Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2006 Nr.: 15
Fyringssager: Nervekrig, bagtaleri, mobning, depressioner og lavt selvværd
Hvert år fyres tre til fire procent af BUPL's medlemmer. Afskedigelsesstatistikken for 2005 sætter nye, triste rekorder for pædagoger. I to ud af fem sager skyldes afskedigelsen sygdom. Årsagen er dårligt psykisk arbejdsmiljø, påpeger eksperter
Af: Trine Vinther Larsen
Forrige år blev 2.142 pædagoger fyret. I 2005 figurerer endnu 1.830 BUPL-medlemmer i den triste afskedigelsesstatistik, som fagforeningen hvert år opdaterer.
Statistikken tegner igen i år et trist billede for pædagogfaget: Sammenlignet med BUPL's samlede medlemstal for erhvervsaktive medlemmer svarer tallene til, at der hvert år fyres knap fire procent af BUPL's medlemmer. Sådan har det været siden 2002, og statistisk set vil enhver, der arbejder som pædagog i godt 25 år, komme ud for en fyringssag.
"Det er rystende," fastslår Susanne Gerner Nielsen, sociolog i BUPL.
Hun forklarer faldet i antallet af afskedigelsessager fra 2004 til 2005 med et stort fald i antal afskedigelser på grund af timereduktion og nedlæggelse af stillinger.
"Der kommer et naturligt tidspunkt, hvor bunden er nået, og man har opnået de nedskæringer, man har besluttet," siger hun.
Det er da heller ikke timereduktioner og nedskæringer, hun hæfter sig ved, når hun ser på årsagerne til de mange pædagogfyringer.
"Det graverende er, at selv om antallet af afskedigelsessager samlet set falder, så stiger sygdomssagerne fortsat. Sidste år havde vi rekord i det samlede antal afskedigelsessager, men i år har vi en ny trist rekord, når det gælder antallet af sygdomssager. Og den udvikling ser desværre ikke ud til at falde," siger Susanne Gerner Nielsen, der bekymrer sig for medlemmerne.
"Det er vanskeligt at gå ud og søge nyt arbejde, hvis man er blevet afskediget på grund af sygdom, fordi det indikerer, at der har været problemer. I værste fald kan pædagoger, der bliver syge, glide helt ud af arbejdsmarkedet," siger hun.

Pædagoger mest syge. Ud af de 1.830 afskedigelsessager i 2005 omhandler de 685 sager sygdom. Det svarer til, at to ud af fem af de fyrede pædagoger fyres på grund af sygdom. Til en sammenligning gælder det kun en tredjedel af Dansk Sygeplejeråds medlemmer, og sygeplejerådet har heller ikke nær så mange afskedssager som BUPL: Mens 3,4 procent af BUPL's aktive medlemmer blev fyret i 2004, gælder det kun 1,2 procent af sygeplejerskerne. Og tallet for lærere og socialrådgivere har tidligere vist sig tilsvarende lavere end BUPL's tal (se Børn&Unge nr. 11/2005).
Foranlediget af de triste tal har BUPL iværksat en analyse af årsagerne til de mange afskedigelser. Analysen af statistikken fra 2004 viser, at i en fjerdedel af samtlige sager har arbejdsmiljøet en betydning, og i 41 procent af sygdomssagerne angives det, at det psykiske arbejdsmiljø spiller en rolle. Det overrasker hverken sagsbehandlere, arbejdspsykologer eller konfliktrådgivere, der møder pædagogerne bag sygdomsstatistikkerne.

Nervekrig.Filosofferne Thomas Thorndahl og Maximillian Kromann står bag konsulentfirmaet Mindmover, der de seneste fem år har rådgivet flere end 150 daginstitutioner om, hvordan de udarbejder deres pædagogiske læreplaner, virksomhedsplaner eller værdigrundlag. Under de mange besøg i vuggestuer, børnehaver og SFO'er har de bemærket den triste udvikling.
"Da vi startede for fem år siden, arbejdede vi med værdigrundlag og temaer som kommunikation og samarbejde. Nu er det nødvendigt med krisestyring og konfliktløsning, før vi overhovedet kan begynde at tale om fælles værdier på de pædagogiske arbejdspladser," påpeger Thomas Thorndahl og får opbakning fra sin kompagnon.
"Vi møder personalegrupper, der er plaget af sygefravær og frustrationer. De er angste for at blive fyret, og de sidder med ryggen til hinanden og armene over kors. Mange steder er samarbejdsklimaet koldere end på Nordpolen, og det undrer mig derfor ikke, hvis det psykiske arbejdsmiljø fører til sygdoms- og afskedigelsessager. Ingen kan i længden holde til at arbejde et sted, hvor der er decideret nervekrig," siger Maximillian Kromann.

Pædagoger plages.Nyere undersøgelser støtter op om de to filosoffers beskrivelse af et betændt og psykisk dårligt arbejdsmiljø præget af samarbejdsvanskeligheder, stres, bagtaleri og mobning. I en FTF-undersøgelse svarer godt hvert tredje BUPL-medlem ja til ugentligt at være plaget af negativ stress, 15 procent angiver, at de føler sig følelsesmæssigt udmattet, hver femte har observeret mobning på arbejdspladsen inden for det seneste halve år, hver fjerde pædagog tænker på at sige sit job op, og 10 procent foretrækker ledighed frem for at være pædagog.
Manglende arbejdsglæde og arbejdslede er da også de ord, Maximillian Kromann og Thomas Thorndahl bruger, når de skal beskrive det pædagogiske arbejdsmarked i dag. De fremhæver at det, at man som pædagog er på hele tiden og med sin person, er fantastisk, når det går godt, men frygteligt, når stemningen på arbejdspladsen er dårlig. Dimensionen af offentlighed gør, at pædagoger er mere udsat for kritik end andre faggrupper, mener de.
"Læreren er konge i sit klasselokale og bestemmer, hvad der skal undervises i. Kollegerne accepterer, at man har et rum, hvor man bestemmer. Pædagogerne derimod kan man som forældre diskutere med, hvordan tingene skal gøres. Og man er flere kolleger på en stue med hver sin holdning til pædagogik, der nærmest bekriger hinanden," siger Maximillian Kromann og fremhæver, at læreren også har en langt klarere faglighed.
"En lærers værdi er gennemskuelig at måle. Der gives karakterer, og læreren er i konstant dialog med hjemmet om barnets faglige udvikling. Børnehaven derimod opfattes ofte blot som tid til leg, og sat på spidsen mener uvidende, at pædagogen kunne erstattes af en plante," siger han.

Lavstatus. Højtstående politikere har pointeret, at alle kan passe børn, og at spejderledere og fodboldtrænere kan afløse pædagoger. Forældre trænger mere og mere ind på pædagogernes område gennem bestyrelsesarbejde og gennem øget fokus på børns udvikling generelt i samfundet. Mange mener at have noget at skulle have sagt om pædagogernes arbejde, og derfor er det ifølge Alex Gumieniak, der er arbejdspsykolog på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Vejle Sygehus, ikke så mærkeligt, at den lave status smitter af på pædagogernes selvværd.
"Når pædagogerne skal beskrive, hvad de er, og hvad deres arbejde består i, så er det altid noget, der er defineret af andre. De er hjælpelærere i skolen, eller de hjælper forældrene med at passe deres børn. Men når jeg beder dem træde ud af rollen som andres tjenere, så ved de ikke, hvad de er. Der mangler en accept i samfundet af, at de er noget væsentligt i sig selv," siger han og sammenligner med sygeplejerskerne.
"Før de fik deres egen længere videregående uddannelse, var sygeplejerskerne altid bare lægens hjælpere. De skulle ikke tænke for meget selv, men bare underordne sig lægen og patienterne," siger Alex Gumieniak, der mener, at samfundet stadig behandler pædagoger lidt som børn.
"Pædagoguddannelsen er den eneste blandt de uddannelser, de sammenligner sig med, som stadig har en lang arbejdspraktik. Dermed bliver de fastholdt i rollen som andres tjenere," siger Alex Gumieniak, der ser en sammenhæng mellem det stigende antal pædagoger med depressioner og lavt selvværd, han møder blandt sine patienter, og samfundets syn på pædagogerne.
"Desværre har de ikke kunnet løfte sig selv, og jeg tror, at for at kunne det har de brug for mere og bedre uddannelse," siger han og efterlyser en stærkere faglighed hos pædagogerne, som gør det muligt for pædagogerne at adskille deres professionelle identitet og deres privatperson.
"Pædagoger er et meget idealistisk folkefærd, og mange af samarbejdssagerne vedrører personlige holdninger til pædagogik. På samme måde, som der inden for pædagogik er mange forskellige skoler, der bekriger hinanden, så ender det også i hellig krig blandt pædagogerne selv. Pædagoger bruger sig selv meget i arbejdet og oplever det som et personligt angreb, hvis de er nødt til at gå på kompromis med, hvordan tingene skal gøres på stuen," siger han.

Kvinder og følelser. Konsulenterne fra Mindmover mener også, at pædagogerne savner faglighed. I stedet præges faget af for mange følere og for mange kvinder, af konfliktskyhed og lavt selvværd.
"Mange af de problemerne, vi oplever ude i institutionerne, havde aldrig været der, hvis der havde været en mand imellem. Små ting, som at du flyttede mig til en anden stue uden at sige det, eller du glemte at sige, at jeg skulle med på udflugt på torsdag, får lov at vokse sig store, fordi man ikke tør snakke om problemet, når det opstår, men i stedet bærer nag og samler sammen. På den måde bliver banale problemer til en eksplosiv bombe," siger Thomas Thorndahl, der mener, at pædagogerne skal handle mere rationelt end ud fra en fornemmelse i maven.
"De pædagogiske læreplaner er for eksempel en blåstempling af det arbejde, pædagoger udfører, og i stedet for at kopiere andre institutioners virksomhedsplaner fra nettet, fordi der ikke var tid til andet, bør pædagoger konstruktivt bruge den store menneskekundskab og energiske idealisme, de besidder, til at formulere nogle faglige mål at arbejde ud fra," siger han.
Thorndahl og Kromann synes, det er ærgerligt at skulle bruge tid på konfliktløsning, når de kunne tale værdier og definere pædagogernes fælles faglighed.
"Det er fantastisk spændende at arbejde med pædagogerne, men efter en energisk dag, hvor vi har været helt høje sammen af gode ideer, oplever vi tit, at det bliver mandag, og de er tilbage i den samme hverdagsrutine. Men det behøver altså ikke tage ekstra tid. Det handler om at ændre indstilling til, hvad der er vigtigt i arbejdet, og droppe fnidderet og sladderen," mener filosofferne fra Mindmover.


Det siger pædagogerne om årsager til dårligt psykisk arbejdsmiljø

"Politifolk og sygeplejersker hviler i systemer, mens pædagoger må være til stede og løse de fleste problemer med deres personlighed. (...) Der er systemer, som styrker dig, så du ikke kommer derud, hvor du skal bruge din personlighed hele tiden. Det er det, du gør her (som pædagog, red.)."



" Det er umuligt at holde følelser ude af den her type arbejde. Altså du bruger dig selv meget og kan ikke undlade det, og det går der nogle gange kludder i. Altså når nogen kolleger får sagt noget på en forkert måde, så går det i maven. Det er svært at holde det oppe i hovedet, det må vi hele tiden arbejde med."


"I dette job kan man jo ikke skjule sig. Man blotlægger jo alle sine handlinger over for andre. Og det er godt nok, men det er da også hårdt."


"Når vi føler os for pressede, sker det lettere, at vi sætter hinanden i bås. Altså vi ser ikke på de gode sider, som den eller de pågældende kolleger også har. Og det ville jo være hårdt for alle mennesker, hvis de kun blev opfattet ud fra alle de dårlige sider. På den måde kan et negativt forløb nemt tage fart og udarte sig til både sygdom og afskedigelse."



"Vi handler jo som individer hele tiden, men samtidig, når vi skal fungere som teams, bliver vi også nødt til at kende hinandens forudsætninger og vide, hvorfor det nu er, at vi handler sådan og sådan. (...) På den måde kan jeg måske undgå, at der er nogle banaliteter, som sætter sig i min mave."


"Hvis man føler sig presset, kan det måske lige gå, hvis der er en, som er fraværende, men hvis mange er syge eller på orlov eller af en eller anden grund kører i nedsat tempo, kan det meget nemt gå galt mellem personalet."


Kilde: Citaterne er fra informanter til evalueringsrapporten: "Du skal åbne scenen hver dag - om personalesamarbejde og rummelighed i 7 daginstitutioner i Århus Amt". En evalueringsrapport af "Projekt rummelighed og mangfoldighed", iværksat af Århus Kommune, Silkeborg Kommune, BUPL og PMF. Interviews foretaget i 2003 og rapport skrevet af Anja Jørgensen, adjunkt ved Aalborg Universitet.



Afskedigelsessager i BUPL
15_2006_afsked.pdf