Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 01 Børn&Unge som e-paper
Lær af os. Sådan lærer vi børn at programmere
I Egedal Kommune tager klubpædagogerne Morten Romme og Kennet Spaniel rundt på kommunens skoler for at lære 7. klasserne om programmering.
Af: Mette Damgaard Sørensen
Det ville vi
Det er vigtigt, at børn lærer at arbejde med ’computational thinking’ – at øve sig i at tænke, problemformulere og analysere på en bestemt måde, som kan bruges i mange sammenhænge. Det handler blandt andet om at bryde problemer ned i enkeltdele og om fejlsøgning. Vi arbejder med programmering, og hvis programmeringen ikke fører til det, man havde tænkt sig, er man nødt til at lede efter fejl, en ad gangen. Der er meget selvlæring i at finde ud af, hvad der er galt, siden det nu ikke virker. Det giver måske i sidste end en forståelse for, hvorfor stavefejl ikke er ligegyldige. Det handler om at se vigtigheden i detaljen.

Sådan gjorde vi
Vi afholdt – og afholder løbende – bootcamps over tre dage, hvor vi ved hjælp af leg og spil arbejder med at programmere, fx en hjemmeside. Det kan være, vi starter med at se på en robot for at opdage, hvorfor det er vigtigt at arbejde med rækkefølge i programmeringen og præcise kommandoer. Som pædagoger er vi meget opmærksomme på at arbejde med ’det fælles tredje’, at vi skal gøre det her sammen i samme tempo, og at vi går rundt mellem computerne og kommer med forslag og tester sammen med børnene. Som pædagoger har vi fokus på processen, også mere end på det færdige produkt.

Det lærte vi
Vi har lært, at børnene er vilde med programmering og gerne skipper lidt af pausen for at arbejde videre. Vi har også opdaget, at pigerne ofte er mindst lige så gode til programmering som drengene, og at de ofte tænker sig mere om for selv at finde en løsning på et problem. Pigerne tænker tit kreativt. Hvor drengene hurtigere siger, nu har vi løst opgaven, går pigerne et skridt videre og laver fx en Trump-Clinton-hjemmeside, hvor opgaven måske bare lød på at lave en side om skolen. Vi har også lært, at programmering kan give plads til de børn, som normalt ikke ses eller høres så meget. De børn får vist, at de kan noget. Det har lærerne været glade for at se.

Vores råd til andre
● Få lærerne med, hvis de ikke allerede er det. Det er vigtigt, at de opdager, hvorfor programmering og it er vigtige, og hvad der sker undervejs.
● Det er vigtigt at tænke på ’det fælles tredje’. At det her er noget, vi gør sammen.
● Vær villig til at justere undervejs. Vi opdagede fx, at det at lave en hjemmeside tager en hel dag, ikke en halv.

Om projektet
Programmeringen i Egedal Kommune udspringer af et pilotprojekt under UCSJ, ledet af pædagogisk konsulent Eva Petropouleas Christensen. Projektet skal i sidste ende bane vej for at få mere it og programmering ind i skolen. Både pædagoger og lærere kan tage efteruddannelse indenfor fx programmering og ’computational thinking’. Kontakt Eva Petropouleas Christensen for mere information på mail: evch@ucsj.dk