Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 08 Børn&Unge som e-paper
TEMA: Beretninger fra virkeligheden
Underretninger er ikke kun bekymringen for et barn i mistrivsel. Tre pædagoger fortæller her om andre udfordringer i arbejdet med underretninger
Af: Steffen Hagemann
Ledelsen sætter hælene i
Pædagogen arbejder på en lille skole i en udkantskommune med mange tunge sociale sager. Men selv når der på skolen er børn, som mistrives, skal der helst ikke sendes en underretning, fornemmer pædagogen.
»Ledelsen synes ikke, det ser pænt ud, hvis vi underretter.«
Pædagogen har for tiden ikke ansvaret for børn, hvor der bør underrettes, men de findes i andre klasser.
»Men så kommer der en melding om, at ’vi skal samarbejde med forældrene’. Og forældrene bliver kaldt ind til den ene samtale efter den anden, og der bliver skrevet hjem hver eneste gang, der er en uhensigtsmæssig opførsel, for eksempel hvis barnet slår andre børn, og hvis barnet fortæller: ’Det er også, fordi far eller mor slår mig’,« siger pædagogen.
Det skal I jo underrette om.
»Det er vi enige om. Men så vidt jeg kan fornemme, sker der ikke en skid, fordi ledelsen sætter hælene i.«

Gribende naivitet
Pædagogen arbejder på en skole i en gennemsnitlig kommune. To gange har pædagogen som kontaktperson haft et barn, som skulle til afhøring hos politiet på grund af vold i hjemmet. Der var masser af omsorg overfor barnet i situationen.
»Mens man kører til afhøring, bliver forældrene, der intet ved, ringet op og får at vide, hvad der skal ske. Bagefter bliver barnet sendt hjem med taxa til familien, der selvfølgelig er i fuldt oprør, uanset om der er noget om det, børnene har fortalt os, eller ej,« siger pædagogen.
»Jeg har i begge tilfælde oplevet, at der ingen var til at samle hverken barn eller familie op. Første gang troede jeg i min gribende naivitet, at der var en socialrådgiver, der tog sig af det.«
Anden gang ville pædagogen sikre sig, at der var nogen til at tage sig af familien, når barnet kom hjem.
»Jeg fik at vide, at det slet ikke var mit gebet, fordi andre nu tog ­ansvaret. Men der var ikke nogen, der tog ansvaret for barnet.«

Vi skal være mere konkrete
Pædagogen arbejder i en børnehave i en kommune, der har huset en af landets værste overgrebssager. Her sad pædagogen for godt et år siden med et barn, der gav både ’verbale og fysiske tæv’ til såvel børn som voksne. Forvaltningen var klar over, at børnehaven havde brug for hjælp, og der var også masser af supervision fra kommunen.
»Men det her barn kunne vi bare ikke nå ind til. Vi kunne sørge for, at barnet var ude af huset om morgenen og oplevede noget. Når barnet så kom hjem sidst på eftermiddagen, kunne det smile til mig og så vende 180 grader. Så var det bare ’du er klam, du er dum’. Man følte sig verbalt fuldstændig kørt over,« siger pædagogen.
Efter tre-fire hektiske måneder sendte pædagogen en underretning afsted med konkrete beskrivelser af ’sådan reagerer barnet, selvom jeg gør sådan.’
»Da først den beskrivelse kom, gik det stærkt. Jeg tænkte efterfølgende, at vi er for vage i vores beskrivelser, når vi laver underretninger. Det skal være meget mere konkret og beskrivende.«

Børn&Unge har valgt at anonymisere de pædagoger, der fortæller, både her og i artiklen ’Vi aner ikke, hvad der sker’. Det er for at sikre, at hverken de eller børnene kan blive genkendt.