Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 05
Skilsmisse: Børn kan fare vild i skilsmissen
Margrethe Brun Hansen er vejviser i skilsmisseland - et sted, som mange danske børn ufrivilligt flytter til. Her kan børnene ikke længere gå ad vante stier, og de har brug for støtte i det fremmede land.
Af: Signe Standby Nielsen
Børnepsykolog og forfatter Margrethe Brun Hansen fortæller en fin og sørgmodig historie om en pige på otte år, hvis forældre er blevet skilt. De to sidder sammen og kigger ud ad vinduet på et vinterlandskab, hvor nyfalden sne har forvandlet den velkendte udsigt til en hvid ørken, og så siger pigen:
"Ja, sådan kan man jo sige, at mit liv skal til at være nu. Der er ikke nogen fodspor, jeg kan følge derude."
Pigens verden er blevet en ganske anden, efter at hendes forældre er gået fra hinanden. Før kunne hun gå i deres fodspor, men nu er de gamle stier væk. Pigen fortæller Margrethe Brun Hansen, at hun ikke længere ved, hvor hendes mor og far går hen, og at hun ikke har et hjem, fordi hun bor en uge hos hver af dem.
For Margrethe Brun Hansen er pigens snehistorie et godt billede på den smertefulde proces, børn gennemgår, når deres hjem bliver opløst, og de skal finde en ny identitet som delebørn.

Farvel til tys-tys. Som lyttende og tilstedeværende rejsepartnere kan pædagoger og andre nære voksne gøre en stor forskel for børnene under deres ekspedition ind i det nye territorium.
Margrethe Brun Hansen har mange års erfaring med skilsmissebørn, og hun lægger vægt på, at man sætter ord på den situation, som børnene står i. Man skal ikke være bange for at tale med dem om de store følelser.
"Vi skal lade være med at gøre de ting så store. Når vi kan snakke om alt muligt andet, som at vi er tykke eller tynde, så kan vi vel også snakke om, at vi elsker eller hader. Det er en utrolig lettelse for barnet, at det ikke er så tys-tys. Tavshed og skjulte ting er noget af det værste," siger Margrethe Brun Hansen.
Der er stor forskel på, hvordan børn reagerer på deres forældres skilsmisse, alt efter alder, temperament og tilknytning til forældrene. Men det er fælles for alle, at de har brug for at forstå, hvad det er, der sker. Margrethe Brun Hansen snakker med børnene om, at man elsker dem, man bor sammen med, og at der er kærlighed. De andre holder man af, de er venner. Far og mor elskede hinanden i begyndelsen, men nu er de venner. Så er det på plads. Børnene skal have en forklaring på, hvorfor tæppet pludselig bliver revet væk under dem. Og så har de brug for voksne, der lytter.
Her spiller daginstitutionerne en meget vigtig rolle. Her kan børnene snakke om forældrenes skilsmisse, fordi de er på neutral grund.
"Vi skal lære at lytte efter, hvad børnene siger. Alle børn siger på et eller andet tidspunkt noget, som man kan tage fat i," siger Margrethe Brun Hansen.

Krokodillejægeren bliver stille. Margrethe Brun Hansen pointerer, at en skilsmisse begynder, lang tid før skilsmissebevillingen er underskrevet. Børnene oplever, at far og mor ikke længere er glade for hinanden, længe inden den endelige skilsmisse indtræffer. Der kan være råberi og skænderi, og barnet kan være påvirket af den dårlige stemning i hjemmet. Det kan se, at mor og far har grædt og er kede af det.
Mange børn ændrer adfærd i denne periode. Det barn, der før kom trallende ind om morgenen og straks gik i gang med at skyde krokodiller, bliver pludselig stille og vil sidde og tegne. Andre bliver hidsige og aggressive. Det er vigtigt, at pædagogen i denne fase tør tage tingene op med forældrene, selvom man måske ikke ved, hvad der foregår i hjemmet.
"Det handler om at få lukket lidt op for det. Det kan være en håndsrækning til forældrene, at man spørger til, om de også har lagt mærke til, at barnet har det lidt skidt," siger Margrethe Brun Hansen.

Forældre er ikke farlige. De svære samtaler med forældrene er uundgåelige i en skilsmissesituation, og Margrethe Brun Hansen erkender, at de kan være krævende for pædagogerne, som ofte er bange for, at de involverer sig for meget.
"Det er en del af pædagogernes arbejde, og de skal ikke være bange for at blande sig. Det er måden, de gør det på, der er vigtig. Det handler om at vise, at man har set det og om at fortælle, at de kan ringe. Mere behøver man ikke at gøre, det er ikke så kompliceret, " siger Margrethe Brun Hansen.
Hun understreger, at man selvfølgelig ikke kan tvinge forældre til at fortælle om, hvad der sker på hjemmefronten. Man kan invitere dem til at snakke ved at tilkendegive, at man har lagt mærke til, at de virker triste. For det er afgørende, at der er nogle med på sidelinjen, når forældre og børn begiver sig ud på den svære rejse i ukendt land, som en skilsmisse er.

Skilsmissen slutter ikke
Margrethe Brun Hansen oplever, at mange voksne skilsmissebørn tænker tilbage på deres forældres skilsmisse, når de selv får børn. Man bliver nemlig aldrig færdig med at snakke om det.
Den forståelse et treårsbarn får af skilsmissen, skal opdateres, når barnet bliver ældre og har brug for en mere udførlig forklaring. Det er vigtigt, at man i vuggestuen, børnehaven og SFO´en forholder sig til skilsmissen, alt efter hvad alder børnene har, og hvilket udviklingstrin de befinder sig på.

Vuggestuebørn
Børn i halvanden til treårsalderen sørger også, når deres forældre bliver skilt. Børnene skal kunne mærke, at de voksne ved, hvad der sker derhjemme, og at de forstår deres sorg.
Det er vigtigt at få sat ord på den nye situation over for de små børn:
'Nu er far flyttet, du bor hjemme hos mor, og du går her i vores vuggestue', kunne det være.
Vuggestuen er i denne tid børnenes faste borg, og deres rytme skal ikke ændres for meget. Det er godt for dem at holde lidt fri fra hjemmet og opleve, at der stadig er noget, der er, som det plejer at være.

Børnehavebørn
Ofte ændrer børnene adfærd. De bliver mere indadvendte eller mere udfarende og aggressive.
Nogle børn regredierer til et tidligere udviklingstrin. Hvis et fireårsbarn vil have sut igen, skal det have lov som trøst i en svær tid.
Andre børn bliver bange for at blive forladt. Det er vigtigt, at afleveringen om morgenen er tryg, og at børnene får at vide, at mor og far henter dem igen.
Børnene har brug for en stabil og forudsigelig hverdag i institutionen.

De 8-11-årige børn
Børnene bekymrer sig for deres forældre. De tager mange byrder på deres skuldre og bliver meget omsorgsfulde over for deres forældre. Det er vigtigt at gøre klart, at det ikke er barnets skyld, at forældrene er gået fra hinanden, og at de voksne tager ansvar for sig selv.
Mange børn bliver vrede og moralske. De er meget retfærdighedssøgende, og den, der har været årsagen til skilsmissen, bliver udråbt til at være 'bissen'.
Det er vigtigt at anerkende, at børnene er vrede på deres forældre, men man skal også forsøge at give dem et håb om, at tingene nok skal blive gode igen.

Pubertetsbørn
De unge bliver ofte meget vrede. I denne fase gør de oprør mod deres forældre, og det er svært, når hjemmet er i opløsning, og de ikke ved, hvem de skal spille op imod.
Det er vigtigt at vise de unge, at man forstår dem og deres vrede. De råber ofte efter opmærksomhed, og det skal man give dem.
Vennerne betyder utrolig meget i denne periode, og de kan give trøst og omsorg. Pædagogen skal være opmærksom på, om den enkelte har en god venskabsgruppe.