Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 25
Susannes forvandling: Nu må I gerne glo
Wrooouuum! Susanne Sewohl mødte i august op på sit første job som uddannet pædagog i en åben sportsvogn, 70 kilo lettere efter en fedmeoperation. Jeg har fået livet tilbage, fortæller hun.
Af: Niels Ole Qvist; Morten Nør Mortensen
Da det så sortest ud, vejede Susanne Sewohl 143 kilo. Hun havde mistet sit job, og kommunen ville sende hende på førtidspension. Men i stedet for en langtidsparkering på offentlige ydelser blev det til en uddannelse som pædagog.
Plus en sportsvogn med 200 hestekræfter.
"Mit liv har taget en herlig drejning, efter jeg har fået en slankeoperation. Jeg er fyldt med energi og er startet i nyt job i en vuggestue," siger Susanne Sewohl, der er cirka samme årgang som den nyanskaffede Ford Mustang - 1963.
Den utrolige historie om Susanne Sewohls nedtur og optur begyndte for fire et halvt år siden. Hun arbejdede på det tidspunkt som pædagogmedhjælper i en institution ved Slangerup på Sjælland, hvor der ifølge Susanne Sewohl selv ikke var til at holde ud at være. Der var ikke én, men fem chefer på stedet, som hun beskriver det.
"Jeg var vild med børnene, men samarbejdet i personalegruppen fungerede ikke. Vi var for forskellige, og der var for mange sygemeldinger," forklarer hun.
En dag blev det for meget for hende og en kollega. Efter et stormfuldt personalemøde valgte de at sige op.
"Jeg troede, at jeg var stærk og kunne klare det meste. Men jeg kunne alligevel ikke leve med at at have svigtet børnene. Det følte jeg virkelig, at jeg gjorde. Jeg blev ramt af en depression. Det var også i den periode, at jeg begyndte at tage på," forklarer hun.
Susanne Sewohl har hele sit voksenliv døjet med overflødige kilo. Men nu gik badevægten helt 'banjaluka', og på et halvt år tog hun over 40 kilo på. Hun isolerede sig og måtte samtidig kæmpe med en kommune, der ønskede at sende hende på førtidspension.
"På det tidspunkt var jeg 43 år. Jeg følte, at jeg, på trods af mine problemer, stadig havde utroligt meget at give."
Da hun var nede i kulkælderen, tog hun tre beslutninger, der kom til at ændre hendes tilværelse radikalt. Hun ville have et job igen. Hun ville være slank. Og hun ville være en rollemodel for sine teenagebørn.
"Mine fire børn skulle ikke opleve en mor, der sygnede hen i sofaen. Desuden havde jeg oplevet, hvordan min egen far blev syg og bitter på grund af ekstrem overvægt. Det endte med, at jeg gav mig selv et los bagi," fortæller Susanne Sewohl.
Herefter gennemførte hun et seks måneders kursus på HF og søgte ind på Dannerseminariet i Jægerspris. Og blev optaget.
"Jeg havde muligheden for at tage meritten. Men jeg valgte at gå den 'lange' vej, og det tror jeg - i hvert fald i mit tilfælde - har været det helt rigtige."
Her kendte ingen mig. Susanne Sewohl nød tiden på seminariet.
"Det var et inspirerende miljø, også fordi vi var så sammensat en gruppe. Jeg følte samtidig den befrielse, at jeg var ny her. Ingen kendte mig. Jeg valgte at være den åbne og imødekommende Susanne i stedet for den tillukkede og halvtriste, jeg havde udviklet mig til," fortæller hun.
Det var, mens hun gik på Dannerseminariet, at tankerne om en slankeoperation begyndte at rumle i hende. Hun vidste godt, at viljestyrke ikke kunne gøre det alene, hvis vægten skulle ned. Hun måtte have hjælp.
"Jeg har prøvet at tabe mig meget før, men har ikke kunnet holde vægttabet. Den her operation skulle ændre på det."
Den 27. marts 2007, midt i pædagogstudiet, kom Susanne Sewohl på operationsbordet. Lægerne på Hvidovre Hospital gennemførte en gastric bypass. De skar mavesækken over og snørede den sammen igen, så der kun er en tiendedel tilbage af den. Dermed er der ikke længere plads til de fire-fem hakkebøffer og 10-12 kartofler, som Susanne Sewohl nogle gange indtog til middagen om aftenen. Nu kan hun højest klemme en bøf og et par kartofler ned.
"Min hjerne er til tider umulig at mætte, men nu er der kommet den her bremse. Tidligere kunne jeg spise en hel familiepizza. Nu er der plads til ét stykke."
Især i begyndelsen krævede det tilvænning.
"Jeg husker tydeligt vores første grillaften efter operationen. Der var kød, pølser og bøffer på bordet, som der jo er, når man griller. Tidligere ville jeg have taget noget af det hele, men nu blev det til én pølse. Det skal man selvfølgelig vænne sig til."

Ned på 68 kilo. Efter en sygemelding på et par uger var Susanne Sewohl tilbage i klasseværelset på Dannerseminariet. Resultatet af operationen kunne hurtigt ses. Hver dag gled nålen på badevægten en tak mod venstre, og i dag, to år senere, vejer hun 68 kilo.
Der skete også noget andet med hende. Energien vendte tilbage.
"Da jeg arbejdede som pædagogmedhjælper kunne det til tider knibe med overskuddet. Jeg brændte al min energi af på arbejdet, og når jeg kom hjem, faldt jeg sammen i sofaen og var praktisk talt intet værd. Min mand måtte tage sig af alt det praktiske. Men nu har jeg så meget energi, at jeg nærmest er rastløs. Det er slut med at sidde ned i middagspausen," fortæller hun.
Overvægt eller ej, så har Susanne Sewohl altid følt sig accepteret og respekteret af kollegerne. Hun er aldrig blevet mobbet på arbejdet.
"Det var aldrig blandt kollegerne, at jeg mødte fordommene om fede. Mine kolleger har altid taget mig, som jeg nu engang var," siger hun og forklarer videre:
"Men overvægten gjorde det ekstra vigtigt for mig, at ingen kunne sætte en finger på min indsats. De skulle ikke komme og sige: 'Det kan Susanne ikke klare, fordi hun er tyk'. Jeg blev på nogle områder en anden, når jeg var på arbejde. Som den private Susanne kunne jeg for eksempel ikke drømme om at tage i svømmehallen, fordi jeg hadede, når folk gloede på mig. Men som pædagogmedhjælper har jeg været der mange gange. Det var jo for børnenes skyld, og selvfølgelig var det også min pligt."
Susanne Sewohl tror på, at kolleger kan støtte hinanden i kampen mod overvægt, men motivationen skal i sidste ende komme indefra.
"Vi har alle brug for at få et spark bagi, men du skal være et særligt sted i dit liv, for at det kan lykkes. Ingen kan tabe kiloene for dig," siger hun.

Farvel til sukkersyge. Med vægttabet fulgte en afgørende sidegevinst. Susanne Sewohl er nemlig sluppet af med sin sukkersyge (diabetes 2, også kaldet gammelmandssukkersyge), som blandt andet betød, at hun skulle spise 12 piller om dagen - og give sig selv seks insulinindsprøjtninger.
I dag mærker hun intet til sukkersygen.
"Lægerne beskriver det som lidt af et mirakel. For mig har det i hvert fald været dét," siger hun.
3. august startede hun på sit nye job i Brøndsted Børnegård i Veksø i Egedal Kommune. Det var hårdt at komme i gang igen, men hun beskriver det alligevel som en 'drømmestart'.
En af de første dage kom hun trillende i Mustangen, som var hendes 'præmie' for vægttabet. Hendes sønner hjalp hende med at finde bilen på en amerikansk hjemmeside. Den blev købt ubeset og ankom en dag i juli fra USA.
167.000 måtte hun punge ud for den.
"Den er alle pengene værd," siger hun.
Selvom de over 200 hestekræfter brølede under den blanke motorhjelm, da hun parkerede foran institutionen, var vuggestuebørnene dog ikke imponerede. De er mere vilde med Susanne Sewohls mere dagligdags transportmiddel, Giraffen, familiens folkevognsrugbrød, der er malet med girafstriber.
"Jeg tror nok, det var fædrene, som gik mest op i det med Mustangen. Den er åbenbart mere mandevenlig end børnevenlig. Ungerne vil hellere se giraffen ..."
Efter operationen er hun igen blevet udadvendt og opsøgende i forhold til andre mennesker.
"Da jeg var tyk, kunne jeg ikke holde folks fordømmende blikke ud. Men nu må de gerne glo! Både på mig og sportsvognen," siger hun med et grin.

SUSANNES ANDRE SLANKEKAMPE
Pædagog Susanne Sewohl har gennem årene været på alle mulige slankekure. En dag kom hendes datter hjem og sagde, at de andre i klassen omtalte hendes mor som 'den største mor på skolen'. Det fik Susanne Sewohl til at gå i gang med sin hidtil mest ambitiøse slankekur. Hun levede nærmest kun af grønt, for hendes børn skulle ikke lide under hendes overvægt. Hun tabte sig på det tidspunkt næsten 50 kilo.
"Desværre røg de alle sammen på igen, da jeg fik min krise. Jeg er desværre typen, der har en meget stor appetit," siger hun.

FAKTA OM GASTRIC BYPASS
For at få en fedmeoperation (gastric bypass) skal man være over 20 år, ikke lide af spiseforstyrrelser og have et BMI over 40 (35, hvis man har sukkersyge).
Inden lægen indstiller til operationen, skal man have demonstreret, at man er motiveret og have tabt sig betragteligt.
Indgrebet sker via en såkaldt kikkertoperation. Mavesækkens størrelse og tyktarmens længde reduceres. Efterfølgende er der en del kvinder, som også får bevilget en hudreducerende operation.
BMI (body mass indeks) er et mål for vægt i forhold til højde. Et BMI mellem 18 og 25 er normalt.