Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 14
Bevægelse. Børn har behov for at kunne hænge med hovedet nedad
Børn bevæger sig ikke nok i børnehaverne. Derfor skal pædagogerne sørge for planlagt bevægelse og afvekslende rammer, der indbyder til fysisk aktivitet, viser ny ph.d.-afhandling. Og så skal pædagogerne selv være aktive.
Af: Vibeke Bye Jensen
At hænge i ben eller arme så hovedet vender nedad, er en af børns foretrukne stillinger. Og da det er sundt, har de krav på at kunne gøre det, når de vil. Det mener Hanne Værum Sørensen, lektor og ph.d. samt underviser på Pædagoguddannelsen Peter Sabroe i Aarhus.
Hun har taget massevis af billeder af børn, som hænger med hovedet nedad. De er indsamlet i de 43 børnehaver i Odense, som hun har undersøgt for at finde ud af, hvordan det står til med børns mulighed for at få tilstrækkelig fysisk aktivitet i deres børnehaver.
I sin ph.d.-afhandling påviser Hanne Værum Sørensen, at der skal være en afveksling mellem de pædagogplanlagte fysiske aktiviteter og børnenes egne lege, hvis børn skal bevæge sig mere. Børn har brug for at blive udfordret og inspireret af voksne, der ved noget om bevægelse. Og så skal de have mulighed for at bevæge sig mange timer om dagen sammen med pædagogerne og de andre børn.
»I organiserede aktiviteter kan man sørge for at få alle med, også dem der foretrækker at sidde i sandkassen og lege. Det er også sammen med voksne, der kender mange lege, og andre børn, at børn bliver inspireret til deres egne lege. De får en fornemmelse af muligheder, hvad de tør, og hvad der er sjovt,« siger hun.
Desuden skal børnene have adgang til inspirerende legepladser eller udendørs plads, hvor de bliver udfordret kropsligt. Der skal være noget at klatre i, terrænforskelle – og mulighed for at hænge med hovedet nedad.
»Ja, man risikerer, at børnene falder og slår sig lidt, men der er også en god chance for, at børnene får oplevelsen af ’yes, det ku’ jeg!’. Succesoplevelser er vigtige for børns lyst til at bevæge sig mere og fortsætte med det gennem hele livet,« siger Hanne Værum Sørensen.

Lidt ’krop og hop’ er ikke nok. I alle 43 børnehaver i Odense siger pædagogerne, at de arbejder med krop og bevægelse. Og Hanne Værum Sørensen mener da også, at fokus på fysisk aktivitet i projekter og indsatser får pædagogerne til at arbejde med det ihærdigt og energisk og med de ressourcer og den viden, de har.
Det er dog ikke helt nok.
»Skal børns bevægelsesglæde og fysiske aktivitet øges i børnehaverne, kræver det, at pædagogerne ved, hvordan de får bevægelse implementeret i hverdagen, så det ikke bare bliver til lidt ’krop og hop’ en time om ugen. Det skal være integreret i den pædagogiske praksis, og det kræver efteruddannelse af pædagogerne,« siger hun.

At bevæge sig eller ej. Børn bevæger sig meget. Al gang foregår i løb, synes vi voksne. Men det er ofte de samme bevægelser og den samme fysiske aktivitet, de udfolder, hvis ikke pædagogerne viser børnene flere forskellige måder at bruge kroppen på. Eller hvis de ikke indretter legepladser og rum, så der er mulighed for variation i legene.
Generelt er skandinaviske børnehaver bedre til at udfordre børnene fysisk end dagtilbud i andre lande. Mest af alt, fordi der er tradition for, at børn er meget udenfor. Men forskning i risikolege af blandt andre norske Ellen Beate Sandseter viser, at pædagoger er tilbageholdne med at tillade lege, der kan være ’farlige’, og det kan lægge en dæmper på, hvor meget børn bevæger sig.
»Måske skal pædagogerne også kigge på, hvornår børnene er mest aktive. Det er nemlig oftest, mens pædagogerne afvikler pauser, og det er ikke lige på det tidspunkt, at der er allerflest planlagte aktiviteter. Det er i det tidsrum, hvor børnene er ude, men selv finder ud af at lege og bevæge sig – eller ikke bevæge sig,« siger Hanne Værum Sørensen.

Vær selv aktive. Ph.d.-afhandlingen viser, at pædagogernes eget aktivitetsniveau er bestemmende for, hvor aktive børnene er. Og selvom børnene kan lege gode lege af sig selv, og disse lege styrker mange sider i deres udvikling, så giver det generelt ikke fysisk bevægelse nok.
Pædagogerne skal huske, at de er rolle­modeller. De skal vise, at det er dejligt at være aktiv. Hvis børn er sammen med en pædagog, der er aktiv, vil de gerne være med, bare fordi pædagogen viser, at det er sjovt.
»Jeg er blevet positivt overrasket over at se, hvor velvillige børnene er. Hvis pædagogerne er søde og ordentlige, elsker børnene at være sammen med dem og gøre lige præcis, hvad pædagogerne gerne vil have. Så de voksne skal gå foran, og i øvrigt huske, at det skal være rart og sjovt, ellers dræber de børnenes lyst til at bevæge sig. Det er vigtigere, at det er sjovt, end at man får løbet et vist antal kilometer,« siger hun.

Få alle med og brug kroppen. Alle børn skal få lyst til at være med. Hvis der er konkurrence indbygget i legen, kan det være stimulerende for dem, der er gode til det. Mens det måske ikke er så sjovt for dem, der endnu ikke magter aktiviteten helt.
»Derfor skal der være noget for alle, og derfor skal man sørge for, at de fysiske aktiviteter har forskellige variationer og grader af kompleksitet. Det kan være nødvendigt også inden for gruppen af 5-6-årige, men især hvis man har de 3-4-årige med, kan det være bedre at splitte op i mindre grupper,« siger Hanne Værum Sørensen.
Pædagoger skal både med ord og krop forklare børnene, hvad de gerne vil have dem til at gøre. For ikke alle børn lærer gennem ørerne. De lærer meget mere ved at se, og når man laver noget med kroppen, er det meget nemmere at forstå, hvad man skal, når man kan imitere en.
»Det er ikke alle, der har brug for det, men ingen tager skade af det. Så det er god
læringsstil at bruge alle kanaler,« siger Hanne Værum Sørensen.
I de tre institutioner, som Hanne Værum Sørensen har undersøgt nærmere, minder rammerne om hinanden, for eksempel er legepladserne ikke så store. Men i den, der har den mindste legeplads, går pædagoger og børn andre steder hen og får nogle muligheder, som en legeplads ikke giver.
Det er ikke kun udenfor, at der skal være mulighed for god fysisk aktivitet. Men de inden­dørs rammer skal være meget gode for at kunne hamle op med de fysiske udfordringer som natur og forskellige naturlige underlag kan tilbyde.
»God plads, græs, skov, jord, sand og vand har gode effekter på menneskers trivsel, og så får man også lyst til at bevæge sig mere. Det mere afvekslende terræn med forskellige overflader og varierende højdeforskelle er også godt for børns motoriske udvikling.«

Brug rammerne. Alligevel handler det ikke så meget om de fysiske rammers beskaffenhed, men mere om, hvordan de bruges, mener Hanne
Værum Sørensen.
»Hvis man har gode, store rum, men indretningen består af borde og stole, som signalerer, at her skal man sidde stille, eller hvis den mest vilde aktivitet på legepladsen er at cykle, så vil det i sig selv virke begrænsende for bevægelse. Derfor er der brug for, at indretningen er fleksibel, og at man for eksempel laver cykelfrie dage. Det bedste er, hvis omgivelserne kan bruges på forskellige måder,« siger hun.

5 gode råd
Sådan øger du den fysiske aktivitet for alle børn på din institution:

1.Få alle børn med. Det er dit ansvar som pædagog, at det sker.
2.De aktiviteter, du sætter i gang, skal variere i sværhedsgrad. Det må først og fremmest ikke være kedeligt.
3.Prøv at have børn i flere aldersgrupper og køn med i de planlagte aktiviteter. Det øger chancen for, at de også leger mere på tværs i deres egne lege, når de har øvet sig i at tage hensyn til hinanden.
4.Instruer legene både verbalt og med kroppen. Det øger børnenes chance for at forstå, hvad der skal ske. Vil du have børnene med til at danse, må du selv i gang med at svinge hofterne.
5.Du er rollemodel for børnene. Det er derfor vigtigt, at du selv udstråler bevægelsesglæde, hvis du vil have børnene til at bevæge sig mere.
Kilde: Hanne Værum Sørensen