Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 12
Stor forskel på digital brug i dagtilbud
Digitale redskabers udbredelse i dagtilbud
i arbejdet med læring, dialog og dokumentation
Af: Steffen Hagemann
De smarte tablets med skærme, der kan betjenes med et lille tryk med en fedtet barnefinger – og såmænd også en lettere tvivlende pædagogfinger – baner vejen for et teknologisk gennembrud i daginstitutionerne. Det viser en ny kortlægning af digitale redskaber på dagtilbudsområdet, som Rambøll har lavet for blandt andre Ministeriet for Børn, Ligestilling, ­Integration og Sociale Forhold.
Men der er stor forskel på, hvor meget daginstitutionerne bruger digitale redskaber i arbejdet med de tre hovedområder læring, dialog og dokumentation, som kortlægningen har fokuseret på. Hver femte daginstitution er superbruger, hvor man i høj grad bruger digitale redskaber på alle tre områder. I den anden ende af spektret ligger der en femtedel af institutionerne, som ikke bruger digitale redskaber i betydeligt omfang. Midtergruppen udgøres af dagtilbud, som bruger digitale redskaber på et eller to af de tre områder, som kortlægningen har undersøgt.
Rambøll anbefaler, at der formuleres en politisk vision, der sikrer, at teknologien bruges til at understøtte didaktiske mål. Visionen kan være med til at tydeliggøre, hvad dagtilbuddene kan opnå ved at integrere digitale redskaber i den pædagogiske praksis, og den kan dermed være med til at støtte de lokale ledelser i at prioritere digitalisering.

18% ● Heavy users: Dagtilbud, der inden for de tre områder bruger et eller flere redskaber i høj grad.

28% ● Semi-heavy users: Dagtilbud, der inden for to af områderne bruger et eller flere redskaber i høj grad.

33% ● Semi-light users: Dagtilbud, der inden for et af områderne bruger et eller flere redskaber i høj grad.

21% ● Light users: Dagtilbud, der ikke har angivet, at de benytter nogen af redskaberne i høj grad.

Kilde: 'It og digitale medier er kommet for at blive – Kortlægning af digitale redskaber på dagtilbudsområdet', Rambøll Management Consulting og Implement Consulting Group. Grafik: EKL.