigtige venner.
Og de nære, gode venner kommer ikke ved en net-søgning, mener Will Reader og hans forskerhold. Nej, net-surferen får højest flere overfladiske venner.
"Vores data viser, at de personer, som er meget på nettet, har flere løse bekendtskaber, mens der ikke er nogen forskel på antallet af nære venner," siger den engelske forsker, der har gransket folks holdning til fremtidens fæller tæt.
I undersøgelsen erfarede Will Reader, at 90 procent af de adspurgte net-brugere mente, at det var helt nødvendigt med et møde ansigt-til-ansigt, hvis der skulle være en fremtid for venskabet.
Måske, men hvorfor ikke øve sig i den virtuelle verden, før man møder personen i virkeligheden? Det er nemlig online, du lærer at være en god ven, mener Kirsten Drotner. Samtidig understreger hun, at unge, der søger venner via bredbåndet, sagtens kan have "rigtige" venner sideløbende med de virtuelle relationer.
"Handlingerne, som unge udfører på nettet, medvirker til, at de udvikler ressourcer. Ressourcer, som får unge mennesker til at føle, at de ved, hvem de selv er i andre sammenhænge," siger hun.
"Man er jo ikke bare sig selv isoleret. Derimod skaber den unge sin identitet ved hele tiden at få kastet sin væremåde tilbage på sig selv. De sociale netsider åbner for både ekspression og refleksion."
Det gavner de unge, at de udtrykker deres følelser overfor andre unge samtidig med, at de er åbne for, at andre unge kommenterer på dem. Det giver den unge, der er ved at opbygge en identitet, et lynhurtigt svar tilbage på hvem-er-jeg-spørgsmålet, mener Kirsten Drotner.

Leg på net. De sociale netværk er i dag mere avancerede, end de var for fem-syv år siden, hvor mediebilledet var et andet, mener Kirsten Drotner fra SDU.
Unges brug af nettet er en naturlig udvikling af deres allerede store forbrug af andre medier som tv og mobiltelefoner.
"Alle på 12 år kan bruge nettet til at finde venner, rig eller fattig, og der er en stor sammenhæng mellem den måde, de unge bruger nettet på, og den måde de gebærder sig på i virkeligheden. Det er omvendt af for ti år siden, hvor man troede, at unge opførte sig helt anderledes på nettet, end den måde de reelt er på," siger Kirsten Drotner.
Hun mener, at unge får et bredere kendskab til forskellige mennesker, når de er online, fordi de unge møder flere mennesker virtuelt.
Det opbygger deres venne-evner og giver et nuanceret syn på omverdenen.
I sidste ende har unge mennesker udviklet en social tragt, der kan hjælpe den unge med at vælge de gode venskaber til og si de overfladiske fra.
"Pædagoger spørger, hvorfor de unge skal på nettet for at lære det? Hvorfor leger de ikke bare sammen? Men at kommunikere på de sociale sider kan også være en form for leg," beroliger hun.

Her møder de unge hinanden...
www.MySpace.com
www.FaceBook.com
www.Arto.dk
www.Mingler.dk
www.SecondLife.com



Gode råd til børn, der chatter på nettet

• Hold altid dit navn, adresse og telefonnummer for dig selv.
• Et personligt password er din helt egen identitet, så lad det være hemmeligt - også over for dine gode venner og voksne.
• Det er fint nok at få venner på nettet, men fortæl dine forældre, hvem du møder. Husk, at du ikke kan se den person, du taler med på nettet.
• Hvis du vil mødes med nogen, du har talt med på nettet, så spørg dine forældre om lov. Mød dem kun, hvis dine forældre kan være til stede.
• Der er mange seje ting på nettet, men der er også noget virkelig ubehageligt. Fortæl altid nogle voksne, hvis du ser noget, du får det skidt over.
• Chat kan være sjovt, men luk ned, hvis nogen på chatten opfører sig mærkeligt eller gør dig utryg. Lad være med at svare på spørgsmål om sex.

Kilde: www.redbarnet.dk
Læs mere om chat og deltag i debatten på: www.sikkerchat.dk