Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2007 Nr.: 15
Baby-art i vuggestuen; Kunstnerisk møde
Et værksted er der, hvor man beslutter, det er. Kunstneren Anna Marie Holm laver kunstnerisk udfoldelse med de helt små børn og helst på legepladsen. Hun mener, at kunst opstår i mødet mellem mennesker, så for at være skabende er det ikke nødvendigt at organisere alt for meget. Hun har netop udgivet bogen Baby-Art.
Af: Vibeke Bye Jensen
Kulissepapir rundt om en tønde, der i forvejen står i sandkassen, noget bonsai-tråd hængt op mellem hegnet og en stolpe, nogle stykker af den samme bøjelige tykke ståltråd parat til nysgerrige unger. Værkstedet, som det er denne dag, er åbent, og der er dækket op til Baby-Art. Snart kommer Mathias på næsten to-et-halvt år og vil være med. Han får et stort stykke lyseblåt kridt i den ene hånd og et laksefarvet i den anden. Han kigger lidt på kridtet, kigger så lidt på papiret på tønden og begynder at tegne. Pædagogen Kirsten Vesterskov Christiansen tegner med, og Mathias opdager, at klasker man kridtet lidt hårdere mod papiret, giver det en rungende lyd. Hov, hvad er det? Han prøver igen, griner, tegner og larmer. Efter et stykke tid får han øje på ståltråden, og da han får et stykke i hånden, bøjer han det og finder ud af, at det kan hænge på den udspændte tråd. Lidt efter dukker Niclas på to år op. Lidt forsigtigt ser han på, og da han får et stykke ståltråd i hånden, prøver han at hænge det op uden at bøje det, men finder snart ud af, at så lander det bare i sandet. Han er lige ved at opgive, men er alligevel for nysgerrig, og snart bøjer han ståltråden og får den hængt op. Imens har Mathias fundet ud af, at man også kan stikke ståltråden ned i sandet og lave figurer der. Senere bruger de to drenge et stykke ståltråd og en spand til at lave lyde med ved at hamre på de ophængte stykker. Flere børn kommer til, og der kommer igen gang i maleriet på tønden. Efter de andre børn har forladt "værkstedet", bliver Niclas ved med at male: "Se," siger han begejstret og peger på sit værk, han er efterhånden selv lige så fyldt med kridt på sin flyverdragt, som det maleri, han er så stolt af. De syv børn har sammen og på skift været i gang med at sanse, lege, være kunstneriske og lære en masse i halvanden time. De mest standhaftige var koncentreret i tre kvarter ad gangen.

Baby-Art. Du har lige læst om Baby-Art. Ordet og begrebet er opfundet af den 55-årige kunstner Anna Marie Holm, som i årevis har arbejdet med børn og kunst. Hendes tese er, at kunstnerisk udfoldelse med børn ikke behøver at foregå på et værksted, og det skal helst heller ikke forberedes og organiseres i flere dage. Små børns eksperimenterende, nysgerrige og skabende, kunstneriske udfoldelse kan foregå hvor som helst. Denne kolde og lidt våde dag i marts foregik der en hel masse kreativitet og kunstnerisk udfoldelse, da syv børn fra Spurvehusets vuggestue i Viborg var på legepladsen med pædagogen Kirsten Vesterskov Christiansen og Anna Marie Holm. Hun har blandt andet brugt børn fra vuggestuen som modeller og inspirationskilde i sin nye bog "Baby-Art - 0-3 åriges billedskabende udfoldelser". Med bogen vil hun vise, at et værksted er, hvor man selv er. Hun vil også vise, at bruger man institutionens legeplads som værksted, giver det mere frihed, end hvis man altid bruger de indendørs rum.
"Kunst skabes i mødet mellem mennesker. Derfor handler det om at skabe et rum for kunstnerisk udfoldelse, og så er det lige meget, om det er en sandkasse, en tønde med papir om, en bademåtte, hvor jeg sidder og tegner, en dug lagt på et bord eller noget papir viklet rundt om nogle træer. Hvad der så sker mellem de mennesker, der er på det sted, det er det vigtige," siger hun.
Kirsten Vesterskov Christiansen er så glad for Anna Marie Holms "Baby-Art", at hun næsten ikke kan få armene ned. Hun har opdaget, at det uderum hun allerede bruger meget, kan bruges til endnu mere.
"Jeg er lige midt i smørhullet og kan sætte noget skabende i gang med udgangspunkt i det, børnene er optaget af. Jeg har fundet ud af, at den måde jeg er med på, mit nærvær, mit toneleje og min nysgerrighed betyder mere, end jeg troede. For det forlænger børnenes lyst til at være med og deres koncentration. De bliver grebet af det, og det gør jeg også," siger hun.

Et værksted er en tilstand. Anna Marie Holms metode er, at hun præsenterer børnene for nogle materialer - ofte placeret på en utraditionel måde og brugt anderledes, end de er vant til. I bogen viser hun eksempler på, at man kan bruge gyngestativet som staffeli, lave dejlige kyssebilleder med læbestift, male på tasker, parasoller og opvaskebørster, male med dukkevognens hjul og med rødbedesaft og kirsebærsaft, lave babygraffiti med koste og tandbørster eller lave fine mønstre i sandet. Men ellers handler det ikke så meget om produktet, men om processen og det, der sker, når mennesker er sammen om noget kreativt.
Det er hendes filosofi, at arbejder man med Baby-Art, arbejder man med helheden. Som hun skriver i bogen: "Når der arbejdes med Baby-Art, er det ikke noget isoleret, der foregår. Det består af: Kropskontrol. Koordination. Balance. Bevægelighed. At føle. At se. At høre. At tænke. At snakke. At få tryghed. Og tillid, så det lille barn kan bevæge sig rundt og eksperimentere. Og gå tilbage til den voksne, få kontakt og skabe sammen. Det helt afgørende er, om der er en voksen til stede. De små børn søger voksne til at udvikle det naturlige billedsprog. Det handler om ikke at kunstiggøre situationen, men at lade hele livet komme til."
Anna Marie Holm mener, at man lige skal vende det rundt og bryde nogle firkanter ned, for at kunne se, at et værksted er en tilstand, man kan være i.
"Hvis jeg ruller en bademåtte ud og siger, at her vil jeg være, så er det et værksted. Man definerer det selv. Det er helt enormt simpelt, men meget vigtigt, når vi snakker om de små. Det er nok noget, nogle skal kæmpe med, for vi er blevet fyldt med, at for at lave noget kunstnerisk eller kreativt, skal man sidde ned ved et bord på et sted, der er indrettet til det. Man kan sige, at Reggio Emilia har været med til at strukturere det og gjort meget godt, men man kan også blive lidt bange for det. For har vi ikke det fine værksted, så må vi hellere lade være. Jeg har lært mig selv at være kunstnerisk der, hvor jeg er. Hvor jeg er i verden, laver jeg værksted, og det tænkte jeg, at jeg kunne overføre til børn," siger hun og foreslår, at man dropper at lave billedværksted indendørs, men laver det på legepladsen, i skoven eller ved vandet.
"Vi skal ikke have rigtige ting som staffeli og ovenlysvinduer, vi skal have skæve ting, der gør det levende. Når man er ude, er man fri for at begrænse. De fine værksteder er måske grunden til at mange lader være med at lave noget kreativt med børnene. Det er så besværligt, der skal ryddes til side, eller der skal reserveres en tid i værkstedet, og når man så kommer derind, er det spontane væk," siger Anna Marie Holm.

Kunsten i mødet. For Anna Marie Holm er kunstbegrebet meget bredt. Det kan man se i den kunst, hun selv skaber. Den er altid eksperimenterende og undersøgende. Hun har lært at tegne, hun kan sit håndværk. Men på et tidspunkt fandt hun ud af, at hun kunne bruge kunsten som et undersøgelsesmiddel og alligevel give det en kunstnerisk form. Som den gang hun tegnede to meter høje figurer og derefter smed dem ud i regnen, gravede dem ned i forskellig slags jord og fik meget forskellige billeder ud af påvirkningerne fra naturens elementer. Fælles for Anna Marie Holms tilgang til kunst og især kunstnerisk udfoldelse med børn er mødet med de mennesker, der er involveret. Desuden er hun optaget af det, der sker uden for det fokus, der ligger i selve aktiviteten.
"Jeg har arbejdet med kunst og børn i snart hele mit liv, men jeg lægger mere og mere mærke til, hvad der sker uden for det fokus, vi forsøger at holde. Det er jo egentlig det, der er det skabende, det eksperimenterende, det sansende, det spændende og alt det, som vi næsten ikke tror, kan ske. Og så er det mødet med børnene, hvad der opstår i det møde, som er det spændende. Kunstbegrebet for mig er så bredt, at man nogle gange ikke kan sætte ord på. Det er der måske lige nu i det møde, og i det samvær vi har. Jeg vil gerne vise, at det kunstneriske er der meget, meget mere, end vi ser, og som noget vi ikke plejer at definere som kunstnerisk. Det er det, jeg har prøvet at beskrive og vise i min bog," siger hun.

Sand i et hul. Anna Marie Holm kalder det sin skjulte dagsorden, at hun gerne vil gøre pædagoger opmærksomme på, at de skal se andet end det produkt, børn laver, når de laver kreative aktiviteter med dem.
"Pædagogerne skal prøve at se efter, om der opstår noget andet, ved at børnene tilfører legen noget nyt, får nye ideer og kører en anden vej. Det sker, fordi vi har sat noget i gang, men hvad der opstår uden for det fokus, er måske det mest kunstneriske i virkeligheden, det kan vi i hvert fald ikke afvise," siger hun.
I Spurvehusets sandkasse skete der for eksempel flere ting uden for det fokus, som var tønden med papir om og ståltråden. Sandet blev pludselig inddraget, da Mathias fandt på at stikke ståltrådsfigurerne ned i det, og da han senere eksperimenterede med, om sand kunne sidde fast i hullet i et hængsel på legehusets dør. Anna Marie Holm har samlet mange eksempler på kunst eller kreative eksperimenter, der er lavet af børn, uden at voksne har været involveret direkte: Sandting hængt op på et næsten nedbrændt juletræ, jord/lerkugler sirligt trillet og lagt samlet under en plante, tegninger i sne, muddermaling på et vindue og meget mere.
"Jeg tillader mig at kalde det, vi lavede i Spurvehuset for et værksted, fordi der også skete noget andet end den kunstneriske udfoldelse, vi som voksne havde sat i gang," siger hun.
Anna Marie Holm definerer altså kunst med børn som mere og andet end det, man normalt forstår ved kunst, eksempelvis malerier eller skulpturer. Det handler om sansning i nuet. Det kunstneriske er noget med at være her, sammen og sammen med de materialer vi har til rådighed. Hvad finder vi ud af sammen, hvad finder vi ud af i forhold til materialet, hvad finder barnet ud af sammen med den voksne.
"Det er det kunstneriske, det er det skabende og det kreative og en eksperimenterende forholden sig til verden. Og det interessante er jo, at de små børn ikke ved, hvad vi opfatter som kunst, eller hvad der er leg eller mødet. Det er et fedt for dem, der er ingen adskillelse og vi skal ikke forsøge at adskille det. Og alligevel gør vi det jo, for som voksne har vi et dobbeltbogholderi. Vi skal både fatte, at vi ikke skal snævre det for meget ind for børnene, men vi skal også lige huske at samle nogle spor og gemme dem. Det bogholderi er de voksnes, for børn har det kunstneriske så intakt, det er endnu ikke en låst ting for dem," siger hun.

Børns sande udtryk. Anna Marie Holm har arbejdet mange år med børn og kunst, og hun har efterhånden fået prædikatet "hende, der tror på barnet". Og det er hun glad for.
"Jeg tror på, at børn har noget kunstnerisk i sig, for det er det, jeg oplever, når jeg er sammen med dem. Og selv om jeg har læst en hel masse psykologi og pædagogik om de nul-tre-årige, så ville jeg ikke nævne teorierne med et ord i min bog. For det skulle bare være glæden og nuet, her er vi, og vi gør det, vi har lyst til. Jeg ville lave en bog til inspiration uden løftede pegefingre og uden faste skabeloner. Jeg håber, at den antænder noget nysgerrighed hos dem, der læser den," siger hun.
Ifølge Anna Marie Holm er kunst kommunikation helt af sig selv, uden at vi har gjort noget.
"Derfor må det heller ikke være kompliceret at gøre noget sammen med børn. "Samvær kan ikke planlægges, men der kan skabes mulighed for det i planlægningen", siger Erik Sigsgaard. Og jeg synes, at det er så godt sagt," siger hun.
Der er så meget om børn og kunst lige nu, så meget med læreplaner og dokumentation. Men det er ofte på sådan et event-plan, og man vil kun have successamvær, synes Anna Marie Holm.
"Og det er det, jeg prøver at sige, at det behøver det ikke altid at være. Men har vi et stort fint værksted, og har vi planlagt og organiseret, så er det svært at klare, hvis der ikke kommer noget fint ud af det. Tænk så, hvis børnene ikke rigtig vil, og det, de laver, ikke bliver så kønt, så er det ikke i orden. Jeg mener, at vi skal til at tænke mere ukompliceret uden al det "burde", "skal" og "succes", for vi kan ikke holde til det, og børnene er ligeglade. De vil sandsynligvis hellere have, at den voksne er nærværende, end at hun stabler et eller andet fint og smart på benene og bruger en masse tid på at rydde op. Hvis vi kun vil have de store, forkromede ting, så går vi glip af det væsentlige, det der er børnenes sande udtryk," siger hun.


Om Anna Marie Holm
Anna Marie Holm er 55 år, hun bor i Viborg, hvor hun også har sit eget kunstnerværksted. Hun er uddannet som socialpædagog i 1974, men har altid sideløbende beskæftiget sig med kunst. Har taget kurser på Kunstakademiet og er blevet undervist af en anden kunstner i årevis, hvor hun har lært at tegne. Hun har også læst kunsthistorie på universitetet, men altid udfoldet sig kunstnerisk ved siden af. Har undervist i kunst og er stadig beskikket censor ved pædagogseminarierne. Har udgivet flere bøger om børn og kunst og har holdt masser af foredrag og kurser for pædagoger om emnet. Anna Marie Holms bøger ”Det eksperimenterende billedværksted I, II og III” er oversat til engelsk og portugisisk. Hun har inden for de sidste år arbejdet med børn og kunst i Brasilien, hvor hun i forbindelse med udgivelsen af sin bog på portugisisk lavede et ”kunst og børn-projekt” med 4000 brasilianske børn på én gang.
”Baby-Art – 0-3 åriges billedskabende udfoldelser” er udgivet på forlaget av form og koster 295 kroner.