Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 19 Børn&Unge som e-paper
Inspiration. Hestene giver børnene en ekstra chance
I fem år har Viborg Kommune haft stor succes med rideterapi som behandlingstilbud til børn med diagnoser eller andre udfordringer. Heste fungerer som et fælles tredje og en ven, der lytter, forklarer familieterapeut Inge Klitgaard, der har inviteret Børn&Unges journalist Signe Rosa Skelbæk med.
Af: Signe Rosa Skelbæk
En lang, smal og småmudret vej viser sig, da jeg har forladt den snoede landevej i udkanten af Viborg. Markerne er gulnede, og i klynger står halm- og høballer tætpakket i plastic, klar til at udgøre vinterens foderlager.
For enden af grusvejen lysner det, og pludselig holder jeg foran en lille, klassisk bondegård. Her er dog ingen hvidmalede hegn eller en tætfriseret gårdsplads, snarere en uordentlighed, der får mig til at sænke skuldrene og kigge mig omkring. Lidt løs halm danser om fødderne i efterårsvinden, men i det øjeblik jeg træder ind i den lave, dunkle stald, afløses den friske vind af en tætpakket duft af strøelse og store, varme dyr.
»Det her er Freja, hun er min hest,« siger den seksårige Bjarke, mens han peger på en stor, mørkebrun pony inde i en af boksene.
Freja står med hovedet ud over kanten på boksen og tygger på et høstrå. Bjarke forsøger at fjerne strået, for det er ikke spisetid nu. Hun skal gøres klar, strigles og have saddel på, så ridetimen kan begynde.

En ekstra chance. Inge Klitgaard er pædagog og arbejder til daglig på Familiecenter Viborg. For fem år siden blev de første heste indkøbt af kommunen, og hestene blev opstaldet på en privat gård, hvor Inge Klitgaard også har sin egen hest stående. Det er Inge Klitgaard, der kører rideterapien, og siden opstarten har mere end 10 hold børn været på hendes hold. Børnene har været tilknyttet familieterapien i Viborg, men har haft brug for noget ekstra.
Det ekstra giver hestene. En gang om ugen i 12 uger kommer børnene ud af deres vante rammer, for her er kontorer skiftet ud med en stor ridehal.
Fælles for børnene er, at livet er lidt mere udfordrende for dem, end det burde være. Nogle kæmper med ADHD, autisme, angst, sociale færdigheder eller stress, mens andre er ofre for krænkelser, mobning, har mistet en forælder eller har krænket andre børn.
»Jeg bliver gang på gang overrasket over de resultater, rideterapien skaber. Vi har mange behandlingstilbud, men de når ikke ind til børnene på samme måde,« fortæller Inge Klitgaard.
Børnene hjælper med at gøre hestene klar. De strigler dem, lægger saddel på og taler med Inge og hendes kolleger om, hvad hesten tænker, når den slår med halen, og hvorfor heste elsker gulerødder og ikke burgere.
Terapien handler ikke om, at børnene skal lære at ride. Den handler om, at hestene bliver et stort, ’nuttet’ fælles tredje, som Inge Klitgaard formulerer det.
»Mange af børnene kommer tit til at sige eller gøre noget, der sårer andre børn, og det betyder, at de bliver afskåret fra nogle relationer. Det gode ved en hest er, at når du gør noget, den ikke kan lide, så viser den det. Men hvis du ændrer din adfærd, så bærer den ikke nag, og du har ikke brændt din bro. Hesten er parat til at være din ven igen med det samme. Det giver flere skud i bøssen, end man normalt har i en skoleklasse,« forklarer Inge Klitgaard, der understreger, at rigtig meget af rideterapien går ud på at sætte ord på, hvad hesten tænker, føler og oplever, når børnene gør eller siger, som de gør.
Hun forklarer dem, at hestene ikke kan lide at blive hevet i manken eller talt grimt til, for de kan føle ligesom mennesker og kammeraterne ovre i skolen.

Understreg successen. Men heste er ikke kun gode til at tydeliggøre, hvor grænsen går. De fungerer også som store, varme venner, der er klar til at lytte. For eksempel da en dreng havde mistet sin far og lukkede helt ned. Han ville hverken tale om det eller besøge gravstedet. Da han begyndte i rideterapi, fortalte Inge ham, at man kan stole på hesten Madonna, og at hun er god til at trøste. Der gik ikke lang tid, før drengen lå hen over hesten og krammede hende. Sådan gik en hel time, mens Inge blot stod ved hesten og talte sagte til drengen. Efter to gange begyndte han at tale om sin far, fortæller Inge Klitgaard, der har arbejdet med familieterapi i 25 år.
Mens den sorgramte dreng havde brug for ro og tid, har andre børn brug for at lære, hvordan man siger fra, og hvor ens egne grænser går. Det kan være svært, hvis man har været udsat for overgreb eller mobning, men også her kan hestene være med til at guide og støtte børnene.
»Når du skal stoppe en hest, kan det ikke nytte, at du utydelig. Hvis hesten mærker, at du ikke mener det, stopper den ikke. Du skal være tydelig i dit kropssprog og sige klart stop, for så stopper hesten. Det samme kan børn bruge i skolegården,« forklarer Inge Klitgaard, der har fokus på at rose børnene for alt det, de kan og allerede mestrer.
»Vi udvikler hele tiden positive historier ved at fortælle, at de næsten fik hesten til at gå selv. Eller se der, nu smasker hesten. Det betyder, at den vil være din ven,« siger Inge Klitgaard, der oplever, at mange af børnenes selvværd ligger på et meget lille sted, når de starter i terapien.
»Vi ser mange børn og forældre, der har dårlige oplevelser fra skoler og børnehaver, hvor de hele tiden får at vide, at nu har barnet igen skabt problemer. Derfor er de lykkelige, når de kommer herud, og vi kan se helt andre ting i børnene. Vi inviterer tit lærerne med ud for at se, hvordan barnet kan fungere, når de er i andre rammer,« siger hun.

Læser signalerne. Tilbage i stalden er Bjarke og den lidt ældre dreng Anders i gang med at strigle hver deres hest. De har trukket hestene ud på den lille gårdsplads, og de står bundet langs en halvmur, mens drengene kaster sig ud i den store soignering af hestene.
Bjarke falder næsten i trance, mens han står op ad den store, gyldenbrune hest Bessa og monotont stryger den over pelsen i den samme retning. Hesten virker uendelig stor sammenlignet med den spinkle dreng, men Bjarke lader ikke til at bemærke størrelsesforskellen, for han smutter selvsikkert frem og tilbage langs hesten, mens han sørger for at børste den over det hele.
»Prøv at gøre sådan her,« siger Bjarke, mens han forsigtigt griber om min hånd og fører den hen til hestens store mule.
»Puster den på dig?«
Det gør den. Den både snuser og puster varm luft ned på min håndryg.
»Det betyder, at den gerne vil være din ven,« forklarer Bjarke, som har været på biblioteket for at låne alle de hestebøger, han kunne få fingre i. Derfor ved han, hvad hestens signaler betyder, og måske er det derfor, at han ikke er bange, da den store brune mule pludselig vender sig mod ham – som for at spørge, om den må få en godbid.
Men godbidderne falder først, da ridetimen er slut. Så skal hestene sadles af, og børnene får lov til at komme med ind i rytterstuen, hvor der står struktureret leg og lidt at spise på skemaet.
»Her sidder børnene tit og taler om, hvad de har lært med hesten i dag. Nogle gange roser de hinanden for det, de turde gøre,« fortæller Inge Klitgaard.
Når forløbet er slut efter 12 gange, afsluttes det, ved at børnene inviterer forældre, søskende og bedsteforældre ud på gården. Her har Inge og hendes kolleger udfærdiget et diplom, hvor de beskriver alle de færdigheder, som barnet har lært. Mange af børnene bliver kede af det, når forløbet er stoppet, men Inge, der selv har sin hest stående på gården, indgår en aftale med dem om, at de gerne må komme på besøg og sige hej til deres firbenede ven.

Hestene giver ro. En af dem, der har sagt farvel til rideterapien, er 14-årige Kamilla. For fem år siden var hun med på et af de første hold, fordi hun havde store udfordringer med at turde tale. Kamilla lider af selektiv autisme, og hendes angst gjorde, at selv det at sige enkelte sætninger var umuligt for hende. I familieterapien rykkede hun sig ikke, og hendes forældre blev i samråd med Inge enige om, at hun skulle prøve rideterapi.
»Jeg var ikke særlig vild med at skulle op og ride,« fortæller Kamilla.
»Jeg var faktisk ret bange for heste, da jeg var mindre. Men da jeg første gang havde været oppe på hesten, så syntes jeg, det var sjovt.«.
Kamilla erfarede, at når man rider, er det sommetider nødvendigt at sige noget, for eksempel nej, hvis man ikke har lyst til at trave, forklarer hun grinende. I dag er Kamilla begyndt at ride på en rideskole tre gange om ugen.
»Jeg taler stadig mest med dem, der også rider. Jeg har nemmere ved at tale med dem på rideskolen end med dem, jeg går i klasse med, for de ved jo, hvordan jeg er, og så er det svært at lave om på,« forklarer Kamilla, der for første gang har været på ridelejr i en uge med 30 andre hestetossede piger.
I dag er Kamilla med i stalden, og hun har sagt ja til at tale med mig, selvom jeg er helt fremmed. Det er svært at forestille sig den indelukkede pige, der ikke turde sige et ord, for i dag trækker hun selvsikkert en af ponyerne ind i ridehallen. Her demonstrerer hun over for Bjarke og Anders, hvordan man sætter sin hest i galop. Kamilla sidder helt roligt i sadlen, imens hesten galopperer rundt i den store hal, og da hun beslutter sig for det, sætter hun den i trav og herefter i skridt, hvorefter hun stopper den helt og klapper den kærligt på halsen, som sagde hun tak for turen.

Helt særlige heste. Inge Klitgaard er selv inkarneret hestemenneske, og det var hendes livslange erfaring med ridning, der fik hende til at kaste sig ud i at inddrage hestene i terapien.
»Mit job er indimellem meget stressende, men jeg tror, at grunden til, at jeg ikke har fået stress er, at jeg tager herud til hestene og kommer helt ned i gear. Den erfaring måtte jeg kunne bruge i mit arbejde i familiecenter Viborg,« siger Inge Klitgaard, hvis leder Rikke Halling Mørch var åben overfor nytænkning og klar til at give det et forsøg.
Viborg Kommune betaler for heste, udstyr og opstaldning, men Inge er overbevist om, at en del af grunden til, at hun har fået lov, er at hun selv har været god til at finde billige løsninger. For eksempel er gården, hvor Viborg Kommunes fire heste står, ikke en kæmpe gård med fancy faciliteter. Men den er hyggelig, og der er, hvad vi skal bruge, fortæller Inge Klitgaard, der også selv har nøje udvalgt hestene.
»De heste, vi har valgt ud, skal være noget helt særligt. Der skal kunne sprænge en bombe ved siden af dem, uden at de reagerer. Samtidig ved vi jo godt, at det er dyr, så der kan altid ske noget. Ikke alle heste kan være terapihest, for de skal holde til meget,« fortæller Inge Klitgaard, der derfor har
sørget for, at der indimellem kommer nogle piger og rider helt almindeligt på hestene, så de får en pause fra livet som terapidyr.
»Hestene er jo også behandlere, og de skal finde sig i mange ting, når rideterapiholdene rider dem« siger Inge Klitgaard, imens hun klapper Bessa, der har sneget sig til at spise bladene af et træ, helt uvidende om, at vi netop står og taler om hendes fantastiske evner. Også hun overraskes gang på gang over, hvilken succes de har med hestene:
»Vi oplever, at børn undgår at blive anbragt, fordi vi har det her tilbud. Så vi må jo sige, at vi har gode resultater.«

Inges råd til andre
Hvis du som pædagog overvejer at starte op med hesteterapi, skal du tænke på dette:
Man skal ikke tro, at hvis bare man er glad for heste og børn, så kan man lave rideterapi. Man er nødt til at tænke det, som om man udfører et terapeutisk arbejde i en teoretisk ramme, hvor man bruger hesten, og den viden, man har om heste, til at skabe det terapeutiske. Man skal vide, at det ikke handler om at lære at ride, for det handler det slet ikke om. Det er kontakten og læringen i, hvordan man omgås et andet væsen, som så kan overføres til relationer i familie og institutioner.

Hvem kan bruge Viborgs rideterapi?
Børn, der i forvejen er tilknyttet familieterapi og er 6-18 år.
Rideterapi tilbydes eksempelvis børn, der har ADHD, angst, autisme eller stress, samt børn, der har været udsat for mobning, er blevet krænket psykisk eller fysisk, lider af ensomhed, har krænket andre børn eller på anden måde mangler sociale færdigheder.

Kilde: Inge Klitgaard.

Dyr og terapi
Det er efterhånden velkendt, at dyr kan have gode psykiske indvirkninger på mennesker. Her er en række eksempler på dyr, der bruges i pædagogisk og/eller socialt arbejde.
’Læsehunde’, som børn, der har svært ved at læse, kan læse op for og øve sig med.
’Besøgshunde og -katte’ bruges på fx plejehjem, seniorcentre, skoler og i tilbud til udviklingshæmmede eller demente.
Besøgsgårde, hvor børn, ældre eller udviklingshæmmede kan opleve bondegårdsdyr.
Handicapridning, hvor multihandicappede børn og voksne kan få hjælp til at ride.
82 procent af de personer, der bruger dyr i terapeutisk arbejde, bruger ifølge TrygFonden heste.

Hvad kan dyr?
Fysisk kontakt med dyr kan være med til at stimulere hormonet oxytocin og former hjernebølger i det parasympatiske nervesystem. Hos demente kan mekaniske dyr have samme effekt. Det er påvist, at oxytocin i større mængder har positiv indflydelse på menneskers tillid og gavmildhed.

Kilde: Viden for livet.