Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 07 Børn&Unge som e-paper
FORSKNING. Fortællinger dokumenterer forskellene
Forskere fra Roskilde Universitet har indsamlet erindringer fra den ældre og yngre generation af pædagoger og forældre som et led i et forskningsprojekt om viden i pædagogers arbejde. Børn&Unge bringer her et forkortet og redigeret uddrag.
Af: Marie Bille
Fra 1972-1992
Åh, blot at være sammen

I den skønne, gamle børnehave tog pædagogerne børnene med på tur til den nærliggende strand både sommer og vinter. De var fire pædagoger, der alle var 25-26 år. En af pædagogerne havde en stor gammel postbil, hvor der var plads til tre på forsædet og en voksen og alle børnene bagi. Livet var let, og bekymringerne små. Når de tog afsted om morgenen med madpakker, som de selv havde lavet – den, der åbnede, smurte madpakker – var der glæde, sang og hygge fra første færd. Nede ved stranden legede børnene lege, der afhang af årstiden. De samlede ting til at tage med hjem, og om sommeren badede de og byggede sandslotte. Pædagogerne havde varm te med. De talte meget sammen, både om alle mulige private ting og rigtig meget om pædagogik.
De fire pædagoger var meget forskellige, men de havde tætte relationer til hinanden og til forældrene. De havde den samme grundopfattelse af, hvad det pædagogiske arbejde skulle gå ud på. De var meget inspirerede af Erik Sigsgaard – og i opposition til Stig Brostrøm og den strukturerede pædagogik. De fire pædagoger talte ofte sammen om, at der var meget pædagogik i blot at være sammen.

Far på koloni

Hans søn skulle på koloni i fem dage. Pædagogerne havde forberedt sig godt og struktureret alle dagene. Han blev spurgt, om han ville med, og det ville han gerne. Han indgik i arbejdet på lige fod med pædagogerne. Alle voksne havde fri en halv dag i løbet af ugen. Det var ikke kun de voksne, der hjalp børnene om morgenen med at børste tænder, tage tøj på, spise morgenmad, gå tur og spise frokost. De store hjalp de små – også når de faldt ude på legepladsen om eftermiddagen. Arbejdet var fordelt: Der var én ved gyngerne og én ved cyklerne, så alle fik cyklet. Aftensmad, tandbørstning, ble på og så godnathistorie. Når alle børnene sov, inklusive hans egen søn, hyggede han sig med pædagogerne. Kun den sidste nat, hvor flere børn kastede op, var der stress på med skift af sengebetræk og nattøj. Ellers var det en fantastisk uge, hvor pædagogerne havde et struktureret skema og et tæt samarbejde.


Fra 1993-2017
Måske skal vi have et forskningsudvalg

Husets søvnpolitik var sat på som diskussionspunkt til personalemødet. Problematikken var, at pædagogernes formulerede holdning til børns søvn – at de ikke vækker børnene – ikke følges overalt i institutionen. De diskuterede, hvilken viden de havde fra kollegerne, der for år tilbage var på kursus om børns søvn, samt den viden, de havde søgt om ny forskning. Pædagogerne havde en interessant debat om, hvornår deres erfaringer er viden, og hvornår det er noget, de synes, og som ikke kan tælle som viden.
For eksempel beskrev en vuggestuepædagog, at hendes erfaring var, at børnene havde det fint med at blive vækket og vågne langsomt op på sofaen. Andre af pædagogerne mente ikke, at det var en kvalificeret viden. Hun kan jo ikke se ind i barnets hjerne og vurdere, hvilken konsekvens det har for hjernens udvikling, at søvnen bliver afbrudt. Der opstod en debat om, hvad og hvordan pædagogerne vægter viden om behov og udvikling i forhold til struktur og ressourcer. Hvordan skal de ’vælge sandheder’ rent vidensmæssigt? Skal de have et ’forskningsudvalg’, der løbende orienterer sig? Hvordan og med hvilken vægt kan pædagogisk erfaring bruges som gyldig viden?

Far er bekymret

En far skal hente sin datter i Spirestuen og kan ikke finde hende sammen med Anne, som hun ellers plejer at lege med. Pædagogerne kan ikke lige sige, hvor hun er, da han spørger. Hun er cirka to et halvt eller tre år, og man kan jo ikke forvente stram kontrol. Han bliver dog overrasket over at finde hende i puderummet dækket i puder og med flere hujende drenge ovenpå, mens hun ligger klemt nede i bunken. Hun er helt rød i hovedet, svedende og ser både opkørt og lidt forskrækket ud.
Han tager hende ud og vil lige bemærke det overfor en voksen – at drengene er noget vilde, og at der nok bør holdes lidt øje. Men pædagogerne er optagede med andre forældre og et andet barn, der græder. Han venter lidt for alligevel at få en snak – også om, hvordan dagen er gået. Men ’trafikken’ bliver ved, og larmen og de lange udsigter til mere ro gør, at han ikke rigtig orker at vente.
Han undrer sig og er tvivl i forhold til den pædagogiske linje: Holder det? Er der for meget laissez-faire? For få midler? Er det godt for hans barn? Ser de hende også, når hun er ked af det? Er det faktisk reflekteret eller bare nød? Hvorfor var der så lidt personale?

Kilde: ’Empirisk materiale, Kampe om viden i pædagogers arbejde’ af Jo Krøjer, Sten Baagøe Nielsen og Kevin Mogensen, Roskilde Universitet. 10 pædagoger og 8 forældre har deltaget i erindringsværksteder.