Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 06 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Studerende på Filippinerne: 'Hårdt at være i praktik'
Det er svært at være praktikant i en kultur, hvor pædagogprofessionen ikke eksisterer. De får ikke faglig vejledning på praktikstederne, så de sparrer med hinanden. Seks pædagogstuderende fortæller om et både udfordrende og personligt udviklende praktikophold på Filippinerne.
Af: Mathilde Margrethe Graulund
Sandra Nielsen (21)
pædagogstuderende på UCL i Odense.

I praktik på skolen San Nikolas, Cebu City, Filippinerne.

»Børnene har det samme skema hver dag, så det er virkelig svært at få udfyldt mine læringsmål, som er aktiviteter, jeg skal lave i praktikken. Jeg sidder for det meste bagerst i klassen ved mit bord og observerer. Jeg har ikke haft en vejleder tilknyttet på mit ophold. Jeg har kontaktet Rise Above (se side 16 for fakta, red.), men vi står stadig uden vejleder på praktikstedet. Vi er tre studerende, og Rise Above har indrømmet overfor os, at de godt ved, at vi ikke har en vejleder. Så jeg har fået den lærer, som styrer undervisningen i min klasse, til at underskrive papirer, som burde være blevet underskrevet af en vejleder. Og hun aner ikke, hvad hun skriver under på. Jeg skifter praktiksted nu til et børnehjem, som er startet af en dansk pædagog, som har stillet pædagogiske krav til mig, og jeg kommer til at få den vejledning, jeg skal have. Det har jeg selv stået for og glæder mig virkelig meget til det. Jeg har lært så meget om kulturforskelle og lært en masse om mig selv her. Selvom det har været udfordrende, har det været fedt at være i udlandspraktik.«

Mette Kristensen (23)
pædagogstuderende på Københavns Professionshøjskole.

I praktik på børnehjemmet Home Care Center for Children, Lapu-Lapu, Filippinerne.

»Jeg tror, man bygger en mur op omkring én selv og prøver ikke at lade sig påvirke for meget af, hvad der sker omkring én hernede. Det er svært, at vi er så meget alene, og at børnene har det så dårligt, men man bliver nødt til at se positivt på tingene. Jeg har lært mig selv bedre at kende, og det er gået op for mig, hvor meget jeg sætter pris på den omsorg, vi har i Danmark. Man gennemgår en personlig udvikling, men det er svært at holde sig selv oppe på det faglige. Især når personalet her på stedet ikke ved, hvad vores profession og ­opgaver egentlig går ud på.«

Janni Søby (25)
pædagogstuderende på UCL i Jelling.

I praktik på børnehjemmet Home Care Center for Children, Lapu-Lapu, Filippinerne.

»Her på praktikstedet kender de ikke meget til, hvordan det er at have pædagogstuderende fra Danmark. Der har kun været et hold før os. Det er nyt for dem, og de ved ikke helt, hvordan de skal håndtere os med papirer, de skal skrive under på, og hvilken profession vi kommer med. Og så er det svært, fordi vi ikke har en faglig vejleder. Man slår hjernen fra, fordi man ikke får lov til at være pædagog, men en hyggetante. Man mangler det faglige, for vi studerende sparrer kun med hinanden. De ansatte hernede ved ikke noget om pædagogik. Hvis man spørger, hvorfor tingene er, som de er, siger de ’sådan er det bare’. Man skal ikke spørge for meget, og det er svært at være i som dansk pædagogstuderende. Men på trods af kulturforskelle og kommunikationen er det et sødt personale og skønne børn at arbejde med. Det er vigtigt at sige, at jeg har lært meget om mig selv, og at jeg slet ikke har fortrudt, at jeg tog afsted.«

Sabine Mørch Nielsen (25)
pædagogstuderende på UCL i Odense.

I praktik på Parian Drop In Center, Cebu City, Filippinerne.

»Det er svært at arbejde med 30-50 børn, når man ikke ved, hvad de har været igennem. Det bliver vi ikke sat ind i. Kan de for eksempel ikke lide at blive rørt ved, fordi de er blevet seksuelt misbrugt? Det ved vi ikke altid så meget om. Kulturen på Filippinerne er meget anderledes end i Danmark, så derfor er der ingen, der agerer som børnenes omsorgspersoner. På Filippinerne er det bare noget andet, fordi de ikke har en pædagogisk faglighed. Jeg ville ikke være på praktikstedet alene, for vi studerende bruger hinanden så meget. Og når vi ikke får nogen form for faglig vejledning, er det vigtigt, at vi bruger hinanden. Samarbejdet mellem os og Rise Above er ikke helt, som jeg havde forventet hjemmefra, da vi ikke har ret meget kontakt med dem. Vi er rimelig meget alene. Når alt det er sagt, fortryder jeg ikke, at jeg tog afsted. Man får et tæt bånd til andre studerende, og man føler, at man gør en forskel for børnene.«

Helene Høst Jørgensen (28)
pædagogstuderende på UCL i Svendborg.

I praktik i pre-school Sister Anne’s Daycare, Cebu City, Filippinerne.

»Jeg har været på praktikstedet i kort tid, for efter at jeg havde været her en uge, var der juleferie en hel måned. Det havde jeg ikke fået at vide hjemmefra, og derfor begyndte jeg selv at lave frivilligt arbejde, så jeg kunne udfylde mine arbejdstimer. Jeg skrev til Rise Above for at få hjælp, men de svarede mig først, efter at den måneds ferie var overstået. Der var ingen hjælp at hente, så jeg klarede det selv. I april begynder sommerferien, som varer flere måneder, så jeg skal igen finde et nyt praktiksted. Jeg kender ikke så mange steder, så det er lidt svært. Rise Above burde hjælpe med at finde nye steder, når de administrerer stederne og kender dem. I forhold til det faglige er jeg mere lærerens assistent hernede end pædagog. De ved jo ikke, hvad en pædagog er, så det er svært at få faglig vejledning. Men jeg tror, at jeg er mere heldig på mit praktiksted sammenlignet med andre studerende. Jeg taler med den lærer, der underviser min klasse, hvis jeg har spørgsmål eller brug for at tale om børnene. Det har jeg været meget glad for. Praktikopholdet har været en udfordrende og udviklende rejse.«

Louise Hensen (24)
pædagogstuderende på UCL i Odense.

I praktik på Parian Drop In Center, Cebu City, Filippinerne.

»Vi er alene med rigtig mange børn, og det er enormt hårdt. Det var især hårdt i starten, fordi der er en sproglig barriere mellem os og børnene, og fordi man ikke får en vejledning, som kunne have hjulpet én. Vi får ikke faglig vejledning, men har få gange haft nogle snakke med én af de ansatte, som på papiret er vores vejleder, men for det meste står vi på egne ben i vores praktik. Vi har kun hinanden, os studerende. Jeg havde det meget svært i starten, men nu har jeg vænnet mig til, hvordan vilkårene er, og hvilken rolle vi har her. Man har bare lyst til at redde alle børnene hernede.«