Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 12
Børn får prikker
Blå, grøn, rød eller sort prik. I Børnehuset Livstræet får barnet et sort mærke, hvis pædagogen har knas i relationen til barnet. Modet til at erkende egne mangler er afgørende for, at testen fungerer i praksis.
Af: Thorsten Asbjørn Lauritzen; Peter Broberg
Lille Mads er hele tiden på tværs. Reagerer surt og aggressivt, når pædagogen prøver at få ham med i de fælles aktiviteter. Efter gentagne gange at have forsøgt at give Mads positiv opmærksomhed og afprøvet forskellige indgange til hans lukkede væsen mærker pædagogen, at Mads bliver en vedvarende irritationskilde. Det er ikke længere muligt at skjule irritationen over hans tillukkede facon. Han får, som det hedder i Børnehuset Livstræet, pædagogens 'pis i kog'.
Mads får en sort prik. Relationen fungerer ikke.

"Priktesten kræver en stor grad af ærlighed og mod. Du skal som pædagog turde erkende både over for dig selv og dine kolleger, at du har et barn, der volder dig problemer," siger pædagog Trine Boel Nielsen fra Børnehuset Livstræet i Hørning i Skanderborg Kommune. Hun har været i Livstræet siden 2001, og var dermed ansat, da priktesten blev indført tilbage i 2003.
"Selvfølgelig kalder priktesten på nogle etiske overvejelser. Den må under ingen omstændigheder fungere som en forsimplet måde at placere vores børn i fastlåste kasser. Lige så lidt som priktesten må skabe frygt blandt os voksne for at indrømme, at der er børn, som vi har det svært med," fortæller hun.
Livstræet bruger ligesom mange andre daginstitutioner i området den såkaldte priktest - eller relationstest - som konkret arbejdsværktøj. Den blå, røde, sorte og grønne prik er inspireret af Kjærslundprojektet, et udviklingsprojekt om truede børn i daginstitutionerne i Århus Kommune for år tilbage.
"Ingen tvivl om, at vi i institutionerne anvender priktesten meget forskelligt. Det er stærkt problematisk, hvis den står alene og ikke indgår i en institutionskultur med en åben og ærlig dialog, hvor man tør fortælle hinanden, at der er børn man har svært ved at rumme, og at man ikke tør modtage kollegial kritik," siger Susie Agerbo, leder i Livstræet.
Den lille prik. De fire farveklatter - blå, rød, sort og grøn - fungerer som et fælles sprog blandt pædagoger og medhjælpere i Livstræet. I al sin enkelhed udtrykker farverne den enkelte pædagogs aktuelle relation til hvert barn. Lige så indlysende det er, at prikken sort er et billede på en besværlig relation, lige så klart er det for pædagogerne, hvad farverne blå, rød og grøn indebærer.

"Med priktesten har vi et let tilgængeligt sprog om vores børn, som alle vi voksne er fortrolige med. I stedet for at stå og vende og dreje relationen i en halv time, så kan vi lynhurtigt og med en enkelt prik præcisere, hvad der er på spil," siger Susie Agerbo og inviterer os med helt indenfor i den pædagogiske virkelighed.
"Vores pædagog Jesper havde et barn, som gerne ville ind og lege. Normalt er vi ude om eftermiddagen, og hvis et barn spørger, om det må gå ind, bliver det fulgt op af modspørgsmålet: 'Hvad er grunden til, at du gerne vil ind?' Men den dag svarede Jesper prompte ja, lige indtil en kollega spurgte ham, hvorfor han uden tøven gav lov. Jesper havde tydeligvis ikke forholdt sig kritisk til barnets ønske. Her var nemlig et barn, som Jesper havde et særligt indforstået forhold til - et blåt barn," forklarer Susie Agerbo.
Med kollegaens observation af Jesper og med bevidstheden om prikkernes psykologi blev Jesper hurtigt klar over den uhensigtsmæssige forskelsbehandling.
"Prikkerne er på den måde et dynamisk og bevægeligt arbejdsredskab. I al den tid, vi har anvendt priktesten, kan vi se en udvikling mod langt flere røde prikker, altså farven rød som et udtryk for et barn, du som pædagog har et godt forhold til. Et barn, som du kan matche og drage den rette omsorg for," siger Susie Agerbo.

Aldrig helt rødt. Priktesten indgår som ét arbejdsredskab blandt mange i institutionen i det østjyske. Både på personalemøderne, i det daglige møde med børnene, og når nye kolleger kommer til. Men selv om udviklingen går mod stadig flere børn i rødt, så nærer Susie Agerbo ingen idealistiske forhåbninger om et hus med lutter ildrøde poder.
"Hvor gerne vi end vil det, så vil der altid være børn, som man har det sværere med end andre. Det må vi aldrig blive bange for at erkende. Erkendelsen er forudsætningen for, at relationen kan optimeres," siger hun.
Netop den konfronterende åbenhed, som priktesten kræver, gjorde indtryk på pædagogen Helle Baasch, da hun for første gang for fem år siden satte sine ben i Livstræet.
"Jeg tror, mange pædagoger umiddelbart vil være betænkelige ved at skulle indrømme, at de har et barn i sort. Den tydelighed, der ligger i priktesten, er jo også med til at udstille ens egne begrænsninger og mangler," siger hun og tilføjer:
"Men i en åben kultur, hvor man tør sige højt, hvordan man har det med et barn, er priktesten et eminent arbejdsredskab. Den giver et glimrende øjebliksbillede og mulighed for hurtigt at ændre på en uhensigtsmæssig relation."


Den lille prik
I Børnehuset Livstræet arbejder pædagoger og pædagogmedhjælpere ud fra følgende formular, når prikken skal sættes:
• Blå: De børn, du holder af og forstår. Dem, du går ind i med træsko på. De børn, der får privilegier.
• Rød: De børn, som du har et godt forhold til, men som ikke er blå.
• Sort: De børn, der får dit 'pis i kog' hurtigere og nemmere, end situationen tillader.
• Grøn: De børn, som du undgår/ikke kontakter. Børnene undgår dig og kontakter dig heller ikke.