Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2003 Nr.: 26
Fællesuddannelse skaber pædagogmangel
Sverige har siden 2001 haft fælles lærer- og pædagoguddannelse.
Det har været en ren katastrofe for rekrutteringen til pædagogfaget
Af: Ivan Enoksen
Den danske pædagoguddannelse har nogle fejl og mangler. Herom er der bred enighed mellem uddannelsens forskellige aktionærer. Uvist er det derimod, om reparationsarbejdet fører til en revolution, en reform eller bare noget småpilleri.
Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) bestemmer, men har sagt, at hun vil afvente en evaluering af læreruddannelsen svarende til den, pædagoguddannelsen netop har været genstand for, inden hun, formentlig i løbet af efteråret, skrider til handling.
Dermed har hun også fået tilkendegivet, at hun ser de to uddannelser i en sammenhæng. De er beroende på hinanden og er især blevet det i takt med, at pædagoger og lærere er kommet tættere på hinanden i og omkring indskolingen.
Når nu tendensen er, at pædagoger og lærere løser opgaver i fællesskab, kunne det være nærliggende også at rive skillevæggene ned mellem de to uddannelser. Eller i det mindste skabe en større grad af fælleshed i de to faggruppers uddannelsesmæssige udgangspunkter. Formanden for Kommunernes Landsforenings børne- og kulturudvalg, Roskilde-borgmester Bjørn Dahl (V), har senest været ude med forslaget om et fælles første semester.
I Sverige har man virkeliggjort ideen. Med den bekymrende konsekvens, set fra pædagogfagets synsvinkel, at langt færre end tidligere vælger at blive pædagoger.

Fælles afsæt. Juli 2001 indførte svenskerne en uddannelsesordning, som omfatter alle, der skal arbejde med utbildning, altså dannelse og undervisning. Uanset om det er i børnehaver, fritidshjem, de yngste klasser, overbygningen eller gymnasieskolen.
Ordningen indebærer, at de første 18 måneder af uddannelsen er fælles. Først herefter påbegyndes den del, som gør én til enten småbørnspædagog - førskolelærer i Sverige kaldet - fritidspædagog, grundskolelærer eller hvad det nu måtte være, den enkelte sigter imod. Før 2001 var både førskolelærer- og fritidspædagoguddannelsen selvstændige uddannelser.
Tanken bag den nye uddannelsesordning er, at den studerende ud fra egne forudsætninger, interesser og karriereplaner successivt skal kunne forme sin personlige kompetenceprofil.
Hidtil har det - den nye uddannelses kvaliteter ufortalte - betydet, at kun en meget beskeden del af de studerende har valgt at specialisere sig til et arbejde som førskolelærer eller fritidspædagog.

Lønnen styrer. Ifølge "pressombudsman" Alf Lindberg fra det svenske Lärarförbundet, som organiserer pædagoger og lærere af næsten enhver slags, vil der de kommende år kun bliver uddannet 1000 førskolelærere. En markant tilbagegang i forhold til tiden med selvstændige pædagoguddannelser. Kvoten på 1000 nye pædagoger skal sammenholdes med, at det årlige behov er på mindst 3200, og at vi i Danmark med en befolkning på kun 2/3 af Sveriges uddanner over 5000 pædagoger om året.
Alf Lindberg siger, at den mindskede interesse ikke entydigt kan tilskrives den nye uddannelsesordning. Også i årene før 2001 kunne der nemlig konstateres et fald i søgningen, men det er taget dramatisk til under de nye forhold.
Den primære årsag - dengang som nu - er, at pædagoglønnen i gennemsnit er 2500 svenske kroner lavere end grundskolelærerens. Arbejdsforholdene og den samfundsmæssige status er også ringere. Og det tager de studerende bestik af, når de efter at være blevet introduceret til området har frit valg mellem en fremtid som relativt godt stillet grundskolelærer eller til en som ringere stillet førskolelærer eller fritidspædagog.

Et mønster. International sekretær Stig Guldager Lund fra BUPL, der har fulgt den nye svenske uddannelsesordning tæt, har bemærket sig et mønster.
"På de uddannelsessteder, hvor man før 2001 ikke befattede sig med at uddanne førskolelærere og fritidspædagoger, er der i dag stort set ingen, som vælger pædagogretningen. Det tilskriver jeg, at der pågældende sted ikke er nogen tradition, og at man måske heller ikke råder over de engagerede lærerkræfter, som kan motivere de studerende til at søge den vej. Det lader også til, at det gør en forskel, hvornår valget af uddannelsesretning skal foretages. De steder, hvor valget sker før studiestart, er andelen af pædagogstuderende større, end de steder, hvor man først vælger retning efter et år på studiet," påpeger Stig Guldager Lund.

Pædagogmangel. Den sløje produktion af nye pædagoger på et i øvrigt hastigt ekspandere arbejdsmarked har efterladt Sverige med alvorlig pædagogmangel.
Andelen af uddannede pædagoger i daginstitutionerne er på landsplan nede på kun 51 procent, hvor den i Danmark er på 65 procent. Resten af personalet udgøres af såkaldte barnskötare, som i bedste fald har en gymnasieuddannelse med sig. Regeringen har lovet, at området inden 2006 vil blive tilført 6000 nye ansatte, og at i hvert fald halvdelen af dem skal være uddannede pædagoger.
Lärerförbundet har kritiseret regeringen i skarpe vendinger for bare at lade stå til, men er i øvrigt af den opfattelse, at problemet på sigt nok løser sig af sig selv.
Stig Guldager Lund: "Synspunktet, som jeg hører det fra vore svenske kolleger, er, at arbejdsgiverne simpelthen bliver nødt til at give førskolelærere og fritidspædagoger de samme løn- og arbejdsvilkår som lærerne. Det er det, der skal til for at få flere til at vælge pædagogretningen. Før regeringen har indset det, sker der ikke nogen ændring i de studerendes adfærdsmønster." l