Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 22
Forsvundne børn: Velkommen på forsiden
Når børn bliver væk fra pædagogerne, er det en god historie for medierne. Hvis man som pædagog bliver kontaktet af journalister i den forbindelse, bør man holde hovedet koldt og svare ærligt, påpeger medieekspert
Af: Jesper Nørby
Hvis et barn forsvinder, bliver glemt eller stikker af, mens det er i pædagogernes varetægt, er journalisterne som regel på sagen med det samme. Det er ubetinget en 'god historie' set gennem journalistikkens briller.
Mindst én gang om måneden bringer medierne historier om forsvundne børn, som kan give både forældre og fagfolk en knude i maven.
Og pædagogerne må finde sig i at arbejde i et fag, hvor historier om svigt af den ene eller den anden art er interessante for befolkningen og dermed også for medierne, fortæller Ole H. B. Andreesen, lektor på Journalisthøjskolen.
"I bund og grund handler det om, at man overlader sine forsvarsløse børn i nogle ansvarlige menneskers varetægt. Og når de ansvarlige mennesker af den ene eller den anden grund ikke lever op til deres ansvar, så er det en god historie," fortæller lektoren, som har indgående viden om, hvornår en historie er interessant for medierne.

Ansvaret er en selvfølge. Det har ingen nyhedsværdi, at pædagoger til dagligt gør deres job godt. Det har det til gengæld, hvis pædagogerne ikke lever op til det enorme ansvar, som de har, fortæller Ole H. B. Andreesen.
Og hvis børn for eksempel bliver glemt på en udflugt eller stikker ud ad lågen og forlader institutionen, er det netop pædagogernes ansvar.
"Pædagoger er ansat til at tage vare på børnene. Og så længe de gør det, er der ingen grund til at skrive om det. Men når ansvaret svigter, så er det interessant at skrive om det. Også for at vække opmærksomhed hos de folk, som skal tage sig af vores børn," siger han.
Samtidig påpeger Ole H. B. Andreesen, at historier om børn, som bliver væk, indeholder nogle helt basale faktorer, som gør, at næsten alle kan relatere til dem.
"En elementært god historie får læseren til enten at sige 'bare det var mig', eller 'godt det ikke var mig'. I dette tilfælde gælder det sidstnævnte selvfølgelig," siger han.

Kom journalisterne i forkøbet. Efter en episode, hvor et barn er blevet væk fra institutionen eller selv er stukket af, kan institutionen med fordel håndtere pressen på samme måde, som man håndterer den bekymrede forældregruppe, fortæller Ole H. B. Andreesen.
"Institutioner og kommuner som reagerer proaktivt kan i langt højere grad selv være med til at tegne billedet af den episode, som har kastet lys på institutionen, end hvis de nægter at udtale sig," siger han.
Samtidig kan man gennem åbenhed få indflydelse på, hvordan sagen skal køre i medierne. Omvendt, hvis man lukker helt mund.
"Hvis man som institution først skal forklare, hvorfor man har forsøgt at holde episoden hemmelig, er man allerede på hælene," siger Ole H. B. Andreesen.
Han påpeger dog, at man skal holde hovedet koldt og ikke lade sig presse til at udlevere flere informationer end relevant.
"Hvis der er nogle ting, man ikke kan svare på, må man bede journalisten om at ringe tilbage og så bruge tiden på at undersøge sagen. Man skal bevare roen og overblikket. Mange journalister vil forsøge at presse og sige 'jeg har deadline om 30 minutter'. Men det er altså journalistens problem, ikke institutionslederens," siger han.

Når avisen ringer
Ole H. B. Andreesen giver her nogle råd til, hvordan man bedst håndterer opkald fra journalister i en krisesituation:
• Bevar overblikket. Hvis en journalist ringer og vil have en pædagog/leder til at forholde sig til en historie, skal man bede om en forklaring om konteksten og om hvad, udsagnet skal bruges til.
• Lav en aftale og henvis til den. Få på forhånd clearet, hvad sagen handler om. Så kan man tydeligt se, hvis journalisten begynder at stille nærgående spørgsmål, som ikke var en del af aftalen.
• Svar ærligt. Det bedste, man kan gøre, er at have is i maven og svare så ærligt som muligt. Samtidig kan det virke mistænkeligt, hvis man gentagne gange henholder sig til en tavshedspligt.
• Pas på med at tale over dig. Man bør henholde sig til de ting, man ved. Hvis man ikke er sikker, er det bedre at bede journalisten om at ringe tilbage senere, når man har undersøgt sagen.