Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 05 Børn&Unge som e-paper
FORSKNING. Vi tager aldrig et barn ud af fællesskabet
I Børnehuset Bjørnemosen er børnene altid sammen i fællesskaber, hvor de har mulighed for at lære af de andre børn og danne relationer. Det gælder også børn med diagnoser og funktionsnedsættelser, fortæller daglig pædagogisk leder Kenneth Nygaard.
Af: Marie Bille
Vi tænker hele tiden i små fællesskaber. Alt, hvad vi gør, sker i relationer med andre. Vi tager stort set aldrig et barn ud eller skærmer et barn ved at fjerne det fra fællesskabet. Vi sætter nogle børn i en gruppe på fire, hvor andre børn måske kan være i en gruppe på seks eller syv. De er altid sammen med nogle, de kan spejle sig i, og hvor de kan danne relationer med muligheder for læring. Vi gør sådan, fordi det virker. Da vi startede i 2013, fik vi børn fra Knasterne (tidligere specialafsnit i almeninstitutioner, red.). Et af kritikpunkterne dengang var, at børnene blev skærmet fra de andre børn. På den måde gik der vigtig læring tabt. I vores ressourcehus bruger vi næsten al vores tid på at sørge for, at børnene bliver sat sammen, så de har mulighed for at lære af de andre børn og skabe nogle relationer.

Det med at dele børn op og skærme børn i specialafsnit er ikke gavnligt for børn, hverken i den ene eller den anden lejr. Den største styrke ved ressourcebørnehusene er netop, at vi blander børn på den måde, vi gør. Jeg kan ikke udelukke, at der en dag vil komme et barn, som har brug for noget andet, men indtil videre har det virket for alle de syv børn, vi har haft igennem på ressourcepladser.
Det er meget forskelligt, hvilke børn vi møder som ressourcebørnehus. Vi har haft børn indenfor autismespektret, børn med socioemotionelle udfordringer, for tidligt fødte børn, og så har vi et barn med en gen-mutation.
Hver gang der træder et nyt barn ind, skal vi lære noget nyt. Vi kan hente viden udefra ret hurtigt, da vi har et team af en psykolog, en fysioterapeut og en tale-hørekonsulent, som følger os fast. Men vi har også mulighed for at række længere ud og trække på viden udefra fra andre eksterne samarbejdspartnere.

Alle børn kommer ud i situationer, hvor de ikke er som de andre. De opdager, at de ikke altid kan det samme som ham, der står ved siden af. Vi italesætter, at vi alle er forskellige. Forskellighed skal man acceptere. De børn, vi har på almentilbuddet, bliver rummelige af at have børn omkring sig, der ikke er helt ligesom dem selv. Det er vigtigt at dyrke en kultur omkring forskellighed.
Det er ikke hemmeligt, hvilke børn der er på ressourceplads, men det er heller ikke noget, vi skilter med over for de andre børn og forældre, netop for ikke at udstille nogen børn. Men vi kan få et barn, hvor det er vigtigt, at de øvrige forældre ved, at barnet kan reagere på en bestemt måde i bestemte situationer. Det er også med til at skabe rummelighed og accept.

Spot ulighed i praksis

Det kan være svært at få øje på marginalisering og uligheder, fordi det ikke er intentionen og derfor ikke har pædagogernes opmærksomhed. Forsker Kurt Bendix-Olsen opfordrer pædagoger til at være nysgerrige på det, der ikke virker i hverdagen set fra et børneperspektiv.

Vær udforskende i fællesskab, så det bliver en kollektiv undersøgelsesproces at udvikle praksis, og så det ikke bare er den enkelte pædagogs eget problem, når en situation ikke fungerer. Brug jeres tvivl til at udforske praksis med et fremadrettet fokus, hvor fælles læreprocesser kan styrke det pædagogiske afsæt.

Iagttag praksis fra et børneperspektiv over tid. Undersøg, hvordan I selv er med til at skabe en praksis, hvor nogle børn har svært ved at begå sig i nogle situationer. Se så på, hvad der skal til for at understøtte barnets deltagelse. Hvem fremtræder som ekstraordinært synlige eller usynlige på baggrund af netop denne hverdagslige organisering?

Spørg jer selv ’hvad hænger problemerne sammen med?’ Vi bliver hele tiden guidet af tilbagemeldinger fra børnene, men nogle gange kan vi ikke høre dem. Det er vigtigt at udvikle den sensibilitet.

Brug hinanden. I en institution lagde hver ansat hver uge mindst en fortælling på lederens bord. Alle ansatte læste hinandens historier, og på et møde om torsdagen drøftede pædagogerne så de forskellige problemstillinger, der var dukket op. Indtil næste torsdag gik de så og observerede på baggrund af drøftelserne. Når mange blikke ser på samme udfordringer, kan det udvikle praksis.

Giv jer selv rum til, at situationer kan tage sig ud på mange forskellige måder. Der er ikke én korrekt måde at være pædagog på.
Tal om jeres forskellige perspektiver på de samme situationer.

Hvad er et ressourcebørnehus?

Ressourcebørnehusene i Odense blev oprettet i 2013, da Odense Kommune omlagde hele dagtilbudsområdet. Kommunen nedlagde de såkaldte ’Knaster’, som var de tidligere special­grupper for ’børn med særlige behov’. I stedet oprettede kommunen 30 ressourcepladser i 11 nyoprettede ressourcebørnehuse, hvor børnene skulle inkluderes i almindelige børnehuse med ekstra ressourcer. Ideen var at give børnene bedre udviklingsmuligheder og samtidig spare penge på lønkroner til ledelsen af knast-tilbuddene. Ressourcebørnehusene arbejder forskelligt med inklusion i den pædagogiske praksis.

Læs mere

● ’Det pædagogiske fællesgode i vuggestuen’, af Kurt Bendix-Olsen
● ’Med handicap i vuggestuen inklusionsarrangementer belyst som betingelser for rådighedsudvikling og inklusion’, af Kurt Bendix-Olsen, Nordiske Udkast, 2017, vol. 1
● ’Børn i udsatte positioner udforsket gennem deres adgang til læringsmiljøet’, af Kurt Bendix-Olsen, Anja Kastrup Jensen & Anja Albæk Jørgensen, Den Styrkede pædagogiske læreplan - Grundbog til dagtilbudspædagogik
● ’Jeg lever et liv, som ligner deres’, af Jan Grue, Norsk Gyldendal 2018
● ’Annerledeshet – sårbarhedens språk og politikk’, af Julia Kristeva og Eivind Engebretsen, Norsk Gyldendal, 2010
● ’Handicapforståelser’, af Inge Storgaard Bonfils, Akademisk Forlag, 2013