Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 12 Børn&Unge som e-paper
Dukkeværksted fungerer. Eventyr hjælper sproget på vej
Vi skal fortælle eventyr og lege med fortælledukker fremfor at terpe løsrevne sætninger, mener bogaktuelle Lene Brok.
Af: Signe Rosa Skelbæk
Det lyder simpelt: Børn lærer sprog ved at lytte og genfortælle. Men der ligger tonsvis af teori og erfaring bag den nye bog ’Fortælleværksted’ af psykolog Lene Brok og pædagog Jane Hyldgaard. Bogen henvender sig til pædagoger, der ønsker at skabe et kreativt sprogværksted med børnene i børnehave eller indskoling. Men før I går i gang, skal I en tur på YouTube og se filmen ’Dukken i græsset’, for her begynder eventyret. I skal genfortælle eventyret for børnene. Kreativiteten slippes løs i det store dukkeværksted, når børnene skal lave deres egne dukkekarakterer fra eventyret. Nu er de klar til at lege, og eventyret fungerer som ballast til at sætte legen i gang og bruge nogle af de ord og vendinger, de lige har hørt.
Det vigtigste er ikke, om man kan lave dukker eller fortælle historier.
Man skal bare have lyst til at prøve, siger psykolog Lene Brok.

Men hvorfor lige dukker?
»Vi har valgt at arbejde med barnets fortælledukke, fordi der opstår samtale, når man taler om detaljer ved dukkerne. Sproget stimuleres, og man får fortalt eventyret igen. Dukker er en lille model af et menneske, og små børn har brug for at projicere deres følelser over i noget, der ligger uden for dem selv. Dukken bliver tæt knyttet til barnets indre verden. Den bliver en lille tryghedsgiver og en, som taler for barnet, når det leger med de andre – for det er jo bare dukken, der taler.«

Hvad kan og skal dukkerne?
»Det er ikke meningen, at man laver dukketeater, det er bare en dukke, som hele tiden er på skødet af barnet, og som kan træde op og sige noget, når man leger eventyrlegen. Dukken er en vigtigt følelsesmæssig ledsager, som barnet har til rådighed. Vi hører tit, at når børnene får dukkerne med hjem, så vil de have dukkerne med sig, når de skal sove. Dukken får en ekstra følelsesmæssig betydning, fordi barnet selv har valgt alt på den.«

Hvorfor er bogen vigtig?
»Alle børn har brug for at vokse op i gode sproglige miljøer med tid og rum til fordybelse. Vi har med metoden ønsket at lægge vægt på det fortællende element i sprogtilegnelsen, for man skal passe på med ikke at terpe sprog med fokus på løsrevne sætninger, korrekt udtale og sætningskonstruktioner. Det er bedre, at barnet lytter sig til en engagerende, interessant fortælling, som fortælles af en indlevende voksen. Det styrker selvværdet og giver barnet mod på at udvikle sig sprogligt og menneskeligt.«

’Fortælleværksted’ består af en teoretisk del og en praktisk del, der guider jer igennem et femdages forløb med en mindre børnegruppe. Bagerst i bogen er links til eventyret og inspiration til, hvordan I kan lave dukker. Bogen kan både virke som teoretisk inspiration til sproglæring og som guide. Bogen er udgivet af Akademisk Forlag og koster 270 kr.

Om forfatterne
Lene Brok er psykolog, og Jane Hyldegaard er pædagog. Begge har stor erfaring med sprogarbejde i børnehave og indskoling.