Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 05
Flere institutioner lukkes af skimmelsvamp
Sidste år måtte institutioner over hele landet lukke midlertidigt på grund af problemer med indeklimaet. Problemerne fortsætter i 2010.
Af: Kurt Balle Jensen
I 2009 fik skimmelsvamp store konsekvenser for børn og pædagoger i institutioner landet over. Sådan fortsætter det i 2010. SFO'en på Ølgod Byskole i Varde Kommune har således netop fået den barske besked af kommunens byggesagskyndige: I har fået skimmelsvamp og skal lukkes. Det betyder, at børnene i SFO'en de næste halvandet år skal fordeles i lokaler på skolen.
I Videbæk i Ringkøbing-Skjern Kommune er der konstateret skimmelsvamp i de træbarakker, som Bæktoftens SFO hører til i. Situationen er ret grotesk: Det er fjerde gang på få år, børnene må flyttes, efter at der blev konstateret skimmelsvamp i henholdsvis den gamle skole, i en midlertidig pavillon, i idræts- og fritidscentret og nu i træbarakkerne.
"Ja, vi er godt nok ved at være trætte af det," siger SFO-leder Annette Thunbo.
"For mig er det rigtig svært at blive ved med at se kolleger blive syge. De hoster og bliver allergiske over for alt muligt, og på en eller anden måde føler jeg jo, at det er mit ansvar. Kommunen havde overvejet et flytte os i ind i den hal, som vi to gange er blevet flyttet fra på grund af skimmelsvamp, men nu ser det heldigvis ud som om, der i stedet bliver købt to helt nye pavilloner. De skal placeres lige op ad skolen, og det håber jeg kan blive en løsning de næste 17 måneder."
Den er også gal med skimmelsvamp på Lolland. For godt et par måneder siden blev der fundet skimmelsvamp i en stue i Børnehuset Humlebien i Kettinge. Lugtgener fik Guldborgsund Kommune til at foretage en undersøgelse af institutionen, og den viste angreb af svamp. Nu har institutionen fået ny midlertidig adresse i fritidscentret.
"Vi startede med at lukke en afdeling ned, men så bredte det sig, og vi måtte flytte ovenpå i børnehuset. Der blev taget flere prøver, og der er skimmelsvamp flere steder i huset. Nu har vi så fået asyl her på fritidscentret," siger institutionens leder, Annette Petersen.
"Det er en lettelse at vide, at vi ikke er i de usunde rammer mere. Vi ved ikke, hvor længe vi skal være her, men mon ikke det bliver frem til sommerferien? Nu skal der håndværkere på, og i mellemtiden finder vi en løsning," siger lederen.




Kommuner handler kortsigtet
Geo Clausen, der er lektor og forsker
på Center for Indeklima og Energi, Danmarks Tekniske Universitet, efterlyser en mere offensiv holdning, så daginstitutioner og skoler ikke får problemer med fugt og svamp. Det kan være dyrt at spare på vedligeholdelse, for regningen kommer på et tidspunkt, og så er den større. I mellemtiden går det ud over indeklima og sundheden hos både børn og ansatte.