Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 01
Odense sætter bum op for forebyggelsen
Økonomisk styringsmodel har sammen med besparelser forringet svage familiers mulighed for at komme på ret køl. Familier, som burde få hjælp, får den ikke længere, mener pædagoger i Odense, der sidste år indførte den såkaldte BUM-model.
Af: Mikkel Kamp
Familier har brug for hjælp, men får den ikke. Andre får støtte, men ikke den rigtige og på de forkerte tidspunkter. Taberne er børnene. Sådan lyder den korte udgave af, hvad der er sket, siden Odense Kommunes familieafdeling sidste år indførte den økonomiske styringsmodel BUM og skar hver femte medarbejder væk.
»Familier er blevet frataget støtte, selvom de har brug for den. Det er forkert,« siger pædagog Stine Wittrup, familiebehandler i et af Odenses familiehuse.
Hendes kollega Rikke Hunsdahl er enig.
»Der er større risiko for, at familier udvikler fejlmønstre, og at nogle falder ud over kanten,« siger familiebehandleren, der en del af sin arbejdstid er frikøbt til at arbejde for BUPL.
Det er først og fremmest børnene, der mærker konsekvenserne.
»Det er børnene, som kommer i klemme. Nu kan eksempelvis en konflikt med skolen blive kørt op, fordi vi plejer at fungere som bindeled. Vi kender familien og kan bedre forstå, hvorfor forældrene reagerer, som de gør, og det kan vi formidle over for skolen,« forklarer Stine Wittrup.

Arbejdet bliver stift. I 2009 indførte byrådet den såkaldte BUM-model i børne- og familieafdelingen. BUM er en forkortelse for Bestiller - Udfører - Modtager og fungerer på den måde, at de dagbehandlende institu­tioner har fået mindre indflydelse på, hvem der skal have hjælp og tilbud.
Nu træffer socialrådgivere beslutningen. Derefter får pædagogerne en kontrakt, der ned i mindste detalje beskriver, hvad de skal gøre sammen med familierne. Det kan være to timer til familiesamtale eller fem timer til at sørge for, at børnene bliver vækket om morgenen.
»Systemet er meget stift. Nogle gange giver det mening, andre gange er der for lidt tid, mens der i andre tilfælde kan være for meget. Tidligere fandt vi sammen med familien ud af, hvornår det ville give mening at mødes igen. Nu siger vi: Vi mødes næste gang på fredag klokken 10. Det er ikke situationen, der bestemmer aktiviteten. Det gør kontrakten,« siger Stine Wittrup.
Et andet problem er, at kontrakterne er korte. De løber eksempelvis i tre måneder. Derefter bliver de genforhandlet, så støtten enten droppes, eller der bliver skrevet en ny kontrakt.
»Vi ved ikke, hvor længe vi kan arbejde med familierne. Vi kender ikke vores økonomi, og det gavner ingen,« siger Rikke Hunsdahl.

Samarbejdet halter. Skal kontrakterne passe til den enkelte familie, skal samarbejdet mellem familiebehandlere og socialrådgivere være tæt. Det er ikke altid tilfældet.
»Der er stor udskiftning blandt socialrådgiverne, og kontrakterne er afhængige af, hvem der har lavet dem. Socialrådgiverne har ikke den samme viden om familierne, som vi har. Derfor vil det være en stor fordel for familierne, hvis vi fik medbestemmelsen tilbage,« siger Stine Wittrup og peger på, at magtfordelingen mellem socialrådgivere og familiebehandlere er ændret.
»Vores ord om, hvad der er godt for familien, vejer ikke så tungt længere. Vi får en kontrakt udleveret og kan i nogle tilfælde se, at det er tosset at gribe det an på den måde, men vi er nødt til at gøre det. Før blev støtten i højere grad bevilget ud fra en faglig vurdering.«
Netop fagligheden har pædagogerne fået mindre brug for.
»Vi er en højt specialiseret arbejdskraft, og kommunen har brugt mange penge på at opkvalificere os. Men nu får vi ikke mulighed for at bruge vores faglighed i så høj grad,« siger Rikke Hunsdahl.
I forvaltningen er man klar over, at samarbejdet mellem faggrupperne er vigtigt. Lone Tue Hansen, børne- og familiechef i Odense Kommune, fortæller, at kommunen arbejder meget med dialogen.
»Lederne, også de decentrale, mødes med jævne mellemrum. Det er vigtigt, at de to faggrupper er i løbende dialog, så de forstår hinandens faglighed. Socialrådgiverne sidder på myndighedsområdet og opstiller målene, mens pædagogerne har midlerne til at nå dem. De to grupper skal have respekt for hinandens faglighed,« siger hun.
Lone Tue Hansen håber, at det, som eventuelt ikke fungerer, kommer frem i den evaluering, som er søsat.

Hver femte fyret. Mindre end et år efter, at BUM-modellen blev indført, afskedigede kommunen omkring hver femte medarbejder i afdelingen. Ifølge Lone Tue Hansen skyldtes det prognoser, som viste, at behovet for familiehusenes ydelser ville være faldende.
Pædagogerne ser anderledes på sagen.
»Vi havde masser at lave. Der var et stort behov, og det er der stadig. Derfor opleves det mærkeligt, at de skærer kraftigt i personalet. Den vigende efterspørgsel kommer, fordi man skærer i sagernes omfang, og fordi man vurderer behovet ud fra et nyt, rent økonomisk syn,« siger Rikke Hunsdahl.
Lone Thue Hansen er ikke enig.
»Der var mindre efterspørgsel, end der var personale til. Vi har ikke skåret, så der samlet bliver brugt færre penge, men vi bruger dem på andre ydelser end familiebehandlere, for eksempel kontaktpersoner, efterskole og aflastning,« siger hun.

Mere administration. Mens der er skåret ned på antallet af pædagoger, socialrådgivere og psykologer, er der skruet op for administrationen i forvaltningen. Det skyldes, at socialrådgivere og ledelsen i familiehusene aftaler indhold og og omfang af hver enkelt kontrakt. Det har været tidskrævende, erkender Lone Tue Hansen.
»Men de administrative ressourcer i overgangsfasen er fundet ved interne ompriori­teringer. Og det ekstra tidsforbrug til at indgå aftaler er givet godt ud, fordi det grundlæggende handler om at afstemme forventninger om socialfaglige mål og indsatser mellem socialrådgivere og pædagoger,« siger hun.
Set fra pædagogernes side er BUM-modellen dog primært en besværlig måde at spare penge.
»Hvis det bare handlede om at spare, kunne vi selv vurdere det og få det til at fungere bedre. Kontrakterne gør vores indsats mere låst, og det giver ikke mening at bruge tid og penge på at forhandle internt i kommunen,« siger Rikke Hunsdahl.

BUM-modellen i kommunerne
BUM-modellen har i en årrække været brugt i kommunernes tekniske forvaltninger og i hjemmeplejen. Først efter kommunalreformen i 2007 er børne- og familieforvaltninger begyndt at organisere arbejdet efter modellen. Det er blandt andet tilfældet i Gladsaxe, Høje Taastrup, Odense og Lolland. Alle kommuner i landet skelner dog mellem bestiller og udfører af opgaven. På den måde arbejder de med en udgave af BUM-modellen, men kalder den noget andet, har flere eksperter forklaret.