Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 07 Børn&Unge som e-paper
TEMA: DIGITALISERING. Kerneydelsen er
blevet digitaliseret
Pædagogerne er blevet meget bedre til at håndtere de tekniske forhind­ringer. Nu handler det om, at de skal kvalificere brugen af iPad'en. Her er der stadig plads til forbedring, mener lærer på pædagoguddannelsen Frank Støvelbæk.
Af: Thomas Davidsen
Hvad vil du helst: Spille iPad eller lege med de andre? Det spørgsmål har Børnerådet stillet 843 børnehavebørn i hundredvis af institutioner over hele landet. Og svaret var provokerende: To ud af tre børn foretrak iPad'en frem for at lege med deres venner.
»Men vi kan også se, at børnene vil vælge de digitale medier fra, hvis de får et godt alternativ,« siger Per Larsen, formand for Børnerådet.
Han henviser til, at 63 procent af børnene siger, at de villle foretrække en sjov legeplads frem for iPad'en, hvis de altså kunne vælge. Per Larsen opfordrer forældre og pædagoger til at have et nuanceret syn på, hvad Ipad'en kan bruges til, og til sammen med børnene at gå på opdagelse i det digitale univers.
»Børnene i undersøgelsen har faktisk ­mange gode bud på, hvordan man kan lege med en tablet og bruge den til andet og mere end at spille på,« siger han.

En stor mundfuld. IPad'ens indtog i ­børnehaverne startede for alvor for fem år siden. Man havde lige vænnet sig til, at en væsentlig del af kommunikationen med for­ældrene var rykket over på computeren, men nu ramte digitaliseringen også ned midt i kerneydelsen.  
Pædagoger er ikke mest kendt for deres IT-kompetencer, og den digitale revolution blev en stor mundfuld for mange. Pludselig skulle man, udover de ukendte og for mange bekymrende pædagogiske aspekter af en digitaliseret institution, tage stilling til downloading af apps, videooptagelser, billedredigering, børn der kommunikerer på Facebook og sidst, men ikke mindst, spil i lange baner!
Ifølge underviser Frank Støvelbæk på UCC’s pædagoguddannelse i linjefaget ’Medie, kreativitet og digital kultur’ er pædagoger i dag kommet over den første bølge af berøringsangst.
»Rigtig mange har i løbet af de seneste par år fået mere digital selvtillid. Nu er vi så nået til den næste bølge, hvor vi skal kvalificere brugen af iPad'en. Her er stadig plads til forbedring,« vurderer han.
IPad'ens enkle opsætning, trykfølsomme skærm, bærbare format og symbolbaserede brugerflade gør, at den nemt og intuitivt kan anvendes af selv små børn. Læg dertil de trådløse forbindelser, som er blevet mere stabile. Det betyder, at digitale medier ikke længere er låst inde i et computerrum, men kan tages i brug overalt i institutionen.
»Alle tekniske forhindringer kan håndteres af pædagoger i dag. Så nu er det op til dem, hvordan digitaliseringen af institutionen skal forløbe,« siger Frank Støvelbæk.

En revolution. ’Det er ikke et spørgsmål om, at dagtilbuddene skal bruge digitale redskaber, men alene hvordan’. Det fastslog Rambøll Management i april 2014 i rapporten ’IT og digitale medier er kommet for at blive’.
Tre ud af fire dagtilbud anvendte på det tidspunkt et eller flere digitale redskaber ved læringsaktiviteter. Der findes ikke tal fra i år på den digitale udvikling i institutionerne, men der er ifølge Kristian Langborg-Hansen, der er partner i App Academy,og som underviser pædagoger i at anvende de digitale medier, ingen tvivl om, at institutionerne befinder sig midt i en digital revolution.
»Hvis digitaliseringen fortsætter i det samme høje tempo, der har været siden 2012, så har vi slet ikke set enden på udviklingen endnu,« siger han og spår, at der kommer rigtig mange nye digitale værktøjer til institutionerne i de kommende år.
»Nu er spørgsmålet, om iPad'en løber af med den endelige sejr, eller om den blot er red­skabet, der sparkede døren ind,« siger Kristian Langborg-Hansen.