Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2004 Nr.: 29
Børn uden ord
De findes overalt - børn, der ikke siger et ord. Og det kan virke voldsomt provokerende, når børn ikke taler, ikke svarer, ikke ytrer sig overhovedet. Men tavsheden kan brydes ved at acceptere barnet frem for at presse det, viser erfaringer fra Horsens, hvor en tavs dreng gennem flere år gav pædagoger og behandlere grå hår i hovedet
Af: Birgitte Avnesø
Rasmus var knap fire år, da han begyndte i Sct. Ibs Børnehave i Horsens. Hans ældre søster gik samme sted, så pædagogerne kendte ham i forvejen som en sky og fuldstændig udtryksløs dreng, der ikke sagde et ord.
De kunne se ham komme gående hen ad gaden med sin mor i hånden livligt talende og glad. Men så snart han trådte ind i børnehaven, klappede han i som en østers og gled om bag sin mor - umulig at fraviste bare et lille smil. En slags Dr. Jekyll og Mr. Hyde i børnestørrelse. Med andre ord: en faglig udfordring for pædagog Lone Vinter og medhjælper Helle Pedersen.
De tog imod opgaven med åbent sind.
"Vi var meget optimistiske. Det skulle vi nok løse, når Rasmus blev tryg ved os. Men vi blev klogere," lyder efterrationaliseringen fra de to i dag.
For godt nok faldt Rasmus hurtigt til i børnehaven. Han var aldrig ked af at blive afleveret og yderst populær blandt de andre børn. Men han sagde intet! Hverken til pædagogerne eller til de andre børn.
Faktisk talte Rasmus kun med sine forældre og søskende og en faster. Selv bedsteforældre blev mødt med en lukket mund.
Rasmus kom fra et hjem med store, psykosociale problemer. Da han var tre år, blev hele familien henvist til Familiehuset i Horsens - et psykoterapeutisk dagbehandlingstilbud til småbørnsfamilier, hvor der arbejdes intensivt med familiemedlemmerne - blandt andet gennem hyppige individuelle terapisamtaler.
Forældrene er aktive medspillere i arbejdet omkring såvel børn som voksne, og børnenes omgivelser er ligeledes inddraget. Derfor var Lone Vinter og Helle Pedersen fra begyndelsen med i det team, der tog hånd om familien. De kendte familiens historie og problemer, og deres vurdering var, at drengen ikke havde brug for ekstra støtte. I stedet ville de gøre deres egne erfaringer.

Populær dreng. "Han var meget populær i børnegruppen. Især blandt pigerne, der forgudede ham. Han styrede legen uden sprog, men på en sød måde. Et par af pigerne tog hurtigt over og kendte hans behov, længe før vi blev opmærksomme på, at han havde brug for noget. De fortalte os, hvad Rasmus ville. For eksempel: "Jeg tror, Rasmus skal tisse." Eller: "Rasmus vil have mere mælk". En af pigerne udbrød spontant en dag ved bordet: "Rasmus, du er så nem at forstå, når du taler." Men han sagde jo ikke noget"," fortæller Lone Vinter.
I en lang periode var pædagogerne fortrøstningsfulde. Rasmus skulle nok begynde at tale på et eller andet tidspunkt. Men tiden gik med fortsat tavshed. Kun hvis hele stuen legede vilde lege, kunne Rasmus komme til at "fortale" sig og sige: "ja" eller "også mig". Men det var en kunstig måde at få et par ord fra ham, og efterhånden begyndte frustrationerne at melde sig.
"Der har været dage, hvor vi ikke havde det nødvendige overskud til at være ved Rasmus hele tiden. Hvor en af os blev nødt til at trække sig lidt tilbage og lade kollegaen tager over, så Rasmus fik det, han havde behov for. Det provokerer én voldsomt, når et barn ikke svarer. Han var tryg ved os på alle andre måder. Havde meget kropskontakt med os. Det er naturligt, at hvis du kan give et menneske et knus, kan du også tale med det. Derfor virkede tavsheden ekstra frustrerende," siger Helle Pedersen.

Kommunikation er kultur. Birgitte Morin er pædagog og uddannet familie- og psykoterapeut. Hun er ansat i Familiehuset i Horsens og var tovholder i arbejdet med Rasmus og hans familie.
"Rasmus talte ikke, når han var ude og svarede ikke med sprog det første halvandet år. Helt galt gik det, når vi forventede, at han skulle præstere noget - for eksempel at svare på et spørgsmål. Han blev stille, trist og indadvendt. Han regredierede og blev som en lille baby. Han kunne slet ikke honorere krav om præstation," siger Birgitte Morin, der sammen med pædagogerne i børnehaven og en talepædagog rev sig i håret adskillige gange, mens de forsøgte at finde på måder at få drengen til at tale på. De ledte efter metoden - efter knapperne, der kunne få bjerget til at åbne sig. Men de famlede i blinde, konstaterer hun i dag.
"Når vi står over for tavse børn, har vi voksne meget fokus på, at det skal der laves om på. Vi tænker konstruktivt i stedet for at se på logikken. Se på, hvorfor barnet har valgt den vej. Hvorfor det ikke mestrer at komme ud i verden. Derfor er vi tilbøjelige til at presse barnet til at tale," siger Birgitte Morin og fortsætter:
"Hele vores kultur er bygget op omkring kommunikation - på spørgsmål og svar - men nogle børn kan ikke honorere det. Måske fordi de er generte, eller fordi der er ting, de ikke må tale om. Men ved at vælge tavsheden bliver de ofte enten overset eller kigget skævt på. De bliver irriterende børn. Og det er altså svært for et barn at opføre sig rigtigt, når det hele tiden bliver opfattet som et problem. Vi tillægger barnet motiver, fordi det er så sårbart at blive afvist. Det børnene har allermest brug for - nemlig at blive set - får de ikke."

Rasmus sygnede hen. Med jævne mellemrum mødtes teamet og Rasmus' forældre, og her blev tavsheden diskuteret indgående. Undersøgelser viste, at der ikke lå noget organisk til grund for hans tavshed, og eftersom han talte i hjemmet, vidste de, at Rasmus godt kunne snakke, hvis han ville.
Da han var fem år, var der ikke sket nogen bedring. Han var vældig god til at give udtryk for det, han ville - men stadig uden ord. For eksempel vippede han med koppen, hvis han var tørstig. Rakte sin jakke frem, hvis den skulle hænges op, eller skubbede til en tallerken, hvis han var sulten.
Pædagogerne blev mere og mere frustrerede over det, der måske var dovenskab fra drengens side. Det var jo dejlig bekvemt for ham at have et korps af piger omkring sig, der højt fortalte, hvad han havde brug for.
"Vi snakkede meget om, at det ikke kunne nytte noget, at han ikke ville tale. Han skulle jo også i skole på et tidspunkt, og der kunne han ikke sidde og vippe med en kop. Så på et møde i Familiehuset blev vi enige om, at nu var det rimeligt, at han selv skulle fortælle, om han ville have vand eller mælk. Han skulle mødes med de krav, man normalt stiller til et barn på fem år. Derfor lagde vi pres på Rasmus for at få ham til at udtale sine behov. Vi pointerede over for ham, at vi ikke var tilfredse med, at han vippede med koppen," forklarer Lone Vinter.
Det skulle vise sig at være en meget dårlig beslutning. I dag - to år senere - får både Lone Vinter og Helle Pedersen næsten kuldegysninger, når de tænker på de godt fjorten dage, den taktik blev testet.
"Det havde den fuldstændig modsatte effekt. Han blev utryg ved os. Vi har altid haft megen kropskontakt med ham, men det droppede han nu. Han trak sig helt væk fra os og blev den samme udtryksløse dreng, vi så i begyndelsen. Han kantede sig ind, når han blev afleveret. Havde skuldrene oppe om ørerne og kiggede ned. Han havde det rigtig skidt," husker Helle Pedersen.

Skuldrene ned fra ørerne. Ret hurtigt blev teamet omkring Rasmus enige om, at de havde valgt den forkerte vej. Rasmus havde det synligt dårligt, og på et hastemøde i Familiehuset besluttede de at droppe alle forventninger til ham om at tale og svare på spørgsmål. Rasmus skulle have lov til at være Rasmus.
"Vi blev enige om at møde ham med respekt og tålmodighed, som den dreng han er. Vi ville overtage småpigernes pædagogik og sætte ord på hans følelser og behov for at vise ham, at vi så og hørte ham. Ikke flere spørgsmål til Rasmus. Kun konstateringer og tolkninger af hans ansigtsudtryk. Så vi stod på stilke for at læse hans behov, nærmest inden han selv følte dem," smiler Lone Vinter og indrømmer, at Rasmus er det barn, hun i sin tid som pædagog har haft sværest ved at sige farvel til. Fordi han i den grad gik i blodet på hende - og på kollegaen Helle Pedersen.
Da Rasmus mærkede, at der ikke længere lå forventninger til ham om at svare, men at han i stedet blev accepteret, som han er, raslede kampestenene af den lille dreng.
"Det var befriende. Vi kunne se det lys, der blev tændt i øjnene på ham. Det var en sejr, hver gang skuldrene sank lidt ned. Han blev glad, åben og tillidsfuld igen," fortæller Helle Pedersen.
I begyndelsen var det lidt akavet at konstatere frem for at spørge. Men ret hurtigt vænnede de to pædagoger sig til at sætte ord på det, de så. For eksempel ved at sige: "Jeg kan se, du er ked af det i dag. Du er helt trist i øjnene." "Du ser glad ud. Eller: "Du må være blevet meget bange, da far blev vred." Gevinsten fik de, når de ramte plet, og drengen lyste op.
Sideløbende var det besluttet at binde Rasmus' hjem og daginstitution mere sammen. Hans mor blev inviteret til at tilbringe en formiddag i børnehaven, og det blev et vendepunkt for Rasmus.
"En af grundene til, at Rasmus valgte tavsheden som sin måde at reagere på, var, at han kom fra en familie, som ikke talte meget. Under moderens besøg hos os oplevede han, at hun havde en hyggelig formiddag. Vi sludrede med hende om løst og fast, og Rasmus så, at det var okay for hans mor at tale hernede. Det flyttede noget for ham," siger Lone Vinter.

Rasmus, du skal tie stille! Efter moderens besøg begyndte Rasmus så småt at tale med de andre børn. I begyndelsen når han troede sig uset af voksne. I den periode kom Helle Pedersen og Lone Vinter på endnu en prøve.
"Det var vigtigt, at vi ikke brød ud i vild jubel, når han endelig sagde noget. Men det var svært ikke at vise glæde, så vi sad meget med ryggen til ham," smiler Helle Pedersen.
Sammen med Lone Vinter begyndte hun at gentage, hvad Rasmus havde sagt til de andre børn. For eksempel at bekræfte ham i, at ja, der kører en bus forbi.
"I starten så han helt forskrækket ud, når vi gentog ham. Men vi forlangte ikke, at han skulle deltage i en samtale. Vi viste ham bare, at vi forstod, hvad han sagde," siger Helle Pedersen.
Samtidig begyndte et målrettet pædagogisk arbejde med at hente Rasmus helt nede på babystadiet, for her mestrede han sproget. Der blev vugget, nusset og puttet, mens Rasmus lystigt pludrede som en baby. Babylegen blev afløst af leg med biler, hvor Rasmus ofte kom til at fortale sig og kommentere bilernes farve og mærke. Bilerne blev derefter afløst af bilbøger, og pædagogerne kunne efterhånden få en snak med ham om, hvad bilerne var i gang med. Og langsomt, ganske langsomt gik der hul på bylden, og Rasmus begyndte at tale til de voksne om andre ting end biler.
"Det gik fremad med bitte, bitte små skridt. Men da han først tog fat, gik det bare derudaf. Jeg glemmer aldrig den dag, da jeg blev nødt til at bede Rasmus om at tie stille! Det var både en katastrofe og en kæmpe sejr," siger Helle Pedersen.
Rasmus' første spæde ord kom i løbet af foråret. I maj gav hans forældre udtryk for, at de ønskede, at Rasmus skulle begynde i børnehaveklasse efter sommerferien. Hverken Familiehuset eller Lone Vinter og Helle Pedersen var tryg ved den udsigt. De frygtede, at skolens krav var for meget for drengen. Måneden efter var de bekymringer fejet helt væk.
"Han sprang rundt i hele huset og talte med alle voksne. Selv med fremmede, der kom. Et år mere i børnehaven ville være synd for ham. Han ville også gerne selv i skole. I dag går han i 1. klasse, og det sidste vi har hørt er, at han er den mest velfungerende dreng i klassen - både socialt og fagligt! Vi dansede rundt, da vi hørte det. Det havde vi ikke turdet håbe på," lyder det samstemmende.

Mange tavse børn. Hvorfor talte Rasmus ikke? Af hensyn til deres tavshedspligt ønsker hverken de to pædagoger eller Birgitte Morin at komme alt for meget ind på familiens baggrund. Men noget af forklaringen skal findes i den kultur, drengen er vokset op i. En kultur, hvor moderen ikke talte med sit spæde barn, hvor familien ikke talte meget sammen. Rasmus havde aldrig lært at præsentere sig selv.
Andre børn har andre grunde til ikke at tale. Måske er de generte, måske gemmer de på en frygtelig hemmelighed, måske har de forældre, der er så uforudsigelige, at barnet ikke ved, om det får tæv eller kys, hvis det åbner munden. Fælles for de børn er, at de skal mødes med respekt. Den erfaring har teamet omkring Rasmus lært.
"De børn, der har allermest brug for at blive set og få kontakt, er dem, der har sværest ved at bede om det. De mangler alternativer, hvis der ikke er en voksen til at guide dem. Som respekterer dem, som de er. En lille genert pige møder verden på sin måde, og det skal være 100 procent accepteret. Den voksne skal være rollemodel, være én hun kan regne med. Den voksne skal sige noget. Låne hende ordene. Konstatere, at nu har hun fået en ny kjole, og hvor er hun flot med den på. Holde igen med spørgsmålene, for det har det tavse barn brug for. Så kommer hjertekontakten til det barn. Jeg tror, mange tavse børn bliver overset," siger Birgitte Morin, der råder pædagoger, der står med et tavst barn til at reagere, når de oplever, tavsheden provokerer dem.
"Når man mærker provokationen i sig, skal man tage den alvorligt. Pædagoger bliver nødt til at gribe i egen barm og spørge sig selv: "Vil jeg have barnet til at ændre adfærd og begynde at tale, fordi tavsheden provokerer mig? Eller reagerer jeg, fordi jeg kan se, at barnet har brug for støtte og hjælp?" De skal bruge deres egen reaktion som et signal på, at barnet har behov for hjælp. Det har brug for, at pædagogen træder et skridt frem og reflekterer over, hvordan hun kan støtte barnet. Og det er vigtigt, at hun snakker med forældrene om, hvordan de oplever barnet. Om de ser tavsheden som et problem."
Når Lone Vinter og Helle Pedersen i dag gør deres erfaringer med Rasmus op, er læren i virkeligheden uhyre simpel. Men da de stod midt i tavsheden, var løsningen svær at se.
"Ingen anede, hvad vi skulle gribe og gøre i, indtil vi forstod, at det handlede om at støtte ham. At lade ham forstå, at det var okay, at han ikke sagde noget. Møde ham med respekt, så han ikke følte sig anderledes, og sætte ord på det vi så. Men det er svært, og man skal være meget bevidst om det. Vi tror ikke, Rasmus har oplevet tavsheden så handicappende som os. Han havde det jo godt i børnegruppen. Det værste for ham var vores krav og forventninger," siger Lone Vinter og Helle Pedersen.

Rasmus fik som 4-årig stillet diagnosen Elektiv Mutisme, der frit oversat betyder valgfri stumhed. Elektiv Mutisme er karakteriseret ved, at barnet taler normalt i visse situationer, men er tavst i andre. Diagnosen er meget sjælden.