Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2006 Nr.: 37
Skovbørnehave - for småt til at være sandt
Glade børn, forældre og pædagoger og en legeplads i særklasse, nemlig skoven, var ikke nok til at redde den lille skovbørnehave Lyngen fra Rødovre. Som så mange andre små institutioner rundt om i landet må den lade livet, fordi kommunen skal spare
Af: Steffen Hagemann
De høje bøgetræer er trukket i efterårets gyldne farver. Regnvejret holder en lille pause, og temperaturen ligger stadig på den rigtige side af 10 grader. En lille gruppe små børn aser gennem Hareskoven nord for København. Og selv om de kommer her hver eneste dag, er børnene stadig lydhøre for det fantastiske sceneri, som en almindelig dansk bøgeskov er, hvis man ellers kan se det for bare træer.
"Det sner med blade," lyder det fra en lille pige, mens hun knokler afsted.
Og bladene drysser blidt ned over os, bare for at blive hvirvlet op igen, sparket til og trådt ned i mudderet.
Vi er på vej over til bålpladsen, hvor de største børn allerede er i fuld gang med at lege, lave bål og koge suppe.

Det bedste. Det er en helt almindelig dag for Skovbørnehaven Lyngen fra Rødovre. En lille børnehave med 30 børn og fem fuldtidsansatte medarbejdere. Og en institution, hvis dage er talte.
1. maj næste år er det slut efter 12 års lykkelig leg i skoven. Rødovre Kommune skulle, som så mange andre kommuner, spare, da budgettet for 2007 skulle lægges. Og det viste sig hurtigt, at der var mange penge at spare ved at lukke en lille skovbørnehave med 30 børn.
"Det er en lille enhed. Det gør det dyrt. Man ser på pengene, i stedet for på hvordan ungerne har det," siger Tine Jørgensen, 57 år gammel og leder af Lyngen på femte år.
En skovbørnehave som Lyngen er dyr i drift, forklarer hun. For udover at det er en lille enhed med deraf følgende relativt høje administrationsomkostninger, så koster det altså omkring 60.000 mere om måneden i forhold til almindelige børnehaver. Pengene går til bustransport til Hareskoven fra Rødovre og til leje af et lille hus klos op af Hareskoven.
Hun er ikke i tvivl om, at det er en stor fordel for såvel børn som forældre, at det er en lille institution fremfor en stor.
"Der er ingen sammenligning. Jeg har 35 års erfaring, og jeg har aldrig været et sted, der har fungeret så godt som det her. Jeg har aldrig set så mange glade børn. Jeg har aldrig set så mange tilfredse forældre. Man snakker om alting, fordi det er sådan en lille gruppe," siger Tine Jørgensen.
Hun beklager, at det er de små institutioner, der er de første ofre, når kommunerne skal spare.
"Det er skrækkeligt. Det er så forkert. Og enhver, som har været pædagog, kan jo se forskel på os og sådan en mammutinstitution. Alene støjniveauet! Det er så urimeligt, jeg bliver helt ophidset. For det her er et ordentligt børneliv, et rigtigt børneliv. Jeg siger ikke, det andet er dårligt. Det vil jeg ikke tage stilling til. Men jeg ved bare, at det her er godt," siger Tine Jørgensen. Hun holder en lille pause og tilføjer:
"Det er det bedste, jeg nogensinde har set."

Populær suppe. Henne ved den overdækkede bålplads svinger pædagog Birger Sveinsson, 52 år, øksen. Der skal mere brænde på bålet, hvor flammerne slikker op ad en suppegryde, der er fyldt til randen.
"Vi laver tit mad over bål. I dag laver vi grøntsagssuppe, hvor børnene har været med til at snitte grøntsagerne hjemme i huset. Det er en meget populær spise hos ungerne. Nok ikke så meget derhjemme, men her elsker de det. Den får også en helt speciel smag, for der kommer jo røg ned i suppen," siger Birger Sveinsson, der har arbejdet i Lyngen i 11 år.
En dreng, der hedder Marius, hjælper Birger med at save brænde. De små kviste, han saver af en pind, ryger med ind i bålet. De fleste andre børn leger rundt om i skoven, og faktisk er det kun et fåtal af dem, man kan se fra bålpladsen. Alligevel har Birger godt styr på, hvor børnene er, fortæller han.
"For selv om der er højt til loftet her og langt ud til alle sider, så holder de sig inden for en usynlig grænse," siger Birger Sveinsson.
"Vi har aldrig haft et barn, der er blevet væk. De opdager hurtigt, at de skal vende sig om og kigge efter de voksne. De er altid indenfor en rimelig grænse," siger Birger Sveinsson.
Han synes, det er synd, at kommunen lukker institutionen.
"Og det er især synd for de børn, der skal ind i en normal institution, indenfor fire vægge, hvor de måske ikke kommer ret meget ud," siger Birger Sveinsson og understreger, at han ikke vil arbejde i en almindelig institution.
"Jeg kunne aldrig trives i en almindelig institution. Det kunne jeg ikke," fastslår han.
Skovbørnehaven har ikke overgivet sig uden kamp. Især forældrene har lagt sig i brechen for deres børns institution, fortæller Tine Jørgensen:
"Forældrene har været fantastiske. De har skrevet, og knoklet og kæmpet og troet på det til det sidste."
Hver eneste byrådsmedlem i Rødovre Kommune er blevet ringet op af en forældre, der skulle forklare om skovbørnehavens velsignelser, ligesom forældrene også har sendt breve til politikerne med dokumentation for alt det gode, som en skovbørnehaven kan. Forældrene har også samlet underskrifter ind og deltaget i byrådsmøder for at sikre institutionens overlevelse - desværre forgæves.
En af de aktive forældre er Anne Birgitte Madsen, der er mor til Jacob på fem år. Hun var blandt andet med til at ringe rundt til politikerne:
"Politikerne havde stor forståelse for det, og jeg tror, at de har fundet ud af de fordele, der er ved skovbørnehaver, men jeg tror desværre, at de havde valgt, at den skulle lukke. Og vi har ikke fået den dialog, vi har ønsket, med dem," konstaterer Anne Birgitte Madsen.
Hun har helt bevidst valgt, at hendes søn skulle i skovbørnehave:
"Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at de får de udfordringer med motoriske bevægelser og får brugt sig selv kropsmæssigt. Men også den nysgerrighed og øgede opmærksomhed de får. Han kommer hjem med pinde og siger: "Mor, bladene falder af træerne"," fortæller Anne Birgitte Madsen.
"Og så oplever jeg også her, at de voksne er rigtig glade for at være sammen med børnene. Det er, som om, at de gode rammer, som skoven giver, også giver nogle gode oplevelser. Så det er nogle glade voksne med overskud, og det oplever man ikke altid i institutionerne. Selv om man ved, at de er pressede, og der er nedskæringer, så giver skoven det rum, som gør, at voksne også har det rigtig godt," påpeger Anne Birgitte Madsen, der er taget med Lyngen i skoven i dag.
"Faktisk skulle jeg have været til læge med min søn. Han faldt ned af en træstamme og brækkede armen for tre uger siden. Så skulle han have haft gipsen af i dag, så jeg havde taget fri," fortæller Anne Birgitte Madsen, der er idrætskonsulent i Danmarks Idræts-Forbund.
Men selv de aktive forældre, hvis indsats alene på læserbrevsfronten fylder en hel mappe, kunne ikke overbevise politikerne om, at Lyngen burde reddes. Kun Enhedslisten stemte imod, da beslutningen om at lukke skovbørnehaven blev truffet.
Nogle af forældrene diskuterede, om man så skulle lave Lyngen om til en privat daginstitution for at bevare den, men den tanke er ikke noget for leder Tine Jørgensen.
"Jeg synes principielt, det er forkert. Det bliver det med A og B hold, og det kan jo ikke være rigtigt. Det kan ikke være rigtigt, at alle de priviligerede har deres børn her, mens de, der ingen penge har, skal gå andre steder. Så jeg vil ikke, selv om jeg kunne være rigtig fristet," fastslår Tine Jørgensen

Vildt slagsmål. Lidt væk fra bålpladsen har seks drenge fundet sammen. De leger slagsmål, fortæller Stinus. To af dem er hunde, der skal angribe, men det betyder ikke så meget, ser det ud til. Bare det er noget med at overfalde hinanden. Især en pænt stor dreng må finde sig i at de mindre rotter sig sammen mod ham.
Og der bliver ikke lagt mange fingre imellem, men pædagog Peter Larsen, der holder øje med, at det ikke bliver alt for vildt, tager det rimeligt roligt og lader kampen gå sin gang.
"De har brug for at få brugt kræfterne," siger han til Børn&Unge, og i det samme hæver han stemmen:
"Andreas, man skal ikke slå rigtigt!"
Den store dreng fik lige et par gevaldige slag af Andreas.
"De er voldsomme, og det er også i orden. Men de skal huske at høre efter signalerne, når der bliver sagt stop," siger Peter Larsen, 38 år.
For at undgå at det bliver alt for vildt, har Lyngen i en periode arrangeret "slåskampe", hvor børnene lærer at slås, uden at det gør (for) ondt. Alligevel ender det med, at den store dreng begynder at græde. Så stopper den leg, og de vilde drenge går op mod bålstedet.
Peter Larsen har stået med nogle svampe, som en pige kommer og kigger interesseret på.
"Peter, er det giftige svampe? Er det fluesvampe," spørger hun.
"Nej, det er rørhatte," svarer Peter Larsen.
"Så må man gerne røre ved dem," lyder det fiffigt fra pigen, som vi desværre ikke fik navnet på.

Burde være reglen. Freja Emilie på tre år klager lidt over, at hun er træt i benene. Det er hårdt at gå selv, men det skyldes nok at hendes far, Kim Söderberg er taget med i skoven.
"Man er altid velkommen til at tage med, for her er der altid plads. Man kan bare komme med. Det er også en mulighed for at opleve, hvordan børnene er, når de er herude," siger Kim Söderberg, der lige nu er arbejdsløs og derfor har masser af tid til at tage med Freja Emilie i skoven.
Datteren har kun gået i Lyngen i to måneder.
"Vi nåede at være her i nøjagtig en dag, så fik vi brev med hjem om, at institutionen skulle lukke," siger en ærgerlig Kim Söderberg. For han kan konstatere, at datteren trives i naturen.
"Hun er så glad. Det er helt fantastisk. Når vi er i skoven om søndagen, kan man se, hvordan hun bare er vant til at være ude og gebærde sig. Og de får en motorik, som man måske ikke ser så mange andre steder, når de får lov at udfolde sig på den måde," siger Kim Söderberg.
Han kigger ud over skoven.
"Det er da bare helt fantastisk - at have det her som panorama hver dag. Det her burde være reglen, ikke undtagelsen."